Drop politiseringen af Tolkien: Ringenes herre er et eksistentielt værk

Både kulturradikale, konservative og venstreorienterede tager fejl af forfatteren Tolkien, mener højskolelærer

”Heltene omstyrter flere gange en destruktiv orden eller tradition som led i et nødvendigt opgør. Og sammenligner man den gode troldmand, Gandalf (til venstre), med den forræderiske Saruman (til højre), repræsenterer den første det omrejsende, udvekslende, legende og folkelige, mens Saruman står for det stationære, rugende, elitære og korrupte,” skriver højskolelærer Nanna Kinch i sin kommentar om tolkningen af Tolkiens ”Ringenes herre”. – Fotos: Scanpix.
”Heltene omstyrter flere gange en destruktiv orden eller tradition som led i et nødvendigt opgør. Og sammenligner man den gode troldmand, Gandalf (til venstre), med den forræderiske Saruman (til højre), repræsenterer den første det omrejsende, udvekslende, legende og folkelige, mens Saruman står for det stationære, rugende, elitære og korrupte,” skriver højskolelærer Nanna Kinch i sin kommentar om tolkningen af Tolkiens ”Ringenes herre”. – Fotos: Scanpix.

I artiklen På udkig efter kristendommen i Kristeligt Dagblad lørdag den 26. januar diskuterer David Gress og Hans Hauge, hvordan det kan være, at både konservative, venstreorienterede og kulturradikale bliver betagede af J.R.R. Tolkiens roman Ringenes herre.

LÆS OGSÅ: På udkig efter kristendommen

Iagttagelsen er interessant nok, men i grunden ligger svaret lige for. Når Ringenes herre appellerer så bredt til mennesker af enhver politisk observans, skyldes det, at den ikke først og fremmest er et politisk værk, men et eksistentielt.

Værket er uomtvisteligt både kristent og konservativt. Men som forfatteren selv samtidig så meget andet. Og dette andet nytter det ikke at springe over, hvis ærindet er at diskutere, hvem der forstår Tolkien til bunds.

Når de onde kræfter er onde, er det ikke, som artiklen hævder, fordi de vil omstyrte en etableret orden, men fordi de vil ødelægge skaberværket og gøre mangfoldigheden af liv og livsformer til en ørken.

En etableret orden er nemlig ikke et mål i sig selv: Forstyrrelsen af den lidt for stille og rolige orden i Herredet er det, der sætter historien i gang. Heltene omstyrter flere gange en destruktiv orden eller tradition som led i et nødvendigt opgør. Og sammenligner man den gode troldmand, Gandalf, med den forræderiske Saruman, repræsenterer den første det omrejsende, udvekslende, legende og folkelige, mens Saruman står for det stationære, rugende, elitære og korrupte.

En gennemgående linje ikke kun i Ringenes herre, men i Tolkiens univers som helhed er skismaet mellem den enkeltes kærlighed til sit eget livsværk og erkendelsen af, at intet varer evigt, men er underlagt helheden i det store skaberværk. Når elverfolkets tid er forbi i slutningen af Ringenes herre, er det derfor en fortælling om historiens uafvendelighed og om, at ingen former for etableret orden heller ikke den gode varer evigt.

Værdimæssigt står konservatismen altså langtfra alene, og det samme kan man sige om kristendommen, der står side om side med klassiske helteidealer.

LÆS OGSÅ: Hans Hauge: Hobbitten er kristen mission

At fremstille de værdier og det livssyn, der kommer til udtryk i Ringenes herre, som nogle, der burde skræmme en bestemt politisk fløj væk, repræsenterer derfor i bedste fald et tunnelsyn, i værste fald en misforståelse af værket.

Når man samtidig som Hauge får karakteriseret Ringenes herre ved, at Personerne er unuancerede ... Det handler heller ikke om virkeligheden ... og det hele ender godt, må det siges at være et åbent spørgsmål, hvem det er, der ikke begriber Tolkien til bunds. Læser man Tolkien første gang, er det ikke så indlysende, hvem der er gode og onde i hvert fald ikke mere indlysende end hos Shakespeare og H.C. Andersen, der vel også må karakteriseres som forfattere, der ikke skriver om virkeligheden. Og hvor vidt det hele ender godt, kommer an på, hvor konkret og naivt læseren tolker en slutning, der på én gang er eventyrligt lykkelig og gennemrealistisk ulykkelig.

Den politiserede læsning af Tolkien er ikke kun uheldig, fordi den er indskrænket. Den ignorerer også den kendsgerning, at Tolkien selv var et dybt apolitisk menneske.

Og som litteraturmand var han overbevist liberalist i den forstand, at han nærede en dyb aversion mod forfatteres forsøg på at indoktrinere frem for at overlade historien til læserens frie fortolkning.

Hvis hans værk derfor kun lod sig tolke i én politisk retning, havde han end ikke levet op til sine egne krav til litteratur. Og så var han næppe blevet den store forfatter, han var.

Nanna Kinch er højskolelærer på Løgumkloster Højskole

Norge går helt i stå og taber til Ungarn. Tamas Mocsai (tv)fra Ungarn og Norges Kristian Kjelling.
Norge går helt i stå og taber til Ungarn. Tamas Mocsai (tv)fra Ungarn og Norges Kristian Kjelling.