DET ER BÅDE utroligt, så meget røre og forvirring Ramsdal har skabt, og egentlig også ganske naturligt. Naturligt, fordi han jo er et barn af tiden, og for så vidt er han blot som kanariefuglen i minen, der afslører manglen på ilt, eller drengen i ”Kejserens nye klæder”, der siger sandheden.
Men det er også utroligt og glædeligt, at der virkelig kommer røre i andedammen og forhåbentlig også i den krog af dammen, der udgøres af universiteterne og præsteuddannelserne.
Ramsdal nægter, efter hvad man forstår, at tro på fysisk opstandelse. Det gør biskop Skov-Jakobsen og Ramsdals kommende mentor, professor Theodor Jørgensen, åbenbart også (se avisen den 21. januar).
Hvad er så problemet? Nødløgnsdebatten efterlod fornemmelsen, at Ramsdal overhovedet ikke tror på en objektiv opstandelse. Han udtaler senere, at ”der er noget, der lever videre”, og at det ”ikke slutter med den fysiske død”, og at ”hans ånd ikke kunne slås ihjel”, ”hans budskab og fortælling lever stadig videre i os”. Man kan have sine tvivl om, hvorvidt det drejer sig om andet end subjektive forestillinger.
Biskoppen på sin side hælder til ”poetisk-mytiske dimensioner”, hvilket egentlig må ligge tæt på Ramsdal, mens Theodor Jørgensen mere objektivt og tekstnært henviser til Paulus' tale om et åndeligt legeme, ”hvad man så skal forstå ved det”.
Disse to reaktioner afslører, hvorfor almindelige mennesker og desværre også præster kan komme til at tvivle, når de hører den apostolske trosbekendelses ord om ”kødets opstandelse”.
Taget for pålydende er det svært at tro for et moderne menneske. Folk er ærligt talt undskyldt. Ramsdal er nok mindre undskyldt, da han er en slags fagmand og burde kende nogle nuancer, lige som også andre mere skriftkloge, der støtter Ramsdal.
Problemets kerne forekommer at være den apostolske trosbekendelse, der med sin formulering om kødets opstandelse helt unødigt støder moderne mennesker. Unødigt, fordi der med ”kødet” menes ”mennesket”, altså det hele menneske (”Ordet blev kød”). Man burde ændre formuleringen til: vi tror på ”menneskers opstandelse” eller, med evangelisterne, Paulus og den nikænske trosbekendelse, til: forventer ”de dødes opstandelse”. Så ville man i hvert fald ikke være fastlåst i en unødig misforståelse. Hermed naturligvis ikke sagt, at opstandelsestroen er gjort forståelig.
Hvordan skal vi da forstå Kristi opstandelse?
Det oplagte er at gå til kilderne. Jesus mødte Maria Magdalene og den anden Maria med et ”God morgen”, da de var ude at se graven, der var tom (Matt. 28, 8-10). Maria Magdalene troede, det var havemanden, men erkendte, det var Jesus, da hun hører hans stemme. Hun må ikke holde ham tilbage, da han endnu ikke er hos faderen (Joh. 20, 11-18). Han gik gennem lukkede døre, men viser sine hænder og sin side (Joh. 20, 19ff), og den vantro Thomas opfordres senere, da Jesus igen gik gennem lukkede døre, til at efterprøve naglegabene og stikket i siden (24-29). Thomas fulgte ikke opfordringen. Han var allerede overbevist.
Disciplene på vej til Emmaus følges med ham, spiser med ham, ser ham bryde brødet og genkender ham først der, hvorefter han forsvinder pludseligt (Luk. 24, 13-35), og da disciplene vendte hjem til de 11 og andre, der var forsamlet i Jerusalem, dukkede Jesus op igen. Man troede, det var en ånd, men han viste sine hænder og fødder og bad dem føle på sig: En ånd, siger han, har ikke kød og knogler! Han bad om noget at spise og fik stegt fisk! (36-43, se også Ap.G. 10, 36-43). Han viser sig i forskellig skikkelse for dem, der havde været sammen med ham (Mark. 16, 9-14 muligvis uægte).
Det gennemgående træk her er altså, at Jesus dukker op, i fysisk skikkelse (kød og knogler, naglegab), men denne fysiske skikkelse er dog ikke hans egen: Han genkendes nemlig ikke umiddelbart. Først efter en tid ses personen som Jesus. Hans pludselige kommen og gåen, og især gåen gennem lukkede døre, er påfaldende og svært forenelig med en normal fysisk skikkelse.
Det må derfor antages, at der her netop ikke er tale om normal fysisk skikkelse. Jesus er med Paulus' ord ”forvandlet”, men endnu ikke ”steget op” til Faderen (Joh. 20,17). Det vil sige, hans opstandelseslegeme er fysisk på en fremmed måde og endnu ikke åndeligt eller himmelsk (1. Kor. 15, 42-49).
Med hensyn til menneskets opstandelse adresserer Paulus i Første Brev til Korintherne netop det problem, der plager moderne mennesker, der har det svært med opstandelsestroen. ”Hvordan opvækkes de døde? Og hvilket legeme kommer de med” (kap. 15, 35ff).
Paulus henviser til, at der er mange forskellige legemer allerede her, både på Jorden og i Himlen. Et særligt eksempel, han bruger, er det antikke græske billede med kornet, der lægges i jorden og dør for så at ”opstå” med ny krop. Gud giver det krop, sådan som han har besluttet.
Ligeså med mennesker: Der bliver sået en krop med sjæl, og der bliver opvækket en åndelig krop. Kød og blod arver ikke Gudsriget (1. Kor., 50). Vores nuværende krop fortsætter altså ikke, men forvandles og iklædes uforgængelighed.
Paulus tror altså heller ikke på såkaldt ”fysisk” opstandelse, men heller ikke på poetisk-mytisk opstandelse (hvis det betyder subjektive forestillinger uden hold i virkeligheden). Det første menneske var jordisk (Adam) og bar et jordisk billede, det vil sige legeme (af sjælen). Det andet menneske (Kristus) er himmelsk og bærer et himmelsk billede (af ånden). Vi skal alle forvandles i et nu, ved dommedag, hvor de døde skal opstå. I et ”åndeligt legeme”. Han understreger, at menneskelig opstandelse hænger sammen med Kristi (endelige) opstandelse og er intet uden denne.
Paulus er altså helt klar i mælet: Kød og blod kan ikke arve Guds rige (1. Kor., 50). Altså ingen tale om kødets opstandelse. Derfor vil det være en rigtig god idé at justere eller i hvert fald klargøre den meget senere apostolske trosbekendelses tredje artikel på det punkt, der misforstås af så mange, også præster. Vi tror nemlig med Det Nye Testamente og den nikænske trosbekendelse ikke på kødets opstandelse, men på de dødes opstandelse eller på menneskets opstandelse.
Menigheden i Korinth levede naturligvis i en anden tid, men de og urmenigheden sloges med samme problemer som vi i denne henseende og fik god hjælp af Paulus.
Erik Nis Ostenfeld er universitetslektor emeritus og dr.phil.