Teolog: Kongehuset er et uvurderligt, postmoderne kunstværk, vi ikke kan undvære

Installationskunstnere som den hedengangne teatergrupper Solvognen må misunde det optrin, som kongehuset formår at lave, mener lektor emeritus

Ceremonier som kroningen af kong Charles og den efterfølgende karetkørsel tilføjer det offentlige rum en skønhed, som vi ikke kan få nok af, mener Jakob Wolf.
Ceremonier som kroningen af kong Charles og den efterfølgende karetkørsel tilføjer det offentlige rum en skønhed, som vi ikke kan få nok af, mener Jakob Wolf. Foto: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix.

I forbindelse med kong Charles' kroning har mange stillet spørgsmålet: Giver monarkier mening i 2023? De spiller ingen politisk rolle, eller i al fald bør de ikke gøre det, da det er en udemokratisk institution. Er de andet end et førmodernistisk levn?

Ja, de er. Hvis vi afskaffede kongehuset, ville vi miste æstetiske og rituelle optrin af høj kunstnerisk kvalitet. Kongehuses værdi er, at de er suverænt gadeteater.

Denne artikel er en del af denne serie:
De kongelige

Konger og dronninger, der kører i guldkaret gennem gaderne fulgt af kavaleri i fantastiske kostumer, skaber en atmosfære af en anden og dybere virkelighed end den politiske.

Med optrinnet træder historien og myten pludselig ind på scenen i en perfekt installation, der i kraft af traditionen ikke virker kunstig.

Ethvert gadeteater, enhver installationskunstner eller street artist må misunde kongehuset dette optrin i gadebilledet. Den hedengangne teatergruppe Solvognen, der lavede spektakulært politisk gadeteater i 1970’erne, formåede ikke at lave optrin, der tilnærmelsesvis nåede op på det kunstneriske niveau, kongehuses performances repræsenterer.

Kongehusene er nok førmoderne levn, men når en engelsk avis kalder kroningsceremonien for ”the strangest show in town”, så er det netop udtryk for, at man kan anskue dem som postmodernistisk kunst.

Kroningsceremonier og karetkørsel er kun en del af det æstetisk rituelle bidrag, kongehuse leverer. De kongelige slotte og haveanlæg samt ritualerne omkring kongefamiliens liv, barnedåb, bryllupper, begravelser er andre vigtige performances, de tilføjer det offentlige rum skønhed, og skønhed kan vi ikke få nok af.

Der er en enorm billedskabende kraft i de kongelige optrin. Det gør dem til godt tv, hvilket er en grund til, at de overlever.

Der er imidlertid også en fare for, at tv gør det hele til "billedbladsæstetik", som det er tilfældet, når billedudtrykket bliver banaliseret, og interessen samler sig om mode og almindelig sladder om de kendte.

Optrinene bliver reduceret til billeder af opstillede par. Her blandes det ægte kongelige med jetsetlivets udtryk. Den største fare for kongehusets beståen er, at hverken det selv eller befolkningen længere kan skelne mellem kongehuset og det almindelige jetset.

Når man i nogle lande er i den heldige situation, at man faktisk har et kongehus, der fungerer, er det værd at bevare. Det er ikke blevet hverken fuldstændigt banaliseret eller sat på museum.

Kongehuset er et uvurderligt kunstværk. At afskaffe det vil svare til at smide et mesterværk af Rembrandt på lossepladsen. Det er med uvurderlige kunstværker som med dyrearter, at er de først væk, kan de aldrig genskabes.

Jakob Wolf er dr.theol. og lektor emeritus.