Prøv avisen
Debat

Du er klimakampens nye slagmark

Illustration: Rasmus Juul.

Klimakampen rykker ind i hverdagens til- og fravalg. Det er et opgør med vores kulturelt indgroede skepsis mod gerningsretfærdighed, men også en mulighed for at ranke ryggen og handle, mener nogle. Andre peger på, at den personliggjorte klimadagsorden er og bliver et hykleri med heftig social slagside

ER DET NU NØDVENDIGT med den bøf? Burde vi blive hjemme i Danmark til sommer? Og den gamle Citroën ude i garagen, ja, helt klimavenlig er den i hvert fald ikke.

Det seneste år er klimadebatten braget gennem lydmuren og ind i danskernes hverdag. Klimakampen er blevet personlig.

Politikerne har fundet ud af det, så alle partier er i fuld gang med at støve de grønne budskaber af frem mod valgkampen. Uffe Elbæk og Alternativet har den grønne førertrøje, men alle vil være med. Socialdemokraterne og Mette Frederiksen vil gøre Danmark til en ”grøn stormagt”, Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussen vil gøre Danmark til verdensmestre i ”grøn teknologi”.

Vi har efterhånden vænnet os til, at de politiske partier overbyder hinanden for at appellere til vælgernes voksende bevidsthed om klimakrise og bæredygtighed. Men 2018 blev året, hvor klimadagsordenen rykkede fra først og fremmest at handle om abstrakte, taltunge politiske ambitioner om grøn vækst, CO2-reduktion og årlige tovtrækkerier ved COP-konferencer, til også at involvere det enkelte menneskes ansvar for sit eget klimaaftryk. Hvad kan du selv gøre?

Dagbladet Politiken har gjort sig til bannerfører for den nye personlige klimaaktivisme. I en stort anlagt kampagne forklarer chefredaktør Christian Jensen læserne, hvad Politiken selv vil gøre for klimaet. Avisen vil blandt andet ”klimakompensere” alle udenrigsflyrejser, flyve så lidt som muligt indenrigs og i rejsejournalistikken opfordre til klimavenlige rejseformer. På avisens hjemmeside kan du teste klimaaftrykket fra dine hverdagshandlinger: Lammekød udleder 2,14 kilo CO2 pr. 100 gram, en sildefilet 0,13 kilo pr. 100 gram og så fremdeles. For Christian Jensen er det personlige klimaansvar nødvendigt i det, han anser for at være det 21. århundredes vigtigste politiske dagsorden:

”Klimakampen er både et personligt anliggende og et samfundsanliggende. Det kan ikke kun være det ene eller det andet. Det handler om at finde en balance mellem det personlige og det institutionelle. Vi kommer ikke til at løse fremtidens og de aktuelle klimaudfordringer alene på det personlige plan, men vi kommer heller ikke til at flytte det politiske engagement, hvis det personlige ikke presser på. Den vekselvirkning er afgørende.”

DER ER DEM, DER VIL MENE, at Politiken og Co. er godt i gang med at pege fingre ad de dele af befolkningen, der ikke ser det som deres store livsopgave at redde klimaet med plantekød og fravalg af den bil, som er deres eneste mulighed for at komme på arbejde. At personliggørelsen af klimakampen er god, gammeldags moralisme. Men det afviser Christian Jensen:

”Jeg siger jo ikke, at vi alle bare skal iklæde os munkekutter og leve i askese, for så har vi sikret de kommende generationer. Vi er forbrugere, lastefulde, lystfulde og ansvarlige på én gang. Jeg er selv en klimasynder, jeg kører dieselbil, jeg kan godt lide at spise bøffer. Gør det mig til en hykler, hvis jeg på andre områder gør en aktiv klimaindsats? Vi skal passe på, at vi ikke på klimaområdet gør det gode til det bedstes fjende. Klimakrisen er systemisk, og vi er nødt til at tænke alle niveauer med i forsøget på at løse den. Det skal vi gøre uden at ekskludere nogen, men det er også nødvendigt, at nogen går forrest og viser, at der er mere bæredygtige måder at leve på.”

Her ligger chefredaktøren på linje med en af dansk klimadebats fremmeste forkæmpere, Radikale Venstres Ida Auken. I 15 år har hun kæmpet politisk for at presse en grøn dagsorden igennem, som oftest med blandet held, erkender hun selv:

”Men når folk selv begynder at rykke, så rykker politikerne også hurtigere. Jeg tror, at overensstemmelsen mellem holdninger og handlinger betyder noget for mange mennesker. Og en meget stor del af de beslutninger, der skal træffes, er netop dagligdags beslutninger om, hvad man spiser, hvordan man transporterer sig, hvordan man rejser og så videre.”

Samtidig mener hun, at vi er kommet ud over de løftede pegefingre, som tidligere har præget klimadebatten:

”For 10 år siden var de første elsparepærer eksemplet på, at det klimavenlige alternativ var både dårligere og dyrere. Men i dag er der rent faktisk mulighed for at gøre noget. Det gælder sådan noget som plantebaseret kød, som både er sundere, mere klimavenligt og ikke dyrere end almindelig hakket oksekød. Når borgerne kan se det, tror jeg det er oplagt for de fleste at vælge det klimavenlige alternativ.”

Men én ting er plantebaseret kød. Noget andet er den mentale omvæltning, som personliggørelsen af klimakampen er udtryk for. I princippet efterlader alt, hvad vi foretager os, og især alt, hvad vi køber, et klimaaftryk. Mange holder af forestillingen om, at vi hver især kan bidrage til den grønne omstilling gennem øget opmærksomhed på vores eget forbrug og måder at leve på. Men det kræver ikke stor talkynisme at indse, at i en verden, hvor USA’s præsident og en anselig del af den storforbrugende amerikanske befolkning nægter at ændre livsstil, og hvor Kina nok er grønne af nødvendighed, men samtidig løfter hundrede millioner af kinesere ind i den forbrugende og flyrejsende middelklasse, så betyder det uendelig lidt, hvad borgerne i Grindsted og omegn vælger at sætte på middagsbordet.

I tilgift kan de vestlige forbrugere leve et liv i en evig blanding af skyld, skam og selvgod gerningsretfærdighed. Med personliggørelsen af klimakampen kommer alt det, som vi med Luther og andre siden har kæmpet imod, ind ad bagdøren. Politikens klimaaktivisme har det hele med i paletten: gerningsretfærdighed, bekendelsestrang, fromhed, aflad, askese og verdensforsagelse.

Som forfatter Jens-Christian Grøndahl påpeger, kan personliggørelsen af klimakampen føre til en overbelastning af individet.

”Personliggørelsen ligner selvovervurdering. En sentimentaliseret, proportionsforvrængende forståelse af forholdet mellem den personlige livsverden og det politiske niveau. Engagementet er fint nok i sig selv, oplevelsen af et medansvar, men personliggørelsen skygger for det strukturelle. Jumbojetten til Maldiverne flyver også, selvom jeg ikke er med. De andre frådser videre, mens jeg frelst hengiver mig til den bæredygtige askese,” siger Jens-Christian Grøndahl.

Han mener, at forbrugeradfærdens indvirkning er en meget diffus og langstrakt måde at flytte klimadagsordenen på, som samtidig rummer en alvorlig social skævhed:

”Der skal jo tages nogle helt overordnede, strukturelle beslutninger, og spørgsmålet er, om demokratiet kan holde til dem. Frankrigs gule veste er måske kun begyndelsen. At gøre det rigtige, globalt og strukturelt, vil næsten uundgåeligt føre til social uro.”

Sognepræst Søren E. Jensen, som i flere år har været en markant kritiker af fænomenet Grøn Kirke, er enig:

”Der er en klokkeklar social slagside ved den grønne omstilling. De gule vestes protester forstår jeg udmærket efter nogle år som præst i Jylland, hvor det var utænkeligt at leve uden bil. Ellers kunne jeg ikke passe mit arbejde, jeg kunne ingenting. Alt det med oksekød vil heller ikke batte noget, men blot hænge nogle mennesker ud. Det er jo tankevækkende, at man ikke piller ved flyafgifterne, som faktisk vil flytte noget. Men det er jo, fordi den etablerede elite ikke vil afstå det privilegium.”

Han ser personliggørelsen af alt fra klimakamp til arbejdsliv som et dominerende træk ved tidsånden:

”Alt bliver personliggjort. Fra det personlige klimaregnskab til mus-samtalerne på arbejdspladsen, hvor strukturelle problemer altid ender med en løsning, som angiveligt passer lige til dig. Selv kritikerne af den tendens i kulturen, som for eksempel Svend Brinkmann, ender det samme sted. Problemet er dig selv.”

Selv vil han ikke vide af betegnelsen klimabenægter, som også er blevet et moraliserende stempel på linje med holocaustbenægter. Han mener, at klimaforandringerne er en realitet og anerkender også nødvendigheden af at gøre noget. Men den selvpålagte klimaaskese er og bliver de privilegerede klassers store hykleri, mener han:

”Det er en luksus-askese, som ikke gør rigtig ondt på de frelste, men samtidig er med til at mistænkeliggøre forbrugsmønstre hos dem, der ikke har råd til økologi og elbiler. Når det kommer til stykket, er det jo de rige, og dem, der forbruger meget, som belaster klimaet mest. Ham, der sidder i Ishøj og læser Ekstra Bladet, lever med stor sandsynlighed mere bæredygtigt end alle de Irma-handlende Politiken-læsere.”

AT KLIMADEBATTEN er fyldt med hykleri er uomtvisteligt, mener idéhistoriker og tidligere CBS-professor Ole Thyssen:

”Det er klart, at i samme sekund, du moraliserer en forskel i levevis, så opstår der konflikt. Det er et vilkår i al værdipolitik. I MeToo-opgøret er det også omlægningen af kulturelle vaner, der skaber usikkerhed. Adfærd, der hidtil bare har været intuitiv, skal man pludselig være bevidst om. Men det er også uholdbart, at fastholde klimakampen, uden at det sætter sig spor i hverdagen. Bevægelsen fra det abstrakte til det konkrete er også en måde at håndtere ubehaget på.”

Derfor ser han det som positivt, at personliggørelsen af klimakampen får den enkeltes ansvar og handlinger til at betyde noget. Og for ham at se rummer den tilgang et opgør med den kulturelt indgroede lutherske mistillid til den frie vilje:

I virkeligheden er vi vidne til, at vi i åndelig forstand bliver katolikker frem for protestanter. Hvor Luther mente, at jo mere vi forsøger at gøre godt, jo værre bliver det, så har katolikker holdt fast i, at vi skal gøre gode gerninger, som er Gud velbehagelige. Men jeg ser det som et sundhedstegn.”

Han anerkender, at der også er bagsider af medaljen, herunder især den sociale skævhed og den skyld, som placeres hos det enkelte menneske:

”Det personlige klimaregnskab øger simpelthen mængden af skyld og selvovervågning. Det er endnu et område, hvor man skal være refleksiv, men samtidig med den belastning er det et område, hvor man har mulighed for at ranke ryggen og gøre, hvad man kan. Men der er masser af konfliktmateriale i denne omstilling, og det ser vi allerede i Frankrig og andre steder. De fattige og udsatte mener ikke, at det er dem, som skal lide afsavn, og de rige behøver ikke at tage hensyn. Og i sidste ende er der jo tale om symbolpolitik, fordi de personlige initiativer gør en forsvindende lille forskel. Der må politiske initiativer til, på makroplan, før det batter noget.”

Også Ida Auken er enig i, at den den sociale skævhed er noget, som skal tages meget alvorligt i den grønne omstilling:

”Jeg er meget opmærksom på, at vi ikke taber en tredjedel af befolkningen ved at prædike for dem eller stille for store krav. Af samme grund går vi heller ikke ind for skat på kød, fordi det rammer skævt. Det er langt bedre at satse på udvikling af reelle alternativer, som gør det muligt for alle at forbruge mere bæredygtigt.”

Samtidig mener Auken, som er uddannet teolog, at den udbredte kritik af gerningsretfærdigheden simpelthen bygger på en fejllæsning af Luther:

”Det ender meget let i en ’synderkynisme’, hvor det nærmest bliver en pointe i sig selv ikke at gøre noget. Men det er simpelthen en dårlig Luther-læsning, for han har aldrig ment, at vi som mennesker skulle være så uduelige, at vi ikke kan gøre en forskel. Luther skrev, at ’gode gerninger gør ingen god’, men også, at et godt træ bærer gode frugter, og vi har masser af mulighed for at gøre noget godt. Selvfølgelig kan og skal vi ikke leve et synd- og fejlfrit liv, men vi skal blive bedre til at tale de bæredygtige valg, livskvaliteten og livsglæden op.”