For 60 år siden deltog Danmark for første gang ved Melodi Grand Prix, og i lørdags var det atter tid til at finde en dansk vindermelodi. Begivenheden fandt sted i Herning, og som noget nyt havde man i år udvalgt fem såkaldte superfans af Melodi Grand Prix – eller Eurovisionen, som det kaldes på EU-sprog.
De forholdt sig gennemført ukritisk til de ti sange, der ellers set herfra forekom som lidt af en uidentificerbar grød, og det kunne nu være forfriskende med nogle lidt mindre idiotisk begejstrede dommere.
Jeg har ikke forstand på musik, men blev bare lidt træt, når blondinerne arbejdede sig igennem deres popsange på samme måde, som man nu om dage gør i både Grækenland og Aserbajdsjan.
Gad vidst, hvornår det bliver synligt i Melodi Grand Prix’et, at de europæiske stater har nået punktet, hvor de drives til at hævde deres nationale særpræg og stolthed.
Og apropos manglende stolthed så var temaet under DR’s afvikling netop folkeligt mindreværd. Værterne var Anette Heick og sidste års danske finalist, Johannes Nymark, der havde besluttet at gøre en dyd af de seneste to års bundresultater. Det lagde en bred stemning af ”hø hø-humor” hen over det hele, og Anette Heick har efterhånden udviklet sig til en slags parodi på denne DR-identitet, hvor man som selvbevidst medieinstitution elsker at kokettere med sit eget ironiske overskud.
Indholdet denne aften fremstod imidlertid som noget, der var blevet udtænkt på en formiddag i DR-Byens kantine. Man havde besluttet (igen!) at spille på, at vi her i landet er små og underdanige og så gerne vil imponere det store Europa.
Anette Heick stod for en lille reklamefilm, der skulle markedsføre Danmark med billeder af nuttede dyr, store bryster og sentimentale øjeblikke. Alt det med andre ord der nu om dage skaber opmærksomhed på de sociale medier. Det var dog cirka lige så ubehjælpsomt at overvære, som da vi i 80’erne blev sendt ud i lokalområdet i Hadsten for at lege med skolens videoudstyr, og enten er man fra DR’s side i færd med at nedprioritere Grand Prix-fænomenet (måske af skræk for igen at vinde og være tvunget til at afholde finalen, hvilket sidst skabte økonomisk skandale), eller også mener man virkelig, at stilen sidder lige i skabet, som det hedder i dag.
Siden Jørgen de Mylius i 1978 stod i spidsen for en relancering af showet, der af DR var blevet sat på pause, har Melodi Grand Prix’et udviklet sig til en DR-begivenhed, der virkelig samler seere og dyrker fortid og fællesskab. Det er bestemt fint, men det er på høje tid, at der hentes nye kræfter ind, der ikke blot reproducerer DR’s sædvanlige bøvede selvironi. Begivenheden trænger til genfortolkning, og idet jeg nu stensikkert gentager mig selv, mener jeg i øvrigt, at sangene skal synges på dansk.
I Europa kredses der for tiden om identitet, national forankring og drømmen om, at fællesskabet ikke behøver at opløse forskelle. Er det ikke på tide, at man Grand Prix-sammenhæng begynder at begribe den virkelighed?
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.