Prøv avisen

Du skal dø

Men trøsten ligger i håbet om, at der er mere at sige om os

ANDERS LUND MADSEN har på tv fået lov til at følge to mennesker, der begge er ved at dø. Indledningsvis rettes pegefingeren mod mennesket i alle aldre. Lige fra små børn til meget gamle mennesker. Vær aldrig i tvivl. Døden kommer til dig.

Jeg tænkte lidt på, om det er os eller sig selv, Anders Lund Madsen prøver at overbevise om dødens virkelighed. I sidste uge blev vi oplyst om de tørre fakta i forbindelse med døden. Vi så dødspletterne, fulgte begyndelsen til en balsamering og fik et kig ind i ovnen.

LÆS OGSÅ: Forskning viser, at man kan dø af sorg

Jeg brød mig ikke om det og tænkte, at udsendelsen i al sin lyst til at oplyse blev til rå og ufølsom formidling af et emne, vi som mennesker er nødt til at tage gradvis ind. Et emne, vi ikke sådan lige kan fatte på én gang.

Det, at vi skal dø, er en erkendelse, der kommer til os. Det er tungt stof, hvor vi har brug for tid, modning og samtale. Døden indebærer, at vi skal miste livet, som vi kender det, og ikke mindst miste dem, vi elsker og har knyttet os til gennem et kortere eller langt liv. Vi skal miste, og vore nærmeste skal miste. Døden handler derfor om afskeden på flere plan, og den handler om sorg og tab.

Ved kun at rette fokus på døden som den biologiske nedbrydning af vores krop, forenkles fremstillingen af et menneskeligt livsvilkår. Fremstillingen bliver for smal og risikerer derfor at skabe mere angst end afklaring.

Jeg overvejede, om udsendelsen midt i al sin tilsyneladende nøgternhed var Anders Lund Madsens forsøg på at dele sin dødsangst med alle os andre for selv at kunne rumme tanken om døden.

Og der er jo en trøst i, at vi alle skal dø! Det er ikke kun mig, der skal ud og ligge på kirkegården, men os alle sammen. På den måde kan vi dele døden med hinanden og tage ved lære af dem, vi synes er gode til at leve livet, samtidig med at de ved, de skal dø.

Nu er der jo ikke noget forkert i at tale om døden. Det er svært emne og tabu for mange. Det gør for ondt, og der er for meget afsked, sorg og angst i luften. Ofte ikke mindst for dem, der efterlades.

Jeg tror ikke, at døden kan formidles til en mere personlig afklaring uden at inddrage håbsbilleder. Der er stor trøst i håbet om, at døden ikke er det sidste, der er at sige om os. Der er en fred i at tro, at Gud er i døden og vil møde mig der. Døden uden dette håb kan vi kun tåle at få formidlet i stykkevis og i nænsom samtale. Døden i rå og for direkte formidlet form spreder kun angst. Hvad skal vi bruge det til?