Prøv avisen
Debat

Flemming Rose: Stå imod tavshedens tyranni

Flemming Rose, forfatter, journalist og kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten, i forbindelse med sin bog, Tavshedens Tyranni. Han er især kendt som manden der i september 2005 stod bag avisens tegninger af Muhammed og selv skrev den ledsagende artikel, Muhammeds ansigt. Foto: Dagbladet Information

Satire er en sund civilisations svar på grusomheder. Naturligvis er en tegning aldrig så meget som et enkelt menneskeliv værd. Problemet er, at det er der folk, der insisterer på, skriver Flemming Rose

PHILIPPE VAL var chef for Charlie Hebdo i 2007 og lagde ikke skjul på sin foragt, da han blev spurgt, om det nu også var nødvendigt at trykke tegningerne af Muhammed. Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med retssagen mod det satiriske venstrefløjsblad for tegningerne. Havde de ikke bare været en unødvendig provokation og et angreb på et svagt og undertrykt mindretal?

Charlie Hebdo havde genudgivet tegningerne fra Morgenavisen Jyllands-Posten sammen med bladets egne tegninger af profeten. Udgivelsen var en reaktion på angrebene på danske ambassader rundt om i verden og trusler fremsat imod vores avis.

”Hvad slags civilisation ville vi være, hvis vi ikke kunne gøre grin med og latterliggøre dem, der sprænger tog og fly i luften og massemyrder uskyldige?”, spurgte Phillipe Val rasende sig selv. Og netop det spørgsmål må vi stille endnu en gang og med fornyet kraft efter drabene i Charlie Hebdos redaktionslokaler.

Satire er en af de måder, et åbent samfund besvarer vold, trusler og barbari på. Satire er fredelig, selv når den har brod. Den dræber ikke: Den latterliggør og udstiller offentligt det, som andre ønsker at holde skjult. Satiren får os til at le. Den skaber ikke frygt eller had.

Satire er en sund civilisations svar på grusomheder. Naturligvis er en tegning aldrig så meget som et enkelt menneskeliv værd. Problemet er, at det er der folk, der insisterer på.

Hvordan bør vi agere, for så vidt som vi er ytringsfrihedens aktører? Hvor mange trusler og terrorangreb skal vi bevidne, før dem, som jeg kalder krænkelsesfundamentalisterne, forstår, at de alene tjener tyranniet, når de forsvarer en absolutistisk ret til ikke at blive krænket ved på absurd vis at sidestille hårde ord med onde handlinger?

Drabene i Paris er det foreløbige tragiske klimaks på over 25 års debat i Europa om ytringsfriheden og dens grænser.

Det begyndte med Salman Rushdie, som i 1989 måtte gå i skjul, fordi Irans religiøse myndigheder havde udstedt en fatwa - et dekret - der opfordrede alle troende muslimer til at myrde forfatteren grundet et par sider i hans roman ”De sataniske vers”.

SIDEN DA HAR DER VÆRET den ene sag efter den anden. De fleste af sagerne har handlet om, hvordan islam bør behandles i demokratiers offentlige rum. Men det har ikke altid været muslimer, der følte sig krænkede: Der har været lignende sager med sikher, hinduer, ortodokse kristne, nationalister og alverdens grupper, der insisterer på at forbyde udtryk, som de finder krænkende.

Både Charlie Hebdo og Morgenavisen Jyllands-Posten er blevet tvunget i retten. Begge blev vi frikendt. I et demokratisk retssamfund bør domstolenes kendelser respekteres - også selvom vi er uenige i resultatet. Det er en af de måder, vi løser konflikter på. Den anden måde er gennem en fri og åben debat.

Muslimske radikale tabte denne debat i Danmark og Frankrig. Men i stedet for at følge demokratiets grundlæggende eksempel om at give igen med ord på ord, med tegninger på tegninger og tillade verbale argumenter at tale for sig selv, så klamrede de, der følte sig krænket på vegne af deres gud eller profet, sig til volden eller talte for vold.

Af den grund er det skamfuldt, at så mange røster i denne debat har forsøgt mere end at antyde, at de mange europæere, som er blevet truet eller myrdet i de senere år, på en eller anden måde selv har været ude om det. Det gælder Morgenavisen Jyllands-Posten, Charlie Hebdo, den hollandske filmmager Theo Van Gogh, som blev myrdet i 2004, Lars Vilks i Sverige, Lars Hedegaard og Naser Khader i Danmark, Robert Redeker i Frankrig, Ayaan Hirsi Ali i Holland, Maryam Namazie i Storbritannien og flere andre.

Om det så er en respektabel avis som the New York Times, så skrev den dengang, at det var tegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten, der udløste volden i den muslimske verden.

Det betyder selvfølgelig ikke, at krænkelsesfundamentalisterne tolererer vold som en reaktion på nogle tegninger. Men det indebærer, at folk alt for mange steder i vores kultur synes at mene, at ord og handlinger kan være lige voldelige og krænkende.

Pakistan og mange andre muslimske lande har endda nået et punkt, hvor fornærmelser, hån og latterliggørelse af profeten i ord eller streg straffes med døden - den samme straf, som tilfalder mordere og terrorister. I de seneste årtier har identitetspolitikken og kampen for et krænkelsesfrit offentligt rum bidraget til en udbredelse af denne tankemåde.

I februar 2006 under Muhammed-krisen trykte Charlie Hebdo et manifest betitlet ”Sammen modstår vi den nye totalitarisme”. Det var underskrevet af Salman Rushdie, Philippe Val, Ayaan Hirsi Ali, danskeren Mehdi Mozaffari og mange andre intellektuelle fra forskellige dele af det offentlige spektrum, som sluttede op om forsvaret for ytringsfriheden.

I MANIFESTET stod blandt andet at læse: ”Efter at have overvundet fascismen, nazismen og stalinismen står verden nu over for en ny global totalitær trussel: islamismen.Vi - forfattere, journalister og intellektuelle - opfordrer til modstand mod religiøs totalitarisme og fremme af frihed, lige muligheder og sekulære værdier for alle.Den senere tids begivenheder foranlediget af udgivelser af tegninger af Muhammed i europæiske aviser har vist nødvendigheden af at kæmpe for disse universelle værdier. Denne kamp vil ikke blive vundet med våben, men på den ideologiske slagmark.”

Manifestet slutter sådan her: ”Vi nægter at give afkald på vores kritiske ånd af frygt for at blive beskyldt for islamofobi - et elendigt begreb, som forveksler kritik af islam som religion med stigmatisering af dem, der tror på islam.Vi forsvarer ytringsfrihedens universalitet, så at en kritisk ånd kan findes på hvert et kontinent vendt mod enhver mishandling og ethvert dogme. Vi henvender os til demokrater og frie sjæle i alle lande, så vores århundrede kan blive præget af oplysning og ikke af mørke.”

CHARLIE HEBDO var måske den eneste europæiske udgivelse, som trods trusler og brandstiftelser holdt fast i retten til fortsat at gøre grin med alle religioner. Bladet rettede sit vid mod paven lige så ofte som mod profeten. Bladet tog udgangspunkt i en veletableret tradition, som ikke holdt noget helligt - en tradition, som efter Reformationen og særligt under oplysningstiden voksede side om side med tolerance, religionsfrihed og ytringsfrihed.

Da Theo van Gogh for mere end 10 år siden blev dræbt på gaden i Amsterdam af en ung krænket muslim, sagde den hollandske justitsminister - den højestrangerende indvalgte forsvarer i en demokratisk stat - at man burde overveje at styrke lovgivningen mod hadtale, fordi van Gogh stadig ville være i live, hvis man havde lovgivet mod hadtale.

Hvis visse former for tale havde været forbudt ved lov, ville Van Gogh altså med andre ord have haft en chance, fordi han i udgangspunktet ikke ville have været i stand til at lave sin dokumentarfilm om vold mod kvinder i profetens navn. Det var den dokumentarfilm, som fik Mohammed Buyeri til at myrde ham.

Nu kan vi sige det samme om Charlie Hebdos personale: Hvis bare de havde begrænset sig selv til satire vendt mod kristendommen, politikere og paven og ladet islam være i fred, så ville de stadig være i live. Men det gjorde de ikke. De blev ved med at gøre deres arbejde.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Hvad slags civilisation er vi, hvis vi opgiver vores ret til at offentliggøre holdninger og tegninger, som nogle mennesker kan finde krænkende?

I BUND OG GRUND er det en debat om, hvordan vi skal leve sammen i et stadig mere multikulturelt samfund, samtidig med at vi fastholder vores frihed. Vi kan søge at opnå en falsk harmoni, som de gør det i ufrie samfund, ved konstant at kriminalisere nye former for tale i henhold til denne grundsætning: Hvis du accepterer mit tabu og ikke udtaler dig kritisk eller krænkende om alt det, som er følsomt og helligt for mig, så vil jeg vise dig det samme hensyn. I samfund som vore, hvor forskelligartetheden er tiltagende, vil denne vej føre til tavshedens tyranni.

En anden vej er at holde fast ved, at den pris, som vi alle må betale for at leve i et demokrati med ytringsfrihed og religionsfrihed, er, at ingen har nogen særlig ret til ikke at blive krænket. Personalet på Charlie Hebdo vil ikke være døde forgæves, hvis vi vælger den vej som svar på mordene på dem.

Flemming Rose er udlandsredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten og har udgivet bogen ”Tavshedens tyranni”. Flemming Rose var kulturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten fra 2005 til 2006. Han bestilte dengang tegningerne af den muslimske profet Muhammed, og de udløste global kontrovers og optøjer i muslimske lande

Flemming Rose's bog "Tavshedens Tyranni"