Den 25. marts 2022 var vejret pragtfuldt. Skyfri himmel og solskin. Marts havde været meget tør. På Grøndalsparkvej 2a lagde jeg mig på sofaen i fjernsynsstuen ud mod Godthåbsvej. Jeg tog ikke høreapparatet i. Mobilen havde jeg heller ikke på mig. Min kone, Bente, meddelte, at hun ville gå en tur i Grøndalsparken og sidde der og læse.
Jeg blev vækket af en lyd, jeg ikke kendte. “Er det dig, der er kommet hjem, skat?”, spurgte jeg. Intet svar. Jeg kiggede ud ad vinduet til Godthåbsvej. Det var meget diset. Jeg erindrede ikke, at vejrudsigten havde meldt om dis denne dag. Jeg gik ind i spisestuen og kiggede ned ad vejen
Der kom røg op fra tagryggen. Jeg hørte min mobil ringe. Den lå i køkkenet. Det var mit barnebarn. “Farfar, det brænder oppe hos dig. Du skal se at komme ud!”. Mobilen ringede igen. Denne gang var det Bente. “Hvor er du? Helle på kvisten siger, at hun er blevet evakueret.”
Ja, ja tænkte jeg. Det tager da et stykke tid, inden ilden kommer over til mig. Jeg åbnede døren ud til betontrappen og opdagede, at ilden havde fat i nogle tagspær, da et glødende stykke spær faldt ned ved siden af trappen. Jeg lukkede døren. Hvad skal jeg tage på hovedet, der kan beskytte mig, tænkte jeg og fik øje på Bentes cykelhjelm. Den tog jeg på. Jeg gik roligt ned ad trappen, da jeg skulle holde øje med, om noget faldt ned ovenfra. Da jeg kom ned, kom samtidig en brandmand ind ad døren. Han tog mig i kraven og kommanderede mig til at løbe ud. “Jeg skal også have min bil og min kones cykel med,” sagde jeg. “Du skal ikke have noget med overhovedet. Du skal løbe,” svarede han.
Da jeg kom ud på Godthåbsvej, så jeg Bente stå og vinke uden for afspærringen. Bente forklarede, at hun havde siddet i parken, da hendes mobiltelefon havde ringet. Det var overboen på kvisten, der fortalte, at hun var blevet evakueret. Hun havde spurgt Bente, hvor vi var, så Bente var blevet urolig og havde skyndt sig op på Godthåbsvej og hen mod vores karré. Her havde hun mødt myndighedspersoner ved afspærringen og forklaret dem, at hendes mand jo nok lå og sov i lejligheden. “Alle i karréen er evakueret,” fik hun at vide.
Hvorfor reddede man overboen på kvisten, men ikke mig? Man har måske banket på døren og ringet på. Man skulle jo have smadret døren. Sikret sig, at der ikke var nogen derinde. Vi boede på første sal. På anden sal boede en dame på over 90 år. Hun var på daværende tidspunkt til aflastning på et plejehjem. Hvem havde fortalt brandvæsenet, at hun ikke var hjemme? Det kunne jeg gøre nu.
For mig at se er det et eksempel på, at man ikke kan stole på, hvad ansvarslighedspersoner siger i pressede situationer.
Om aftenen den 25. marts blev der indkaldt til møde på en nærliggende skole. Her var brandvæsenets indsatsleder, forsikringsselskaber, psykologer og bestyrelsen for ejerforeningen til stede. Indsatslederen forklarede, at i sin 40-årige karriere havde han aldrig været udsat for så voldsom en brand. 100 mand var involveret. Der var ikke vand nok i brandhanerne. Man måtte hente vand ude i byen. Nogle af slangerne blev beskadiget af brændende spær. Ilden sprang så hurtigt, at når man mente, man skulle forebygge, var ilden sprunget forbi.
Lejlighederne på første sal ville nok kun blive berørt af vand og ikke af brand, fik vi at vide.
På søndagsmødet samme sted blev vi opdelt i grupper, alt efter hvilket forsikringsselskab vi havde. I disse grupper blev vi oplyst om, hvad det enkelte selskab kunne hjælpe os med. Der kunne også være mulighed for krisehjælp. Småbørnsfamilier var hårdt ramt psykisk. Hvor skulle de få hjælp ? Hvad med deres arbejde om mandagen? Hvem kunne bistå, når der ingen var at trække på? Min kone og jeg kørte af sted. Vi havde overlevet og havde hinanden. Vi kunne de næste 14 dage overnatte hos familien. De unge skulle have hjælp her og nu.
Bestyrelsen ville etablere en side, hvor vi som medlemmer kunne stille spørgsmål, som bestyrelsen ville søge at skaffe kvalificerede svar på. Nogle havde ingen indboforsikring. Selskaberne så også forskelligt på genhusningslængde og dækningsgrad.
Senere på ugen kørte vi forbi Grøndalsbo og så, at der stadig var brand i vores lejlighed. Man pøsede vand på. Vi kunne intet inventar se. Alt så ud til at være brændt. Det var en overraskelse, da vi jo tidligere havde fået at vide, at førstesalslejligheder nok ikke ville brænde ned, men kun blive udsat for vandskader. Vi havde altså intet tilbage, ud over det tøj vi havde på. Intet. Seks generationers ting var pist væk. Vores børnebørns, børns, vores egne, forældres, bedsteforældres og en oldeforælders. En af vores sønner, der havde kørt os derhen, da vores bil stadig var tilbageholdt, blev dybt berørt.
På et af møderne fik vi at vide, at ingen måtte gå ind i den nedbrændte ejendom. Det var for farligt. Ejendommen ville være overvåget døgnet rundt. Også med vagthunde. Alle genstande, der blev indsamlet, ville senere blive fremvist, så ejere eventuelt kunne få dem udleveret. En af beboerne fik et fotoalbum og et billede, men intet andet.
Min kones cykel og andre genstande i gården, der ikke blev beskadiget ved branden, blev smadret af murbrokker i forbindelse med nedrivningen. Politiet oplyste, at man havde tilbageholdt folk, der rodede i bygningerne. Hvordan det kunne lade sig gøre at komme ind, når der var overvågning, er uforståeligt. Flere måneder efter branden kunne man stadig se vasketøj hænge ude på altanerne. Se genstande i lejligheder, der ikke var nedbrændte.
Forsikringsselskaberne sammen med ejerforeningens forsikringsselskab må udarbejde en procedure for samarbejde og kræve, at nedrivningsselskabet redder, hvad reddes kan af ejernes ejendele. Det har ikke været tilfældet ved denne brand. Der har ikke været respekt for ejernes ejendele.
Afslutningsvis vil jeg dvæle ved troværdighed – eller mangel på troværdighed. Øvrighedspersoner erklærede over for min kone, at jeg var evakueret. Først da hun insisterede på, at jeg nok lå og sov, reagerede de. Deres udsagn var ikke troværdigt.
Allerede ved første orienteringsmøde blev det påpeget, at der ville blive etableret døgnvagt ved ejendommen, så uvedkommende ikke kunne få adgang. Det har vist sig, at denne døgnovervågning har været meget mangelfuld. Hvad der blev meldt ud, var ikke troværdigt.
Over e-mail blev vi efter branden orienteret om, at der ikke var adgang til kælderrum for beboere i vores opgang. Det troede vi på og henvendte os ikke. Siden har jeg opdaget, at der var et uberørt vindue ind til vores kælderrum. Det vindue kan med lethed åbnes. Herigennem havde det måske været muligt at få flere familieklenodier ud. Det er bittert, når alt andet er brændt, at vide, at her var familiemæssige ting, der var uskadte.
Man ved, hvor branden startede. Men ikke hvordan eller hvorfor. Hvad kan jeg tage med mig erfaringsmæssigt fra denne brand? Ingen forventer at vågne op i en brand. Jeg har tre gode råd, der kan stille en bedre, hvis man mister sit hjem på den måde.
For det første: Fotografér din lejlighed eller dit hus. Også i skabe og skuffer. På den måde kan du dokumentere over for dit forsikringsselskab, hvad du har mistet, hvis det skulle gå tabt.
For det andet: Placér dine fotografier "i skyen" på internettet. På den måde vil du altid have dem, selv hvis du mister fotoalbummer, som vi gjorde. Det gælder også for andre vigtige dokumenter.
For det tredje: Sørg for, at din indboforsikring er dækkende. Når du køber nye ting, så indberet det til forsikringen.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.