MANGE HAR GIVETVIS erfaret det. Nu også jeg. Min vinter er gået med beskeder i min e-Boks om diverse hospitals undersøgelser. ”Du indkaldes herved til (...) og skal møde 15 minutter før.” Nogle gange anede jeg ikke hvorfor og måtte ringe til sygehuset for en nærmere besked, og det var ikke det letteste.
Men jeg er bestemt ikke alene. En god bekendt oplevede for nylig at modtage en besked i sin e-Boks en fredag aften klokken 22 om en undersøgelse for endda en meget alvorlig sygdom, og på det tidspunkt kunne han ikke komme i telefonisk forbindelse med systemet før mandag morgen. Med usikkerhed og angst til følge.
Jeg har den største respekt for det danske sundhedsvæsen. Og jeg kan kun sige godt om kompetente læger, empatiske og professionelle sygeplejersker og muntre portører, der gør mere, end de får løn for, nemlig at søge at sætte en patient i lidt bedre humør. Det er ikke her, det halter, det er derimod i den systemverden, der totalt dominerer livsverdenen, og hvis eneste succeskriterium er effektivitet.
LASSE HORNE KJÆLDGAARD har skrevet en stor bog med titlen ”Meningen med velfærdsstaten” om det, der var idéen med den, og hvad det blev til. Ingen anfægter velfærdsstaten i dag, ingen ønsker et andet samfund end det, hvor der råder social sikkerhed, et tætmasket sundhedsvæsen, en god skole for alle, tryghed for de gamle og arbejde til alle.
Men det er længe siden, at den daværende statsminister Viggo Kampmann (S) inviterede kunstnere og forfattere til møde på museet Louisiana, så de kunne være med til at inspirere til, hvad det gode samfund skulle udvikle sig til for den enkelte, ikke blot velfærd for enhver, men et moderne folkeligt fællesskab, hvor det ikke alene handlede om sikkerhed, men også om menneskelig nærhed og forpligtethed.
Ifølge Lasse Horne Kjældgaard var der en idé med velfærdsstaten, der rakte ud over dagen og vejen, men den er gået i glemmebogen!
DIGTERNE TOG UDFORDRINGEN OP, men kun for en tid. Deres tanker og idéer blev overhalet af perspektivplan-redegørelserne i 1970’erne og den retning, de udstak, hvor effektiviteten i samfundslivet skulle fremmes, om ikke for andet så for at begrænse væksten i de offentlige udgifter. Egoismen, som velfærdsstatens fædre ville tøjle, fandt nye veje, der betød konkurrencestat og effektive systemer. Og de sidste som uangribelige størrelser.
Det mærkelige er, at de fleste, også politikerne, igen og igen udtrykker en enighed om, at det gælder om at fremme betydningen af ”de varme hænder”, og at kontrolsamfundet er gået for vidt. Men så sker der ikke mere. Systemverdenen består!
MENS DETTE SKRIVES, forhandles der stadig i Forligsinstitutionen. Om moderate lønstigninger, frokostpause og lærernes arbejdstid.
Vigtige emner, men er det i virkeligheden det, der er stridens kerne? Og er det det, som størstedelen af befolkningen bakker op om?
Er det ikke snarere – og forhåbentlig – et gryende folkeligt oprør, netop mod systemverdenen fra e-Boks’ tyranni til idelige indberetningskrav til sygeplejersken på plejehjemmet, så hun må løbe stærkere og stærkere for at nå det, hun ellers synes er det meningsfulde i arbejdet.
Fra politikernes side kan man ude lukkende forestille sig lette krusninger, men de har jo også så meget andet, de skal. For eksempel komme parallel samfundene til livs.
Gad vidst om ikke også det ender med nye systemer og idelige kontrol foranstaltninger?
JEG ARGUMENTERER IKKE FOR et andet samfund end det, vi har, men så gerne en overvejelse af, hvad det egentlig er, vi dybest set vil med et af de bedste samfund, verden har set. Handler det om, at vi er så effektive som muligt for at skabe tryghed og så også kun det? Thi hvad med at overveje meningen med trygheden, og om meningen med velfærd er at leve sammen og ikke leve ved siden af hinanden?
I 1972 udgav K.E. Løgstrup bogen, ”Norm og Spontaneitet”, der i dag er noget overset i det store løgstrupske forfatterskab. Desværre, for den kan stadig med udbytte læses, også som en kommentar til vor tids effektivitets- og konkurrencesamfund. Han skelner mellem den administrative og den politiske relation.
”I den administrerende relation er folk genstand for de statslige organers magt. I den politiske relation er de statslige organer genstand for folkets magt. Faren for demokratiet består i, at folks aktivitet indskrænker sig til at mukke over den magt, de er genstand for i den administrerende relation.”
Det er det, jeg her har gjort: mukket! Men det er for – igen med en formulering af K.E. Løgstrup – at kunne påvirke magten i den administrerende relation med e-Boks som sigende symbol.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.