Efter Merkel: Hvad bliver Tysklands nye rolle i Europa?

Den næste tyske forbundskansler vil stå over for forventninger om at styre Europa ind i en ny verdensorden med nye strategiske udfordringer. Europæerne håber på tysk lederskab i en ny global æra, men spørgsmålet er, om Tyskland kan og vil

Tysklands guldalder er slut, og en ny guldalder vil være europæisk, mener Daniela Schwarzer, der indtil april var direktør for det tyske udenrigspolitiske selskab DGAP.
Tysklands guldalder er slut, og en ny guldalder vil være europæisk, mener Daniela Schwarzer, der indtil april var direktør for det tyske udenrigspolitiske selskab DGAP.

Hvad nu? Spørgsmålet hænger i luften i et Europa, som skal til at vænne sig til en verden uden Angela Merkel. Uanset hvem der bliver den nye tyske forbundskansler, er det tyske valg til Forbundsdagen i morgen et signal om, at en æra er slut og en ny begynder.

Den stabile, trygge Merkel-tid får en ende efter 16 år, samtidig med at en ny global orden tager form med nye strategiske udfordringer fra især Kina og mindre geopolitisk indflydelse til Europa.

Europæerne har da også fulgt den tyske valgkamp med en interesse, som imidlertid er omvendt proportional med den, kanslerkandidaterne og vælgerne har vist for verden uden for Tyskland.

Som det tyske dagblad Die Welt skrev efter tredje og sidste duel mellem de tre vigtigste partiledere, kunne man næsten tro, at ”Tyskland er en ø beliggende et eller andet sted mellem Australien og New Zealand, hvor man kan holde sig i selvtilstrækkelighedens småtingsafdeling”.

Næsten ingen spørgsmål om europapolitik, udenrigspolitik eller forsvarspolitik endsige Tysklands rolle i verden skyllede ind på stranden i den tyske valgkamps ørige.

Røgsignalerne fra valgkampen tyder især på kontinuitet, uanset om den næste kansler kommer til at hedde Olaf Scholz, Armin Laschet eller Annalena Baerbock.

Men den tyske tornerosesøvn er alt andet end beroligende, lyder det fra flere europæiske iagttagere. Selvom Angela Merkel har forhindret Europa i at falde fra hinanden under presset fra finans-, gælds- og coronakriser og konstrueret kompromisser om både bankunion og europæisk gæld, har Europa ikke brug for ”mere af det samme”, mener for eksempel Johannes Greubel og Sophie Pornschlegel fra tænketanken European Policy Center.

”Hendes efterfølger skal bygge videre på hendes styrke: en statur som statsmand og evnerne for krisehåndtering. Men den nye tyske leder skal også råde bod på hendes mest markante svagheder, nemlig manglen på en strategisk og ambitiøs vision for Europa. Tysklands politik har mest gået ud på at slumpe sig igennem kriserne,” skriver de to på tænketankens hjemmeside.

Europa bliver irrelevant

Det er også den konklusion, Jana Puglierin når til. Hun er direktør for European Center on Foreign Policy, som op til valgkampen har gennemført en stor undersøgelse af europæernes forventinger til Tyskland. Som tidligere beskrevet her i avisen har Merkel-æraen skabt opbakning til tysk lederskab i Europa.

”Men paradokset er, at næsten alt det, der gjorde Angela Merkels måde at regere på til en succes, også er det, en kommende tysk regering skal holde op med,” siger Jana Puglierin.

”Merkelismen”, som hun kalder Angela Merkels særlige lederstil, går ud på at skyde de hårde beslutninger ud så længe som muligt og så konstruere et kompromis, lige inden klokken falder i slag.

”Og det har også virket rigtig godt både indenrigspolitisk og på den internationale scene. Men nu er der kriser, der kræver håndfast handling. Europa vil blive nødt til at indtage klare standpunkter over for eksempelvis Rusland og Kina, men i stedet ser vi lige nu kontinentet blive mere og mere irrelevant i de internationale kriser. Hvis det skal ændre sig, har Europa brug for stærkt, tysk lederskab. Tyskland ses som et powerhouse og et magtcentrum i Europa, og vores undersøgelse viser, at europæerne har tillid til Tyskland og til, at Tysklands magt kan anvendes til at fremme Europas interesser,” siger Jana Puglierin.

Og det markerer et historisk vendepunkt i Europa, mener Gaspard Schnitzler, der forsker i europæisk sikkerhedspolitik ved det franske Institut for Internationale Strategiske Studier, Iris, i Paris.

”Det har været en glidende udvikling, men man kan spørge, om vi ikke netop nu er ved at lukke den historiske sekvens, der begyndte med afslutningen på Anden Verdenskrig. Vi står over for en ny generation af politiske ledere både i Tyskland og Europa, der ikke er vokset op med efterkrigstidens fokus på at forhindre en ny tysk dominans i Europa. Siden Tyskland i 1999 deltog i Natos bombning af Serbien under Kosovo-krigen og derefter besluttede at sende tropper til Afghanistan, har landet vist et voksende internationalt engagement,” pointerer Gaspard Schnitzler.

Også den nye amerikanske Aukus-alliance med Storbritannien og Australien illustrerer ifølge Frankrig behovet for at styrke Europas strategiske samarbejde.

”Senest har Tyskland sendt en fregat til Det Sydkinesiske Hav som en tilkendegivelse af, at landet påtager sig et større internationalt ansvar i et område, som er af strategisk betydning især for Frankrig, der har et par millioner statsborgere i sine besiddelser i området, ligesom behovet for at sikre åbne handelsruter og frie søveje er strategisk vigtige,” siger Gaspard Schnitzler.

Koalitionen er vigtigere en kansleren

Men Angela Merkel har hidtil mødt alle Emmanuel Macrons opfordringer til især udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde med larmende tavshed, noterer man i Paris, hvor man følger forbundsdagsvalget med stor opmærksomhed.

”Det, der kan vække bekymring, er ikke længere Tysklands styrke, men Tysklands svaghed,” siger Paul Maurice, forsker i det fransk-tyske samarbejde ved det franske Institut for Internationale Relationer, Ifri, i Paris. Han peger på, at navnet på den nye kansler vil være mindre afgørende end kombinationen af den koalition, som vil i stand til at danne regering.

Det, der kan vække bekymring, er ikke længere Tysklands styrke, men Tysklands svaghed.

Paul Maurice

Forsker ved det franske institut for internationale relationer

”Både SPD’s Olaf Scholz og CDU-CSU’s Armin Laschet er velkendte i Frankrig, og især Olaf Scholz har som finansminister samarbejdet meget tæt med den franske finansminister, Bruno Le Maire. Det er den tredje regeringspartner, som vil afgøre koalitionens udenrigspolitiske profil,” mener han.

Med Christian Lindner og det liberale i FDP i en regeringskoalition vil Tyskland næppe følge Frankrig i forsøget på at opbløde den europæiske stabilitetspagt, så for eksempel grønne investeringer ikke rammes af EU’s loft over de nationale budgetunderskud. Det vil snarere imødekomme den såkaldte sparebande med især Holland, Danmark og Finland.

”Med Annalena Baerbock og De Grønne vil det derimod blive vanskeligere omend ikke lodret umuligt at få opbakning til øget tysk tilstedeværelse i Mali, hvor Frankrig gerne ser de øvrige europæiske lande optrappe den militære tilstedeværelse. Til gengæld kan en grøn koalitionspartner styrke Macrons vision for et strategisk selvstændigt EU. Men ud over samarbejde om højteknologisk krigsmateriel er det ikke klart, hvad denne selvstændighed indebærer, og om det for eksempel også forudsætter en europæisk militærstyrke” understreger Paul Maurice.

”Når alt kommer til alt er tyskerne ikke særlig interesseret i at spille en rolle på den internationale scene,” advarer han.

Merkel gav mere magt til EU

Som ECFR’s internationale meningsmåling viser, har tyskerne selv ikke større tillid til, at landet kan indtage en international lederrolle i forhold til strategiske udfordringer fra Rusland og Kina. Og måske har landet slet ikke skuldrene til det, argumenterer Alex Clarkson, specialist i tysk og europæisk politik ved King’s College i London. Han mener, at Angela Merkel efterlader et strategisk svagere Tyskland.

”Hendes lederstil har givet givet tyskerne en følelse af, at de var skærmet mod den store verdens uroligheder. Og samtidig har hendes krisepolitik gået ud på at lægge mere magt over til de europæiske institutioner for at sikre Tysklands stabilitet og velstand. Netop fordi hun har inkarneret stabilitet og kontinuitet har hun kunnet gennemføre en europeanisering, som havde været utænkelig, da hun kom til magten,” skriver Alex Clarkson i magasinet New Statesman.

Men det skete kun i sidste øjeblik, når der ikke var anden vej frem, understreger Daniela Schwarzer, som indtil april var direktør for det tyske udenrigspolitiske selskab, DGAP, og nu er en af lederne i tænketanken Open Society Foundation.

”Hidtil har Tyskland blokeret for alle tanker om udvidet udenrigspolitisk samarbejde i EU. Det, der skaber en ny situation, er Kinas nye ambitioner og USA’s vigende interesse for Europa. Tyskland har især set Kina som en handelspartner, men skal nu lære at se det store land som mere end det. I denne sammenhæng giver det mening for europæerne at vende sig mod kontinentets stærkeste økonomi,” mener hun.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, der overtager EU-formandskabet til januar, vil bruge sin formandsperiode til at fremme sin vision for et tættere strategisk samarbejde i EU.

Og Tyskland vil under alle omstændigheder komme til at stå i midten af den europæiske rundkreds med afgørende indflydelse på, hvordan EU skal forholde sig til konflikten om retsstaten med især Ungarn og Polen og til spørgsmålet om øget økonomisk handlekraft til EU, hvad angår for eksempel skattepolitik og øgede, gældsfinansierede investeringer i grøn og digital omstilling.

Tysklands guldalder er slut, og en ny guldalder vil være europæisk. Men to forhold vil være afgørende for den kommende tyske regerings kurs, mener Daniela Schwarzer.

”Det ene er sammensætningen af den nye regeringskoalition. Den anden ubekendte er det franske valg til næste forår. Hvis det samtidig trækker ud med dannelsen af den nye tyske regeringskoalition, vil det ikke gavne tysk lederskab,” siger Daniela Schwarzer.