Der er lagt op til en ny turnering i den store idéhistoriske tovtrækningskamp mellem staten og individet.
To år efter, at de europæiske lande ét efter ét sendte europæerne i hjemmekarantæne og lukkede butikker og restauranter for at bremse coronaepidemien, begynder europæerne for alvor at kaste et kritisk tilbageblik på de mest restriktive tiltag i fredstid nogensinde.
Selvransagelsen breder sig i den offentlige debat med spørgsmålet om, hvorvidt alle beslutninger, set i bakspejlet, var de rigtige.
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har netop her i avisen beklaget, at de strenge besøgsforbud på plejehjemmene førte til uværdige situationer for beboerne.
Men spørgsmålet er også, om coronaepidemien har fået politiske senfølger. Og om selv demokratiske lande har mistet nogle af de demokratiske smagsløg, så den personlige frihed fremover risikerer at tabe terræn til statsmagtens ret til at gribe dybt ind i privatsfæren.
For eksempel vakte det opsigt, da det britiske magasin The Economist sidste sommer bragte en undersøgelse, der viste, at 19 procent af briterne ønskede at bevare udgangsforbuddet efter klokken 22, også selvom coronavirussen forsvinder helt.
I det ligeledes London-baserede Financial Times bemærkede kommentatoren Jemima Kelly, at undersøgelsen har vakt opsigt ikke kun blandt ”nedlukningsskeptikere”, som automatisk kritiserer ethvert forsøg på at begrænse smittespredning.
”Spørgsmålet er, om store dele af nationen lider af et forbigående corona-vanvid, eller om vi lever i et langt mindre liberalt samfund, end vi troede,” skriver hun.
Biopolitik og statsmagt
Magtkampen mellem individet og staten er lige så gammel som den menneskelige civilisation. Og den aktuelle konflikt affødt af coronakrisen er i bund og grund en ny version af 1600-talsfilosoffen Thomas Hobbes’ klassiske dilemma mellem ubegrænset frihed og behovet for beskyttelse mod et liv, som uden statens indgreb ville være frit, men også ”ensomt, fattigt, brutalt og kort”, som han skriver i det klassiske værk ”Leviathan”.
Overført til coronaepidemien betyder det, at borgerne har afgivet frihed til gengæld for beskyttelse mod en dræbende virus.
I Italien argumenterer landets mest prominente filosof, Giorgio Agamben, for, at pandemien benyttes til at drive det italienske demokrati i en totalitær retning.
Han sammenligner vaccinepasset med Sovjetunionens migrationspas, der stavnsbandt befolkningerne, hvilket har fået 100 andre universitetsfolk til at tage til genmæle.
”Vi taler trods alt om en sundhedsmæssig nødsituation,” påpeger de i et åbent brev, der er blevet omtalt i Huffington Post.
Og i en sådan situation er det ganske enkelt statens forpligtelse at beskytte borgerne, mener Tysklands intellektuelle fyrtårn Jürgen Habermas.
Når selve livet er på spil, må den individuelle vige til fordel for kollektive hensyn til det fælles bedste, har den 92-årige filosof argumenteret for i en lang udredning i tidsskriftet Blätter.
”Må retsstater i det hele taget føre en politik, der tillader infektionsrater og dermed dødsfald, som kunne forhindres? Mens loven garanterer de subjektive friheder, er politik et middel til at nå kollektive mål, og det har forrang i ekstraordinære situationer. Til gengæld skal borgerne selvfølgelig kunne stole på, at det sundhedspolitiske regime med tvungen solidaritet ophører, når risikoen er væk,” skriver Jürgen Habermas.
Habermas’ argumentation har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på dagbladet Die Welts kulturredaktør, Andreas Rosenfelder. Han er gået skarpt i rette med den 92-årige mastodont i avisens spalter, hvor han har kaldt Habermas’ tvungne solidaritet for den lige vej til diktaturet.
Og det står han ved.
”Hvis vi følger Habermas’ anvisning og gør beskyttelsen af livet til det vigtigste gode, så ender vi ufravigeligt i et totalitært diktatur. For man kan altid redde flere menneskeliv, hvis man indfører mere kontrol og flere forbud. Livet skal afvejes mod et andet princip, som er værdighed. Det er ikke tilfældigt, at det er dette princip og ikke livet, der er nævnt i første linje i den tyske forfatning.
Og set i bakspejlet var coronakampen måske for ensidigt fokuseret på at redde liv, omend nogle populistiske ledere som for eksempel den brasilianske præsident Bolsonaros modstand mod at beskytte liv var udtryk for en anden form for menneskeforagt,” siger Andreas Rosenfelder.
Statsintervention er kommet på mode
Lektor i filosofi ved Warwick Universitetet i Storbritannien Daniele Lorenzini deltager i et forskningsprojekt om biopolitik og demokrati med henvisning til den franske filosof Michel Foucaults teori om biopolitik og biomagt som et udtryk for, at bekæmpelse af sygdom i industrisamfund med en stigende urbanisering har givet statsmagten nye redskaber til at kontrollere borgerne helt ind i intimsfæren.
Han peger på, at retten til liv hører til de grundlæggende menneskerettigheder både i FN’s og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
”Det lægevidenskabelige og det politiske har længe været tæt forbundet. Staten er både garant for vores frihed og vores sundhed, og FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 siger i paragraf 3: ’Enhver har ret til liv, frihed og sikkerhed.’”
Over de seneste to år er de tre kommet i karambolage, og det er interessant at se, at definitionen af ”det fælles gode” har udviklet sig og er blevet forskelligt defineret i forskellige lande. Noget har helt klart ændret sig i vores hverdagsoplevelse af sårbarhed og risikoen for pludselig død, som i de seneste årtier nærmest kun gjaldt for marginaliserede befolkningsgrupper, men med coronakrisen blev relevant for alle,” siger Daniele Lorenzini.
I Frankrig har præsident Emmanuel Macron talt om denne afvejning som et spørgsmål om den enkeltes ansvar over for fællesskabet og hensynet til det fælles bedste. Ikke-vaccinerede er dårlige og uansvarlige borgere, sagde han i et opsigtsvækkende interview.
Og netop balancen mellem statens og individets rettigheder løber som en rød tråd gennem valgkampen op til præsidentvalget i april og gælder ikke kun spørgsmålet om vaccinationstvang, mener Gaspard Koenig, forfatter og grundlægger af den liberale tænketank Génération Libre, Den frie generation.
”Statsintervention er kommet på mode. De fleste kandidater taler om det som en løsning på landets problemer. Vi har fået en paternalistisk barnepigestat, der vil beskytte folk imod dem selv og eliminere enhver risiko. Det er en generel tendens, som vi har set siden indførelsen af undtagelsestilstanden efter november-attentaterne mod Bataclan i 2015, og som nu er blevet afløst af en sanitær undtagelsestilstand med vide rammer for regeringen og præsidenten til at lovgive om coronarestriktioner uden om parlamentet,” siger Gaspard Koenig.
Balancen er blevet skubbet
I Danmark er restriktionerne og kampen mod smitte og død overvejende blevet til en national fortælling om solidaritet og om at stå sammen om at beskytte de svageste og forhindre så mange dødsfald som muligt, påpeger Anne-Marie Axø Gerdes. Som formand for Det Etiske Råd har hun været med til at trække nogle af stregerne i sandet for regeringens coronaindgreb.
”Den personlige frihed er jo aldrig ubegrænset. Vi er ikke kun enkeltindivider, men indgår i et fællesskab, hvor vi må tage hensyn til hinanden, og det var det, vi gjorde. Men på værdiplanet tror jeg, at coronakrisen har forskubbet afvejningen mellem individet og fællesskabet. Det er blevet meget mere legitimt at tale om, at den enkelte skal tage hensyn til det fælles bedste. Indgreb i friheden kan også være en glidebane. Derfor har vi i Det Etiske Råd lagt vægt på, at de skulle være nødvendige, proportionale, kontrolleret af Folketinget og med klare solnedgangsklausuler,” siger Anne-Marie Axø Gerdes.
”Afvejningen af frihed, beskyttelse og hensynet til det fælles bedste er til konstant forhandling og afhænger af de enkelte landes politiske historie og værdier.
Men hvordan den afvejning skal være i fremtiden, er et af tidens mest påtrængende politiske og etiske spørgsmål, som kræver en demokratisk debat,” siger Daniele Lorenzini.