Prøv avisen
Debat

Britta mistede sin dreng på tre år: Sæt aldrig sorgen i bur

”Jeg husker en bemærkning lige efter begravelsen om, at det var vigtigt at kunne bære sin sorg med styrke og anstand. Hillemænd!”, skriver Britta Helbek om reaktionerne efter, at hun for mange år siden mistede sit barn på tre år efter en ulykke. – Foto: Privatfoto

Jeg husker en bemærkning lige efter begravelsen om, at det er vigtigt at kunne bære sin sorg med styrke og anstand. Hvilket betød, at man kun skulle græde i passende grad og helst slet ikke, skriver forfatter Britta Helbek, der for mange år siden mistede sin søn på tre år i en voldsom trafikulykke

FOR MANGE ÅR TILBAGE mistede jeg mit ældste barn på treethalvt år i en forfærdelig og voldsom ulykke.

Det var en påskelørdag. Han blev kørt direkte til neurokirurgerne med åbent kraniebrud. Jeg nåede ikke at komme med i ambulancen. Så jeg måtte vente, til jeg kunne blive kørt af familie.

Da jeg nåede frem, var mit barn på operationsbordet, hvor lægerne kæmpede for hans liv i timer, mens jeg blev henvist til en slags opbevaringsrum i nærheden af operationsgangen, hvor jeg under hele forløbet blev overladt aldeles til mig selv.

DA MIT BARN ENDELIG blev kørt fra operationsstuen for at komme på intensiv afdeling, talte en læge kort, mens han gik ved sengen med mig småløbende ved siden af, om: hvor skadet hans hjerne var, hvad de havde gjort, at min dreng kunne trække vejret selv, men at her var ikke gode chancer. Så gik han. Jeg måtte igen småløbe for at følge mit barn til afdelingen.

Det var den eneste gang, jeg blev talt til af en læge i hele forløbet til den endelige besked kom hen på aftenen om, at ”nu er Deres dreng død.”

Om aftenen fik jeg adgang til at kunne sidde ved mit døde barn, der var lagt i et rum med en bibel, et lys og en enkelt rose i en vase på et bord. Der var intet personale omkring mig. Det hele var klinisk og uvirkeligt.

Da jeg sad ved mit barn for at sige farvel, blev jeg så vred, og så fuld af skyld og sorg og afmagt, at jeg end ikke kunne finde ud af andet end at skubbe biblen på gulvet og lade resten gå ud over min mor, fordi jeg i mit ubevidste sind vidste, at kun Gud selv og en mor kan bære den slags.

Under hele forløbet var der empati til stede, som den blev givet på den tid. Bløde blikke pakket ind i praktiske gøremål.

JEG HUSKER TIDEN OP TIL begravelsen som værende en sørgende, der kortvarigt blev mødt med tavse nik på gaden, et let løft på en hat, et medfølende blik hos bedemanden, kort med kors og sørgerande, der skulle sendes til de rette personer.

Familiens dybe afmagt uden at vide, hvordan de kunne hjælpe. Bedemandens passende mimik… til mine nik eller rysten på hovedet. Det var ubærligt at skulle udpege en kiste til sit barn. Tage stilling til pudevår og andet, jeg ikke ville vide af, mens hele situation blev hyllet ind i tavshed og omgivelsernes beherskelse af gråd. Ordet ”sorggruppe” var slet ikke opfundet på det tidspunkt.

Jeg husker i stedet en bemærkning lige efter begravelsen om, at det var vigtigt at kunne bære sin sorg med styrke og anstand. Hvilket betød, at man kun skulle græde i passende grad og helst slet ikke. Hillemænd! Jeg græd som pisket i dage og uger og kunne slet ikke leve op til den etikette. Til jeg endelig forstenede af vrede over tavsheden, og fik den fugl fanget. Sorgen var, med den tids øjne, en stor sort fugl, der hurtigst muligt skulle indfanges og sættes i bur.

Således har sorgen i mange år siddet i bur hos mig, kun afbrudt et par gange siden i mit liv, hvor noget er hændt, der har fået burets låge til at springe op, så fuglen kunne flyve kort. For straks at blive indfanget og sat tilbage i sit bur igen. For tiden var stadig ikke til at tale om død og liv som ligeværdige i en samtale.

Lige til endnu en ny hændelse år efter opstod voldsomt og ubarmhjertigt. Da sad den gamle og hakkede så hårdt i sit bur, at jeg måtte lukke den ud.

I skrivende stund kan jeg stadig fornemme, hvordan den flaksede rundt, til jeg endelig ved hjælp fik mod til at åbne buret. Nu flyver den omkring sammen med de unge fugle. De flyver aldrig helt væk, men de bliver ikke sat i bur. Ingen mere vil.

Britta Helbek er forfatter.