I SIN KRONIK i denne avis den 9. januar 2015 opfordrer professor i Biotek og medlem af Det Etiske Råd Mickey Gjerris til at navngive alle dyr og tage ansvar for dem, som var de mennesker. Jeg vil også gerne, at vi tager ansvar for dyrene. Men lad os tage ansvar for dem, for hvad de er: dyr.
Skellet mellem dyr og mennesker er under pres. Rent biologisk er der ikke megen forskel mellem at være en gris eller et menneske. Både grisen og jeg består af organismer, vi har brug for mad, og vi har brug for drikke.
Men alligevel er skellet enormt. Skellet ses i grisens og mine kognitive evner, i lovgivningen, i vores fremtidsudsigter. Dette ændrer sig ikke ved at give Danmarks 13 millioner svin et navn, og dette bør heller ikke ændre sig.
Det er en kanin, du køber til din datter i fødselsdagsgave og ikke en lille dreng fra Afrika - hvilket hun sikkert ville have fundet lige så sjovt. Det er en bøf fra en ko, du spiser i din burger og ikke en bøf fra et menneske - hvilket du sikkert ville have fundet lige så saftigt. Det er en rotte, vi tester vores medicin på og ikke en borger - hvilket videnskaben sikkert ville have fundet lige så informativt.
Vi gør alle sammen forskel på dyr og mennesker. Vi køber, spiser og tester dyr og ikke mennesker hver eneste dag. Og det er okay, for dyr er dyr, og vi er mennesker.
Dermed ikke sagt, at vi ikke skal tage ansvar for dyrene og give dem det bedst mulige liv. Mickey Gjerris foreslår at øge ansvarligheden ved at navngive alle dyr, der bliver slagtet i Danmark. Den idé kan forekomme overdrevet, men navngivningen og ikke mindst ansvarligheden over for dyrenes liv foregår faktisk allerede i landbruget.
Jeg havde min egen so, da jeg var lille. Den hed Agent 001. Det var den største og sødeste so. Den farede hele fire gange med i gennemsnit 16 grise. Den gjorde sin gavn som so og sikrede, at min far kunne købe en masse flotte julegaver til mig og mine brødre.
Stadig den dag i dag navngiver min far enkelte grise - resten kalder han bare ”grisserne”. Der er dog i aviserne ikke meget spalteplads om, at grise kan have navne, kan have det godt, og at landmænd kan tage ansvar for deres dyr. Det udvaskede skel mellem dyr og mennesker har skabt en fælles forståelse i det danske samfund, hvor ordet ”landmand” efterhånden blevet et skældsord. Og hvis du sætter ordet ”konventionel” foran, så har du et af de værste ukvemsord af dem alle.
Min far er begyndt at vende det døve øre til, alt imens samfundet mobber ham for den levevej, som han har valgt. En levevej, der forresten indebærer, at han arbejder gennemsnitligt 10 timer om dagen, sikrer arbejdspladser i landområder og skaber millioner af kroner til statskassen
Men jeg har ikke givet op endnu. Jeg tror stadig på, at den forsukrede holdning til de danske landmænd kan ændre sig. Jeg tror stadig på, at danskerne en dag vil stoppe mobningen af dansk landbrug. For mobningen har ikke hold i virkeligheden.
Den konventionelle landmand er ikke ond, fordi han lader dyrene bo i stalden og ikke på børneværelset. Fordi han slagter dyrene, når de er udtjente og ikke giver dem pension. Fordi han anerkender, at dyret er til for mennesket og ikke omvendt.
Så lad os nu slå en ting fast. Dyr er dyr og ikke mennesker. Lad os give dem navne. Lad os behandle dem med respekt, men lad os droppe romantikken om grisen i børneværelset. Lad os tage ansvar for dem, for hvad de er: dyr.
Iben Krog Rasmussen, statskundskabsstuderende, Grønjordskollegiet 2517, København S