Man mærker et stik af stolthed, når en dansk film ryger til tops ude i verden, og sådan skal det være. Men behøver det ligefrem lamme enhver form for kritisk bevidsthed? Thomas Vinterbergs ”Druk” er ikke blot Oscar-nomineret, men modtog også i denne uge den engelske Bafta-pris, hvilket er blevet henrykt omtalt i landets medier. Naturligvis.
I et interview på TV 2 udtrykte Vinterberg sin glæde over, at en så lille og meget dansk film kan slå igennem i andre lande, og instruktøren sagde det selv. En lille film. Det er nemlig det, den er, og succesen for ”Druk”, der handler om fire gymnasielærere, der af frygt for at gå helt i stå begynder at drikke alkohol dagligt for at genfinde livets gnist, vækker derfor en vis undren. Også på journaliststandens vegne.
Det hele minder lidt om scenariet omkring Brødrene Olsens sang ”Smuk som et stjerneskud”, der i 2000 vandt det internationale melodigrandprix, skønt sangen forekom så klassisk hyggedansk, at man ikke forestillede sig, at andre folkeslag ville kunne se fidusen. Jeg forestillede mig det i hvert fald ikke.
På samme vis overrasker det, at Vinterbergs blanding af lommefilosofi og folkekomedie virker så stærkt derude. Nok ved vi, at Mads Mikkelsen i hovedrollen kan bringe enhver film langt, for han er i særklasse, men ”Druk” er dybest set endnu en banal carpe diem-film om at leve livet, mens tid er.
Sagen er dog, at film som fænomen i dele af mediestrømmen glorificeres i en grad, der gør, at der er langt mellem kritisk tænkende tv-kulturjournalister. Når Thomas Vinterberg i disse dage interviewes, bliver han hovedsageligt bedt om at beskrive, hvordan det føles at blive så overrumplende glad, og det er en smule spild af tid at overvære de mange lykønskningsinterviews. De gør ikke én klogere angående filmens art, endsige instruktørens hensigt, og ud over den oplagte anke i forhold til faren for at ophøje vanen med mere alkohol i hverdagen har jeg her et par forslag til, hvad man kunne spørge Thomas Vinterberg om.
For er det ikke lidt letkøbt at lade nogle folkekære skuespillere agere berusede med alt, hvad dertil hører af – adskillige – komiske klumpe-dumpe-scener? Og udgør det ikke et lidt for dybt knæfald for en mandehadende feministisk tidsånd at lade mændene være de hjælpeløst umodne, mens kvinderne fremstår som væsentligt længere fremme i personlig udvikling? Ville Thomas Vinterberg vove det modsatte og lade fire kvinder rave forvirrede rundt, mens de hvide heteroseksuelle mænd udgjorde livets klippe? Han ville næppe skabe samme begejstring hos Hollywood-eliten.
Forstå mig ret. ”Druk” er ikke en dårlig film, og jeg er også modtagelig for den smokingklædte drengerøvscharme på Vinterberg-holdet. Men ”Druk” er heller ikke en fantastisk film, og under alle omstændigheder ville det være langt mere interessant for os alle sammen, hvis nogen blandt tv-kulturjournalisterne ønskede at forholde sig til indholdet. Og ikke bare føle stolthed.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.