Prøv avisen
Debat

Efter Trump: Stop nu den forsimplede elite-forklaring

"Det mest usædvanlige element, der skal indgå i analysen af resultatet, er nok, at Donald Trump også blev valgt på en kendthed, der kom fra hans rå kapitalisme og fra underholdnings-tv, ikke fra politik. Selv siger han, at sejren kom fra hans særlige sans for at bruge de sociale medier. Det er vel næppe i folkedybet, man omfavner Facebook og Twitter." Foto: Carolyn Kaster/AP/Polfoto

Der er masser af politiske dyr, som vil sige, at de er bedst til at forstå bekymringen i folkedybet. Det passer bare ikke, for der er tusinder af svar på de bekymredes spørgsmål. Det er ikke nok at rette kritikken mod en udefineret elite, skriver Poul Smidt

Var resultatet af det amerikanske præsidentvalg et hårdt og tydeligt slag mod systemet og eliten, der også i Danmark skal aflæses som folkedybets advarsel til eliten, intellektuelle, den politiske klasse, EU og de politiske institutioner?

I hvert fald læser både flere medier resultatet sådan. Men de amerikanske vælgere skar jo ikke deres politiske grundholdninger ud i pap. De mange og meget generaliserende udlægninger af præsidentvalget kan næppe bruges til noget – i hvert fald ikke uden for USA. Lad os se lidt nærmere på sagerne.

Den første iagttagelse er, at Donald Trump blev valgt til præsident, ikke i kraft af Det Republikanske Parti, men på trods af partiet, der har gennemgået en nedsmeltning, der efterlod den republikanske partielite som hjemløs. Hverken de ledende folk i Det Republikanske Parti, i Kongressens to kamre eller partiets sædvanlige sponsorer ville eje eller have Donald Trump som deres kandidat; mindst én forhenværende republikansk præsident, mange senatorer og kongresmedlemmer og flere nuværende eller forhenværende guvernører meldte fra. Han var ikke deres mand, men de var ikke i stand til at fyre eller fjerne ham. Til gengæld kunne han sige, at han ikke havde brug for dem. Farvel til Det Republikanske Parti og den lunkne støtte. Mr. Kan Selv vandt valget.

Det er herefter mere end løjerligt, at den mest udbredte danske forklaring på valget er, at vi står med et råb fra mennesker, der føler sig overhørt og overkørt, et advarende råb fra folkedybet om den globalisering, hvis åbne grænser flytter fremmede ind, arbejdspladser ud og fremmer uligheden, så det kan mærkes.

Den forklaring kan med visse tilpasninger og enkelte manipulationer også bruges til at forklare så meget andet, eksempelvis også det danske flertals nej til at ændre retsforbeholdet og det britiske flertals ønske om at forlade EU.

Det amerikanske resultatet blev spundet på et slogan om at gøre Amerika stort igen, og så trækker de politiske spekulanter tråden til de britiske ønsker om at tage Storbritannien tilbage fra EU. Hvis man tillige læser folkeafstemningen i december 2015 om retsforbeholdet som en protest mod den europæiske elite, så passer pengene: Dansk suverænitet ligger bedst i Morten Messerschmidts hænder, når han ikke lige har dem nede i den blå klejnekasse med de 12 gyldne stjerner på låget.

Man kan modsætningsvis fastslå, at resultatet i december 2015 ikke rummer noget nyt, endsige en tendens. Ved folkeafstemningen i 2000 om fællesmønten euro stemte 53,2 procent for nej og 46,8 procent for ja. 15 år efter var tallene blevet til 46,9 procent for et ja og 53,1 procent for et nej. Den nye verdensomspændende protest mod eliten er hermed aflyst.

Men alligevel: Nu mangler de bare, at Marine Le Pen og hendes Front National vinder præsidentvalget i Frankrig, så har vi det entydige bevis for, at det hele er et spørgsmål om elitens iskolde og bedrevidende indstilling til folkedybet. Ja, man hører og læser sågar unge socialdemokratiske røster, som er så sure på det selvsmagende og selvpromoverende intellektuelle sammenrend, at de hilser og nærmest hylder præsident Trump som et wake-up call. Kendsgerningerne distraherer, men med den grove generalisering om nødvendigheden af at sparke til eliten kan man da forsøge at retfærdiggøre den socialdemokratiske hældning mod Dansk Folkeparti.

Er det en venstredrejning, en højredrejning eller en national drejning, som man skal indstille sig på – eller gå op imod? Som det kan læses, så abonnerer jeg ikke på sammenkædningen af de forskellige afstemninger i forskellige lande, der vil gøre forskellige politiske resultater til et fælles oprør mod den politiske eller intellektuelle elite.

Mange med elitær baggrund har stemt på Donald Trump, og mange globaliseringsbekymrede arbejdere har stemt på Demokraternes kandidat, Hillary Clinton. For nogle et fravalg, som også har påvirket den sammenkogte ret. Og så har abortmodstandere og de våbenglade med sikkerhed skubbet Trump så meget i mål, at det er nedladende at sætte en fælles folkedybs-etikette på hans sejr.

Det mest usædvanlige element, der skal indgå i analysen af resultatet, er nok, at Donald Trump også blev valgt på en kendthed, der kom fra hans rå kapitalisme og fra underholdnings-tv, ikke fra politik. Selv siger han, at sejren kom fra hans særlige sans for at bruge de sociale medier. Det er vel næppe i folkedybet, man omfavner Facebook og Twitter. Selvom de nationale nyhedsmedier skummer fløden fra de sociale medier, så hænger det ikke rigtig sammen. Med andre ord: Det amerikanske resultat er meget amerikansk og skal hverken trækkes ned over Danmark eller Europa.

Jeg har som så mange andre problemer med den politiske debat. Der er ikke brug for et fornyet/forstærket opgør med de kulturradikale, eliten, Politikens Hus, Dagbladet Information og de veluddannede akademikere organiseret i DJØF. Det er jo ikke dem, der forstærker uligheden. Det er ikke dem, der jubler, når en dansk direktør henter et gyldent håndtryk på 40-50 millioner kroner. Det er ikke dem, der dyrker bundlinjer på beskæftigelsens bekostning.

Det er ikke dem, der taler for de arbejdsfrie indtægters urørlighed, selvom også nogle af dem måske tjener flere penge hvert døgn på at sove i egen seng end ved at gå på arbejde; de stigende huspriser fremmer i mange tilfælde uligheden, uden at det er på den politiske dagsorden. Husejerne skal både fredes og forgyldes. Der er så mange elementer, der skaber ulighed og utryghed, men der er ingen politisk elite hverken i USA, Storbritannien eller Danmark, som har en fælles holdning på området.

Og hele debatten om den elite, der skal have en på frakken, er noget usammenhængende filosofisk gylp. Hvis jeg en dag forstår de politiske strømninger, som retter sig mod den politiske elite og ikke mod den økonomiske elite, vil jeg skrive om det. Hvis jeg en dag forstår, hvorfor den mest elitære politiker i Danmark, Morten Messerschmidt, DF, har en folkelig tiltrækningskraft, så vil jeg skrive om det – forhåbentlig inden det er for sent.

Lad mig sige det lige ud: Der er ikke rent mel i posen, når resultatet fra USA trækkes til Danmark. Der er ikke holdepunkter for at bruge det amerikanske resultat til noget som helst uden for USA. Der er globaliseringsbekymrede amerikanere, briter og danskere. Der er folk, som med god grund bliver mere og mere bekymrede over den stigende ulighed. Og der er masser af politiske dyr, som vil sige, at de er bedst til at forstå bekymringen i folkedybet. Det passer ikke, og kan ikke passe, fordi der er tusinder af svar på de bekymredes spørgsmål. Det er ikke nok at rette kritikken mod en udefineret elite.

Poul Smidt er journalist og cand.jur. Han er bogaktuel med en biografi om tidligere statsminister Viggo Kampmann.