Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Efter Brorsons Kirke. Kirken skal være enhver statmagts samvittighed

Foto: Erik Refner.

BEGIVENHEDERNE I Brorsons Kirke har fået Søren Krarup (DF) på banen. Han kalder beslutningen om at ville give husly til de udviste irakere for både "skammelig", "uanstændig" og "fremmet over for evangeliet". Derudover fraskriver han sin kollega i Brorsons Kirke, sognepræst Per Ramsdal, enhver indsigt i evangelisk-luthersk teologi og hævder, at Ramsdal træder på sit præsteløfte.

Krarup, landets måske mest politiserende teolog, er en mester i at se splinten i andres øjne. Det er altid alle andre, der blander religion og politik, ikke ham selv. Det skyldes, at i Krarups optik, er "politik" altid ensbetydende med "venstreorienteret politik". I den krarupske teologi er Gud nemlig en reaktionær nationalist, så der er ikke tale om politik, men snarere en særlig form for teologisk selvforsvar, når Krarup blander sine egne politiske overbevisninger ind i teologiske diskussioner.

I modsætning til, hvad Krarup hævder, så har Per Ramsdal god rygdækning i evangelisk-luthersk teologi. I 1944 skrev en af Danmarks dygtigste lutherske teologer, Regin Prenter, skriftet "Kirken og retten". I dette skrift slog Prenter fast, at det ganske vist var statens opgave at passe på legemerne og kirkens opgave at passe på sjælene, og at kirken ikke skulle blande sig i statens opgaver. Men, tilføjer han, det betyder bestemt ikke, at kirken ikke har noget at sige staten. Tværtimod.

Kirken skal være enhver statsmagts samvittighed. Den skal erindre staten om, at staten har til opgave at sørge for ret og retfærdighed, og den skal påpege, når staten gør uret. Kirkens opgave gælder altså ikke kun det religiøse sjæleliv, men også "det jordiske menneskeliv med nød og angst". Det har i mange år har været en vigtig del af evangelisk-luthersk teologi, at kirken havde noget at sige staten, når staten ikke forvaltede sin opgave ordentligt. "Kirken og retten" knytter endda dette ansvar helt tæt til præsteløftet.

GÅR VI TILBAGE TIL en af både Søren Krarups og mine store helte, Martin Luther, så var han ikke bange for med evangeliet i hånden at revse både fyrster og kejsere, når han mente, at de ikke varetog deres opgaver ordentligt. Denne lutherske stats kritik har fået centrale teologer som Bonhoeffer i Tyskland og Berggrav i Norge til at gå skridtet videre og mene, at det også er kirkens opgave at forbinde ofrene for statens uret. Så når Brorsons Kirke åbner sine døre for at give husly til irakerne, har det ligeledes rygdækning i den evangelisk-lutherske tradition.

I Danmark kan kirken på grund af vores kirkeordning ikke kritisere staten. Men det kan den enkelte kristne og den enkelte præst, når man vurderer, at situationen er alvorlig nok til at gøre det. Per Ramsdal mener, at irakerne er blevet uretfærdigt behandlet. Derfor kritiserer han staten for, hvad han ser som en grundlæggende uret.

I Danmark besluttes retten til asyl af Flygtningenævnet. Det bliver ofte sagt, at Flygtningenævnet er en uafhængig domstol. Men det er faktuelt forkert. Flygtningenævnet består af tre personer, hvoraf to er repræsentanter for den udøvende magt. Der er ingen domstolskontrol med nævnet, og det er umuligt at anke. Da regeringen skabte Flygtningenævnet, valgte den at lave et uigennemsigtigt organ, der ikke kunne kontrolleres. Helt i modstrid med, hvordan et moderne demokrati bør udformes.

DERFOR SER VI I DAG et flygtningenævn, der ignorerer FN's anbefalinger om ikke at sende folk tilbage til Irak. Et flygtningenævn, som fortolker kravet om at være individuelt forfulgt så rigidt, at man nærmest skal stå på en irakisk dødsliste med foto og cpr-nummer for at kvalificere sig.

Og der er ingen domstol til at påpege, at Flygtningenævnets administration er gået for vidt. Hvis Danmark under Anden Verdenskrig havde tolket retten til asyl lige så rigidt, som Flygtningenævnet gør i dag, havde vi sendt adskillige jøder tilbage i armene på tyskerne. De fleste var ikke personligt forfulgte.

Derfor sender Danmark nu familier med børn tilbage til en fuldkommen uvis skæbne. De danske myndigheder indrømmer endda åbenlyst, at de ikke kan garantere for hjemsendte irakeres sikkerhed.

Per Ramsdal er altså ikke en præst, der misbruger sit embede til at lave venstreorienteret politik. Han er grundlæggende uenig i, hvordan staten agerer i en enkel alvorlig sag. Han mener, at det, der sker i Danmark i øjeblikket, er i modstrid med hans tolkning af evangeliet, og derfor siger han fra. Ganske som Krarup har gjort det i årevis med modsat fortegn.

Søren Krarup har al ret til at være uenig med Ramsdal. Men at Krarup, der har været præst og blandet sig i politik et helt liv, vil sætte Ramsdal fra embedet, fordi han gør det samme, er forbi enhver form for dobbeltmoral.

Ida Auken er medlem af Folketinget for SF