Prøv avisen

Psykolog: Obligatorisk rådgivning ved skilsmisse er sikkert velment, men det er at gøre folk til grin

Obligatorisk rådgivning ved skilsmisse er utvivlsomt velment, men det er at gøre folk til grin for deres egne penge i en situation, hvor de er ulykkelige og forbitrede, skriver psykolog.

Parforholdet er ikke en slags overflødig stads, som man kan pakke væk som julepynten. Folk skilles, fordi de har forsømt det, der er livsnerven i deres familieliv. De skilles, fordi de har forsømt grundlaget for deres forældreskab: parforholdet, skriver psykolog og parterapeut Finn Korsaa

TIDLIGERE FORSØGTE MAN at argumentere for obligatorisk mægling for par, der ønskede skilsmisse.

Nu taler man om obligatorisk rådgivning, der alene tager sigte på vejledning om, hvordan man håndterer børnenes problemer. Bortset fra, at idéen om det obligatoriske er som at skyde med spredehagl, når man vil nedlægge storvildt, så afspejler politikernes interesseforskydning en beklagelig udvikling i synet på, hvad der er vigtigt i en familie.

Parforholdet er ikke en slags overflødig stads, som man kan pakke væk som julepynten. Folk skilles, fordi de har forsømt det, der er livsnerven i deres familieliv. De skilles, fordi de har forsømt grundlaget for deres forældreskab: parforholdet. I den situation vil lovgiverne tilbyde en slags skole-hjem-samtale.

Det er utvivlsomt velment, men det er at gøre folk til grin for deres egne penge i en situation, hvor de er ulykkelige og forbitrede. Ganske vist kan langt de fleste par selv finde ud af, hvordan de skal håndtere situationen, og har altså ikke brug for rådgivning. De folk, der ikke kan enes om vilkårene, har derimod brug for en håndsrækning, et tilbud om hjælp, og ikke blot en times snak. Det drejer sig om voksne, myndige mennesker, der har brug for et tilbud om ordentlig sagkyndig hjælp, som er tilgængelig, når de selv vurderer at have behov for det.

JEG HAR ARBEJDET PROFESSIONELT med sådanne problemstillinger i mange år, og hver gang, det har ført til en behandling på politisk niveau, så taler man om den norske model. Det burde man lade være med og i stedet tænke sig lidt om.

Nordmændenes kompetence på dette felt er lige så amatøragtig som den, vi ser udspille sig hos danske politikere i disse dage.

Det er simpelthen en kardinalbrøler at ville skille parrets problemer fra håndteringen af børnene. Derved anlægger man et tilsyneladende fornuftigt synspunkt, der dækker over en afmagt. Det ufornuftige er troen på, at man kan yde børnene en hjælp uden om forældrene.

MIT BUD VIL VÆRE, at man stiller en uvildig, psykologisk rådgivning til rådighed for par, der ønsker det. Det er forståeligt, at man som tilskuer er bekymret for børnene.

Hvis man skal tage en sådan bekymring alvorligt, så drejer det sig om at hjælpe forældrene til en anstændig ordning for deres skilsmisse. Det vil sige at tilbyde parterne hjælp til at bearbejde de uforløste konflikter, således at de genvinder overskuddet til at kunne vise omsorg for deres børn.

Det er en illusion at tro, at man kan hjælpe børnene uden om forældrene. Opgaven er at lære forældre at samarbejde, og det er ikke nemt, men det er nødvendigt, for det er relationen mellem forældrene, som børnene er afhængige af, også efter en skilsmisse.

Finn Korsaa er psykolog og parterapeut.