Rollatoren og kørestolen er obligatoriske senpensionist- gadgets, som beviser tilhørsforholdet til alderdommen.
Disse faste rekvisitter i plejesektoren er et udtryk for, at vi ikke tror på udvikling hos gamle mennesker. Vi fokuserer mere på svækkelse end på styrke. Som de eneste samfundsborgere, er det sådan cirka 75-årige menneske ikke omfattet af den ellers etablerede holdning i samfundet, hvor man satser på kroppens funktioner. Det bilder vi os selv ind, at vi gør med alverdens tekniske løsninger, der skal gøre livet nemt i alderdommen. Men hjælpemidlerne er i virkeligheden et blændende symbol på den udbredte opfattelse af, at gamle mennesker ikke er til nytte. Og de har ydermere en tendens til at fastholde brugerne i en nervøs selvopfattelse. Derfor er det også en manipulerende retorik, at kalde det for ”hjælpe”-midler.
Betræder man en sygehusafdeling eller et plejehjem, vil man inden for det første minut få øje på mindst én kørestol. Nogle vil stå tomme langs væggene som en slags dårlig reklame for stedets sundhedstilbud. Men de fleste vil fungere som opbevaring af personer, der klodses op med puder og tæpper, så de sidder i spænd mellem armlæn og fodstøtter. Det er reelt et fåtal, som har brug for dem, men i vores manglende forventninger til gamle menneskers evner, er plejesektoren nærmest blevet en gåen amok i hjælpemidler. Vi kunne måske også prøve at satse lidt mere på en hjælpende hånd og tillid til hinandens evner. Det er endda billigere og nemmere.
Der findes så mange variationer af hjælpemidler, at der er opstået et hierarki. Man begynder med stokken, opgraderer til rollatoren, og endeligt får man bevilget den helt store pakke: kørestol, bækkenstol og liftsystemer. Hvis man er en af de heldige, kan man som tillæg til den store pakke få godkendt en flad plasticanordning, der sidder fast på kørestolen, så man slet ikke behøver at komme hen til et bord for at spise.
Jeg ved ikke, hvad det er, disse ”hjælpe”-midler hjælper med – andet end at tilføre mennesket et kunstigt behov for et fastlåsende redskab snarere end et helt naturligt behov for andre mennesker. Lad os i det mindste kalde dem for noget andet, så de ikke lyder så tillokkende. Måske kan det få os til at åbne øjnene for menneskelig tiltro. Det kunne i øvrigt sundhedsvæsenet generelt trænge til.