Efter al den debat, Ramsdal-sagen har givet anledning til om Jesu opstandelse, må tiden være kommet til næste trin: at overveje, hvilket sprog vi bedst kan bruge om den ”almindelige” opstandelse, den vi selv kan håbe på.
I sin kronik den 31. januar giver Lone Fatum kortfattet udtryk for, at vi skulle undgå formuleringen ”kødets opstandelse”. Det synspunkt vil jeg gerne argumentere yderligere for.
Vores folkekirke står påfaldende alene med udtrykket ”kødets opstandelse” i den apostolske trosbekendelse. I svensk og tysk gudstjeneste siger man ”de dødes opstandelse”, mens man i Norge og England siger ”legemets opstandelse”.
I øvrigt har ”kødets opstandelse” heller ikke eneret hos os selv. Folkekirkens gudstjenesteordning giver mulighed for valg mellem to trosbekendelser efter den anden tekstlæsning. I stedet for den apostolske kan her man bruge den nikænske bekendelse, som efter min mening har flere fortrin. Se bare, hvordan den med dybde taler om Jesus Kristus: ”“ født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af sammen væsen som Faderen “” Og så afsluttes den med, at vi ”bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv”.
I Det Nye Testamente tales der ikke om ”kødets”, men om ”de dødes opstandelse” (mere konsekvent på grundsproget end i den danske oversættelse, hvor det nært beslægtede ”opstandelsen fra de døde” optræder til variation), og udtrykket er åbent for alle facetterne i det mysterium, som opstandelsen er.
Det mere bastante udtryk ”kødets opstandelse” vandt indpas i oldkirken, fordi der opstod en skarp konflikt med de såkaldte gnostikere, som fremførte et stærkt kropsfjendtligt menneskesyn. Den sejrende linje i oldkirken fastholdt - heldigvis - den bibelske skabelsestanke, som udtrykker, at også den fysiske verden og menneskekroppen er skabt i overensstemmelse med Guds vilje, hvad gnostikerne bestred. I denne polemiske situation blev formuleringen ”kødets opstandelse” et bolværk mod gnostisk udglidning.
Al respekt for det i den historiske situation, og ”kødets opstandelse” kan da også udlægges, så det giver god mening, forstået som betegnelse ikke for opstandelseslegemets materiale, men som udtryk for det forhold, at alt i vores jordiske, legemlige liv er med os i mødet med det afslørende og helbredende opstandelseslys. Alle vore jordiske erfaringer, hele vores identitet er med og nyskabes til opstandelseslivet i Gud.
Men blandt andet i forbindelse med mine foredrag om opstandelsestroen viser det sig, at selv mange trænede kirkegængere og bekendende kristne har et distanceret og besværet forhold til den kristne opstandelsestro, fordi det bastante udtryk ”kødets opstandelse” umiddelbart lyder, som om der i opstandelsen er tale om en videreførelse af vores jordiske legemlighed.
Der skal megen forklaring til for at åbne for en frugtbar forståelse. Så er det, der menes, anderledes tilgængeligt med det bibelske udtryk ”de dødes opstandelse”, en forståelse i pagt med Paulus' pointe: Vi skal alle forvandles i opstandelsen (1. Kor. 15). For Paulus er der en form for legemlighed i opstandelsen, men han lægger afgørende vægt på, at den himmelske legemlighed er af en anden art end den jordiske.
Tilsvarende fremgår det klart af Jesu forkyndelse, at der i Guds rige gælder anderledes betingelser og ”ordninger” end i det jordiske. Det evige liv er ikke en genoptagelse af det jordiske, men en nyskabelse gennem forvandling, takket være Gud. Hvis Paulus havde levet, da man begyndte at tale om kødets opstandelse, ville han uden tvivl have argumenteret imod formuleringen.
Den kristne opstandelsestro kan der siges meget uddybende om, og det har jeg påtaget mig i bogform, men her er mit anliggende at appellere til biskopperne og andre om at overveje - for at gøre det trængte opstandelseshåb anderledes tilgængeligt - om det ikke var på tide at indføre ”de dødes opstandelse” i den apostolske trosbekendelse, åben som den formulering er for alle aspekterne i det mysterium, som ikke bare Jesu opstandelse, men også vores opstandelse rummer.
Johannes Værge er tidligere sognepræst og forfatter til blandt andet ”Efter døden” og ”Guds skrøbelige arvinger”.