MIDT I sommervarmens dejlige ubekymrede stemning blev mit Facebook-feed af feriebilleder og Tour de France-resultater brat spoleret af en sønderrivende og hjerteskærende fotoreportage fra Middelhavet. Menneskene klamrer sig til resterne af deres kæntrede gummibåd og forsøger febrilsk at komme om bord i den hjælpende redningsbåd. Alt imens en gravid kvinde flyder livløs væk fra flokken af overlevende.
Hun er ikke alene. Den menneskesmugler-business, som i dag – mere end noget demokratisk politisk organ – styrer flygtningestrømmene, har minimum kostet 15.000 mennesker livet i Middelhavet siden 2015.
MEN DE ER HELLER IKKE ALENE. For inden man begiver sig ud på Middelhavet, har man krydset et langt farligere hav, nemlig Sahara-ørkenens brændende sandhav.
Nogle falder af ladet, når lastbilerne hamrer gennem den varme ørken, andre overlever ikke menneskesmuglernes opbevaringsfængsler, hvor voldtægter og henrettelser er hverdagskost. I alt har yderligere 20.000 mennesker mistet livet på vejen mod Middelhavets kyst. Der kan ikke længere være nogen tvivl. Situationen i Nordafrika er en humanitær katastrofe!
En humanitær katastrofe, der er en direkte konsekvens af et dysfunktionelt og inhumant flygtningesystem i Europa. En humanitær katastrofe, der burde kræve øjeblikkelig handling fra Danmark og fra EU. Det er da vores menneskelige pligt.
Men det er ikke let. I virkeligheden er flygtningesituationen ét stort kompliceret net af elendigheder, som påvirker hinanden. Når ngo’er sender redningsaktioner ud på Middelhavet, fylder menneskesmuglerne flere mennesker i dårligere både uden brændstof, som sendes ud på havet, hvor passagererne kun kan håbe på at blive samlet op.
Når flygtningene ikke fordeles ligeligt mellem EU-landene, tvinges landene til at stramme familiesammenføringer og ydelsesniveauer i et ræs mod bunden af menneskesmuglernes ”menukort” af mulige slutdestinationer. Når EU’s handels- og udviklingspolitik fortsat holder u-landene hen i fattigdom, fodres fødekæden af mennesker, der er villige til at sætte livet på spil i menneskesmuglernes hænder i et falsk håb om en bedre tilværelse.
Der har været meget snak om humanisme og flygtningepolitik. Men hvad er en humanistisk flygtningepolitik? Som jeg ser det, er det i hvert fald ikke status quo! Uanset om vi så skruer lidt op eller lidt ned for det antal, vi tager imod herhjemme. Der er ingen humanistisk flygtningepolitik uden et fundamentalt opgør med hele det nuværende flygtningesystem. Fra fattigdom og konflikter i u-landene til det nedbrudte system i Europa og ikke mindst situationen i Nordafrika og Middelhavet.
DER ER I MINE ØJNE brug for mindst tre indsatser, som både er afgørende nødvendige og hver for sig utilstrækkelige, hvis man skal gøre sig håb om en samlet human løsning.
For det første skal vi have stoppet den humanitære katastrofe i Nordafrika. Der skal ikke sættes flere både i Middelhavet. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi formår at rykke EU’s ydre grænse og asylbehandlingen til den anden side af Middelhavet.
Der skal etableres ordentlige og sikre lejre i det nordlige Afrika, hvorfra man får sin asylansøgning behandlet. Det er her, du skal bo, til din sag er behandlet, uanset om du har nået Italiens kyst, eller om du er blevet samlet op midt i Middelhavet. Det skal simpelthen ikke kunne betale sig at sætte sig i båden i første omgang.
Men man kan ikke gøre det første, uden at man samtidig tager et fundamentalt opgør med det inhumane og dysfunktionelle asylsystem i Europa. Man må endegyldigt tage brødet ud af munden på menneskesmuglerne. Det kræver, at man skal kunne søge asyl og få behandlet sin ansøgning lokalt i FN-lejre, på ambassader eller på særligt oprettede asylansøgningscentre. Det skal aldrig mere være nødvendigt at rejse gennem ørkener og over have for at søge asyl.
Men det kræver igen, at vi bliver langt hurtigere til at behandle asylansøgningerne, og at alle EU-lande går med til en kvotefordeling af de flygtninge, der har ret til beskyttelse. Kun ved en lokal, legal og hurtig asylbehandling kan vi gøre op med skævheden i det nuværende system. Det er skævt, uretfærdigt og umenneskeligt, at det kun er dem med penge, der har råd til at komme til Europa og søge asyl ved at sætte livet på spil i menneskesmuglernes forretning.
Hvilket leder til den tredje og måske vigtigste indsats. Den langsigtede udvikling i afsenderlandene. For menneskeligt set er det lige meget, om man er på flugt fra krig eller fra fattigdom. Når man bruger alt, hvad man ejer, på at sætte livet på spil, først på ladet af en lastbil gennem Sahara og dernæst i en gummibåd på Middelhavet, så er det ikke rart, der hvor man kommer fra. Dermed ikke sagt, at fattigdom skal give ret til asyl. Pointen er, at hvis vi ikke får bekæmpet fattigdommen og får skabt udvikling og reelle muligheder for et godt liv i afsenderlandene, så vil migrantstrømmene aldrig stoppe.
DER ER INGEN HUMAN LØSNING på flygtningeudfordringen uden en gennemgribende udviklingsindsats i verdens u-lande. Det kræver en massiv investering i bistand, der skal opbygge stærke institutioner, som kan sikre produktionsvilkår og omfordeling.
Der er brug for et endegyldigt opgør med EU’s protektionistiske handelspolitik. Særligt landbrugs- og fiskeripolitikken skal helt revurderes, så vi kan give u-landene en reel mulighed for at få et produktionsapparat i gang. Samtidig må der sættes hårdt ind mod skattefusk og gældsfælder, som i dag udnytter svage statskonstruktioner. Vi må spille på alle tænkelige tangenter for at gøre en ende på fattigdommen.
Det er måske vores generations største politiske og menneskelige udfordring at finde en human løsning på flygtningekrisen. Men mens vi diskuterer, hvem der er mere eller mindre humanistiske, er den rigtige humanisme ved at synke ned på Middelhavets bund.
Lasse Quvang Rasmussen er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.