TERRORDRABENE på de franske tegnere betyder, at vi atter engang må forsvare ytringsfriheden.
For mit vedkommende sker det ikke uden modvilje og bekymring. Modvilje over gentagelsen. Bekymring over, hvor vi ender. Det kan være et tegn på, at vi står i en vending, hvor vi ikke kan løbe fra, hvad vi er. Også i vort trosforhold.
En sådan vending kan være frugtbar, hvis flertallet af vi kristne afklarer os med mindretallet af muslimer og siger, at vi ikke alene har vores ytringsfrihed at forsvare, men i den også vores kristne frihed.
Det maner også til besindighed. For vi står i det vadested, hvor vi har en pligt til at forhindre, at en muslim sættes lig med den terroristiske islamisme, der med Koranens uddragede sharialov i hånden myrder løs og råber: Gud er stor!
Samtidig skal vi igen fokusere på, om vores ellers historisk konfronterende frisind skal acceptere helligheden af ”det hellige”, som islam med Koranen i hånden påberåber sig, når den føler sig krænket over tegninger af Muhammed.
Hvor indlysende svaret er, må lakmusprøven være den, at vi også spørger os selv, om vi bør føle os krænket af Koranen, som blev åbenbaret for Muhammed godt 600 år efter Jesu korsfæstelse og opstandelse.
I DENS OMTALE AF JESUS, siger han i uddrag om sig selv:
”Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig skriften og gjort mig til profet. Han har velsignet mig, hvor jeg end færdes. Måtte fred være over mig den dag, jeg blev født, den dag, jeg dør, og den dag, jeg genrejses levende.”
Koranen korrigerer Det Nye Testamente, når den lader Jesus blive hentet op til Gud i levende live, og den understreger sin korrektion, når den i disse essentielle uddrag affærdiger den treenige Gud: ”Sig ikke om Allah andet end det, som er sandt! Messias, Jesus, Marias søn, var bare Allahs sendebud, og hans ord, som han indgav Maria, en ånd fra ham. Tro på Allah og hans sendebud, og sig ikke: Allah er tre! Lad det være - til deres eget bedste!”.
Jesus er i Koranen en anerkendt profet, men ikke Guds salvede søn, som han ofrer på korset for at frisætte os og give os syndernes forladelse. Jesus er ikke vores nye pagt, som gradbøjer loven, så den altid skal virke for os og er underlagt hans bud om, at du skal elske Gud af hele dit hjerte, og at du skal elske din næste som dig selv. Jesus er ikke som Kristus den eneste vej til Gud.
Koranen siger også tydeligt, at Paradiset er lukket for os, som giver plads til nogen ved Guds side, og vi er vantro: ”Til de vantro, som siger: Allah er Kristus, Marias søn, skal I sige: Hvem kan vel udrette det ringeste mod Allah, om han ønskede at tilintetgøre Kristus, Marias søn, hans mor og alle, som er på jorden?”.
I SLUTNINGEN af Koranen fornægter Jesus sig selv, da Gud spørger ham, om han har sagt til menneskene, at de skal tage ham og hans mor som guder, og svarer i uddrag: ”Dig alene al ære! Jeg ville ikke sige noget, som jeg ikke har ret til. Om jeg havde sagt det, ville du have vidst det! Du kender det, som er i mig, men jeg kender ikke det, som er i dig.”
Med denne korrektion er det åbenbart, at vi kristne mildt sagt kunne opfatte Koranens syn som en krænkelse af Jesus og os. Men vi bør naturligvis med evangeliet i hånden ikke føle os krænkede, for evangeliet er i sig selv en modsigelse af, at hellighed skal styre vort liv.
Derfor må vi fortsat modsige en krænket hellighed, fordi vi har en pligt til at forsvare evangeliets gradbøjning af loven som en kristen frihed imod Koranens lov, og i det også forsvare vores demokratiske ytringsfrihed i vores frie grundlov. Da kan vendingen i al besindighed blive frugtbar, for det ægte frisind lever af ikke af konsensus, men af, at en uenighed skal frem i lyset. Længere er den i al besindighed og imødekommenhed ikke.
Kristian Massey Møller er præst