Prøv avisen
Etisk set

Brug din magt til den andens bedste – det gælder også over for dyr

"Gad vide, hvordan svineproduktionen ville se ud, hvis vi satte grisenes interesser foran vores lyst til store mængder billigt kød?”, spørger lektor i bioetik Mickey Gjerris. Foto: Annelene Petersen/ Ritzau Scanpix

Ifølge K.E. Løgstrup er magt og ansvar knyttet uløseligt sammen. Derfor har du et ansvar for at bruge den magt, du har over en anden, til den andens bedste. For lektor i bioetik Mickey Gjerris giver det mening at inddrage dyrene i disse overvejelser også

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Sådan skrev K.E. Løgstrup i sit hovedværk ”Den etiske fordring” fra 1956. Et udsagn, der kan gøre en helt svimmel, når man sammenholder det med K.E. Løgstrups påstand om, at den magt, vi har over hinanden, følges af en fordring om at bruge magten til den andens bedste. Magt og ansvar er for Løgstrup således uløseligt knyttet sammen. Vi kan svigte den anden og bruge magten til vores egen fordel: stille det spørgsmål, som ofte er det første, der melder sig, når andre har brug for os: Hvad er der i det for mig? Men gør vi det, har vi svigtet – etisk set.

En anden grund til, at K.E. Løgstrups etik er (for at bruge hans egne ord) ”stærkt foruroligende”, er, at magten går begge veje. Som jeg har magt over de andre, har de magt over mig. Med mine handlinger i stort og småt farver jeg de andres liv, og med deres farver de mit. Vi lever i gensidig afhængighed, i interdependens, hvad enten vi vil det eller ej. Det er et af tilværelsens grundvilkår, at vi er udleveret til hinanden og derfor også kun kan få gode liv, hvis de andre bruger deres magt over os til at modtage og støtte os.

Etik er derfor ikke noget, som vi kun er involveret i i særlige situationer. Etik er et fænomen, der gennemsyrer vores tilværelse med hinanden – også selvom vi til daglig ikke har blik for det, men blot handler ud fra de normer, som vi tager for givet. Der er lige så meget etik i, hvordan vi opfører os over for hinanden i dagens mange små interaktioner i trafikken, i supermarkedet, på arbejdspladsen, og når vi henter vores børn i daginstitutionen, som der er i samfundsdebatten om aktiv dødshjælp, burkaforbud og overvågningskameraer.

Det er værd at fastholde, at i den enkelte situation er magten sjældent ligeligt fordelt. Står vi, der hævder i et vist omfang at have styr på det, foran den, der ikke selv har styr på det, som for eksempel barnet, den psykisk syge eller den ulykkelige, forsvinder ansvaret ikke, blot fordi den anden ikke kan tage ansvar for os. Fordringen er, som K.E. Løgstrup siger, ensidig. Uanset hvad den anden magter eller gør, så har du ansvaret for at bruge din magt til den andens bedste.

Derfor giver det også god mening at medtage dyrene i disse overvejelser. Vores handlinger kan skade eller gavne dem, og vores magt over dem er nærmest uindskrænket. De er totalt afhængige af, at vi bruger den magt, som vi har tiltaget os over dem ved at domesticere dem og sætte dem i bure, båse og folde, til deres bedste.

Accepterer man, at der følger et ansvar med den magt, som vi har over for hinanden, kan jeg ikke med min bedste vilje se, hvordan man kan undslå sig, at det samme ansvar følger den magt, vi har over for dyrene.

Og så er vi tilbage ved, at etik ikke er et fænomen, som vi skal forholde os til ved særligt festlige lejligheder, når der inviteres til samfundsdebat om spændende problemstillinger. Så står vi i en etisk situation, hver gang vi står ved køledisken og bogstaveligt talt holder et dyrs skæbne i vores hånd, når vi tjekker prisen på flæskestegen.

Hvordan vi skal løfte det ansvar, som vores magt over dyrene giver os, siger fordringen lige så lidt om, som den siger om, hvordan vi skal løfte det for hinanden. Det eneste, vi får at vide, er, at det er den andens interesser, der skal være centrum for handlingen.

Men gad vide, hvordan svineproduktionen ville se ud, hvis vi satte grisenes interesser foran vores lyst til store mængder billigt kød? Hvis vi accepterede, at magt ikke er mulighed, men ansvar – også og måske især – når det er os, der har den anden i vores hule hånd.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.