Prøv avisen
Debat

Forfatter: Terroren er virkelig, som vores mareridt er det

I går kørte en varevogn ind i en menneskemængde på shoppingstrøget La Rambla i det centrale Barcelona. Natten til fredag blev et andet angreb afværget 100 kilometer syd for Barcelona i byen Cambrils. 18 er dræbt, heriblandt fem terrormistænkte. Foto: Manu Fernandez/AP/ritzau

Mareridtets net er kastet ud, og man mærker, at nogle af maskerne allerede er begyndt at stramme, skriver forfatter Kasper Støvring om terrortruslen

Knap havde en højreradikal aktivist pløjet sit køretøj ind i en menneskemængde i Charlottesville, USA, før formodede islamister gjorde det samme på Ramblaen i Barcelona. Vi har på en uhyggelig måde vænnet os til islamistisk terror; anderledes er det med den såkaldte ”modterror”. Den terror, der er begået af højreradikale vendt mod venstrefløjen eller, som i London for et par måneder siden, mod muslimer.

Hvor modbydeligt det end er, ligger der sikkert en længsel hos mange på den ekstreme højrefløj om en voldelig modreaktion rettet mod muslimer. Europæiske sikkerheds- og hærchefer opererer med borgerkrigsscenarier og har advaret om dem. Bliver det til regulære borgerkrige? Nej, sandsynligvis ikke. Langt mere sandsynlige er de lavintensive, molekylære borgerkrige.

Højreradikal terror kan blive det største problem, men er det langt fra. Tal fra Europol i 2016 viser, at der er cirka fem gange så mange terrorrelaterede arrestationer af venstreekstremister i forhold til højreekstremister, men der er mere end ti gange så mange arrestationer af jihadister i forhold til venstreekstremister.

Der er imidlertid også en sær længsel efter højreradikal modterror blandt venstreorienterede som De Radikales Zenia Stampe og hendes mange følgere. Zenia Stampe kolporterede tidligere på sommeren på Facebook en ”nyhed” fra Sverige, der angiveligt handlede om en højreradikal terrorist, der forsøgte at køre muslimer ned. Det var en særdeles tynd historie, som da heller ikke blev bragt i medierne.

Så stort er det kulturelle selvhad, at man leder med lys og lygte efter den onde, hvide, vestlige, gerne kristne, terrorist, så den iboende fascisme i vores samfund kan afsløres. Vi er ikke bedre! Man har vel allerede artiklerne, seminarerne, udsendelserne og bøgerne parate til udgivelse, og nu længes man bare efter den udløsende handling. Ned med os! Den næste Breivik vil blive båret frem og få negativ stjernestatus i medierne.

Længslen, ja, men der findes også en anden position i trusselskulturens tidsalder. Den lyder sådan: Vi bør snarere bekymre os over at blive slået ihjel i trafikken end i terrorangreb. Det mente blandt andet forfatteren Carsten Jensen i et af sommerens indslag i programmet P1-debat.

Men det er bare ikke sagen. Terroren er virkelig, som vores mareridt er det. Og lige så grusom. Kroppe, der rives over mellem hjulene på lastbiler, en hals, der skæres over med en sløv kniv, et søm i en bombe, der flår et øje ud. Børn på 11 år myrdes, mænd og kvinder tilintetgøres og efterlader forældreløse børn. Bataclan-ofrene for terrorangrebet i Paris for et par år siden var så lemlæstede, at politiet mente, at terroristerne havde hugget kønsdelene af mænd og skåret kvinders underliv op.

Det henstår stadig i det uvisse, hvad der forårsagede denne lemlæstelse. Men faktum er, at lækkede rapporter berettede om uhyrligheder af en anden verden på anden sal i Bataclan. Vantro gidsler skal altså ikke blot myrdes, men tortureres til døde. Hvis man er gidsel af jihadister, kan man kun håbe på en hurtig død. Mareridtet er som en uhyggelig fortælling af digteren, der påkalder en hæslig muse, der gabende sluger verden.

Men som også mareridtet fordamper som dug, når morgenens første stråler når ind gennem vinduet, fyldes sendefladen hurtigt af andre ting, af optakt til den næste runde økonomiske forhandlinger og problemer med DSB, og et par dage efter er terrorangreb kun en notits i aviserne.

Dog, mareridt – små som store – bærer vi hele tiden med os, de dukker op igen og igen og bliver ved med at plage os. Vi stiller betonklodser, de såkaldte koranklodser, op; vi begynder at tage en anden rute end den sædvanlige; vi ser efter på motorvejsbroerne efter stenkastere; en efterladt taske på perronen gør os bange, og et brag fra fyrværkeri får en menneskemængde til at gå i panik; vi tjekker, om hjulboltene og barnestolen på cyklen er spændt fast.

Mareridtets net er kastet ud, og man mærker, at nogle af maskerne allerede er begyndt at stramme.

Jo, man bør bekymre sig om terror. Vi kan slet ikke lade være. Med angrebet i Spanien er denne sommer også mørknet. Ligesom sidste sommer, der burde have været lys og glad, men i stedet blev vi med angrebet i Nice, ritualmordet på en fransk præst, kvindeovergreb og de små doser dagligdags terror mindet om, hvor det bærer hen med det gamle kontinent.

Med den demografiske udvikling kan vi se frem til en total nyindretning af Europa. Antallet af oprindelige europæere svinder hastigt i forhold til indvandrere med ikke-vestlig baggrund. Den kommende tid vil ligne et stort, tomt og køligt hus, ingen mennesker tidligere har vandret igennem. Hvordan vil Europa se ud? Vi ved det ikke, men vi ved, at Europa sandsynligvis vil blive noget andet. Vi kender til store skred tidligere i historien, hvor store riger er smeltede væk som sne for solen. Oprindelige folkeslag har ikke haft nogen modstandskraft over for mægtigere kræfter.

Man har kendt til store menneskevandringer op gennem verdenshistorien, og der er tilsyneladende intet, vi kan stille op; folkevandringer hører intimt sammen med store vendepunkter i historien, med krige, klimaændringer og sult, som det for eksempel hedder i arkæologen Jeanette Varbergs nye bog om emnet, ”Mennesket har altid vandret”.

Men hvor stort er problemet med jihadister? For problemet er slet ikke begrænset til en lille gruppe salafister.

Det er selvfølgelig rigtig godt – og burde være forventeligt – at muslimske organisationer fordømmer den islamiske terror. Og det er selvfølgelig rigtigt, at kun ganske få muslimer faktisk begår terror. Men de over 20.000 personer, både Storbritannien og Frankrig mistænker for at være potentielle terrorister (over 1700 franske statsborgere har allerede tilsluttet sig Islamisk Stat) er da også noget af en håndfuld.

Lad os se på lidt statistik. Den store tyske WZB-undersøgelse fra december 2013 viser, at flertallet af europæiske muslimer mener, at Vesten er ude på at ødelægge islam. Der er også et stort antal blandt kristne europæere, der mener, at islam er ude på at ødelægge Vesten. Vi synes altså at være midt i civilisationernes sammenstød.

Hvad ved vi så om de muslimer, der sympatiserer med den radikale islamisme? Over en fjerdedel af britiske muslimer har sympati for drab på blasfemikere (ifølge ComRes for BBC), ligesom en ud af syv af den samlede britiske befolkning har udtrykt sympati for Islamisk Stat (ifølge Populus for The Times), og kun en tredjedel britiske muslimer vil kontakte politiet for at anmelde jihadister (ifølge ICM for Channel 4). Andre undersøgelser viser det samme; andre afviger. Men er der tale om en lille sympatisørsump? Nej.

Er islam da i sig selv et problem? Lad os se på et tekststykke fra Koranen, her sura 9, vers 5: ”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold!”

Denne tekst skal, som alle andre tekster, fortolkes. Er passagen ment bogstavelig eller symbolsk? Hvilke andre passager korrigerer denne? Hvilke modsiger den? Altså er det ikke islam som sådan, men en særlig fortolkning, der er problemet. Det vil sige den fundamentalistiske – og så har vi et problem, fordi antallet af muslimske fundamentalister i Europa er meget højt. Og så får vi også et højt antal terrorister (jihadister) og sympatisører.

75 procent af muslimer i Europa mener nemlig, at der kun er én korrekt og forpligtende fortolkning af Koranen, igen ifølge WZB undersøgelsen, som er den mest omfattende undersøgelse om europæiske muslimers værdier. WZB-rapporten spænder over 9000 respondenter fra 6 europæiske lande.

Til slut: Vi ved, at mange jihadister frit har rejst gennem Europa, at mange i forvejen er kendte af efterretningstjenesten, og at mange har en kriminel baggrund.

Men så er det, man må spørge: Hvorfor har vi ikke effektiv grænsebevogtning, hvorfor uddeler vi statsborgerskab til mistænkte islamister, og hvorfor udviser vi ikke kriminelle udlændinge?

Kasper Støvring er ph.d. og forfatter.