Forfatter om Mai Mercados fokus på opdragelse: Du retter skytset mod de forkerte

Det er overklasseforældrene, Mai Mercado (K) kan bede om at løfte blikket fra deres mobiltelefoner, netbutikker og rejsekataloger. Det store flertal af forældre knokler i forvejen med næsen i motorvejssporet for at få børn, job, transport, helbred og parforhold til at hænge sammen, skriver journalist og forfatter Karen Lumholt

Konservativt lederskab ville være at stå op for, at forældre kan arbejde mindre i årene med små børn, skriver journalist og forfatter Karen Lumholt.
Konservativt lederskab ville være at stå op for, at forældre kan arbejde mindre i årene med små børn, skriver journalist og forfatter Karen Lumholt. Foto: Emil Hougaard/ Ritzau Scanpix/ modelfoto.

Kære Mai Mercado. Engang var Det Konservative Folkeparti familiernes parti, som hyldede de nære relationer og civile fællesskaber som stedet, hvor god moral og opførsel blev grundlagt. Det er længe siden. De seneste 10 år har partiet – som de fleste andre – fortalt os, at vi skulle arbejde mere, uddanne os mere, lade børnene passe mere, pendle mere – alt sammen for at få det højeste arbejdsudbud.

Og det har vi gjort. Vi er sammen med Sverige det land i verden, hvor kvinderne arbejder mest. Vi har verdensrekord i institutionalisering af børns liv. Vi er de eneste i verden, der putter næsten 90 procent af vores etårige i dagpasning. Dobbelt så mange 35-årige kvinder som mænd har en videregående uddannelse.

Samtidig er uddannelsespladser i provinsen blevet nedlagt, motorvejskøen og pendlertiden er blevet længere, ansættelserne mere usikre, arbejdstiderne mere skæve – og de højtuddannede arbejder 24-7.

Vores børn har fået længere skoledage. De mindste sidder ofte alene uden voksenomsorg i institutioner, hvor der proppes 14 ind på en småbørnsstue, hvor der burde være 8, og 22 ind på en børnehavestue, hvor der burde være 16. Børnene lærer ikke sprog af os, deres forældre, men af andre etårige, toårige og treårige. Samt af nogle fortravlede pædagoger, som har danmarksrekord i stress og sygemeldinger. Bedstemor og bedstefar er langt væk. Centraliseringen har splittet generationerne.

Nu kommer du og siger, at vi skal blive bedre til at opdrage vores børn – lære dem at tænke på andre, sige tak for mad og undskyld. Det kan jeg kun støtte. Men du retter skytset mod de forkerte.

Det er overklasseforældrene, du kan bede om at løfte blikket fra deres mobiltelefoner, netbutikker og rejsekataloger. Det store flertal af forældre knokler i forvejen med næsen i motorvejssporet for at få børn, job, transport, helbred og parforhold til at hænge sammen. Børnene får det sidste, som er tilbage, når vi kommer hjem.

Det er ikke politisk lederskab, men at føje spot til skade at bebrejde forældre som sådan, at samfundet er blevet skruet sådan sammen.

Konservativt lederskab ville være at stå op for, at forældre kan arbejde mindre i årene med små børn. At børn kan blive passet hjemme, både hvis de er sårbare i en periode, og når de er syge – det kan de ikke i dag; at skabe rammer for stærke fællesskaber mellem generationerne, i stedet for at ødelægge uddannelserne i provinsen og splitte generationerne ad. Børns opdragelse kræver tid – ligesom alt andet af værdi: kærlighed, ægteskab, naboskab og fællesskab.

Kære Mai Mercado: Velfærd er ikke det, vi køber over skatten. Det er den omsorg, vi giver hinanden. Jeg troede, det var konservativ politik. Så vis det.

Karen Lumholt er journalist og forfatter