”Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst.”
Matthæusevangeliet 22, 34
Høsttiden trækker en streg i sandet. Høsttiden er en glædelig tid, når udbyttet gøres op og lægges på lager. Men høsttiden kan også være alvorens tid, hvis høsten slår fejl, eller høstarbejderne ikke har gjort det godt nok.
Her i det sene efterår møder vi mange tekster med netop den alvor, at der trækkes streger i sandet. Både i livets og troens verden. Der er mere alvor og dom i teksterne nu de kommende uger end resten af året. Dog ikke for at gøre kristendommen tung og mørk og fordømmende. Nej, det er for at minde os om, hvor vigtigt det er med hver eneste dag, vi får lov at leve.
Vore dage er altid også Guds dage! I kirken åbner vi ører og sind for Jesu ord for at få liv og evighed til at hænge sammen. Efteråret har sine dybe farver. Farver, som minder om, at det er lige før, bladene falder. Sådan har livet også sine farver. Og til livets mange farver hører alvorens og selvransagelsens farve.
Jesus tager udgangspunkt i driften af en vingård. Vingårdsejeren sender folk ud for at få det udbytte af høsten, som tilkommer ham. Vinbønderne slår alle udsendinge ihjel, endda ejerens søn, for krampagtigt at beholde alt for sig selv. Disse vinbønder er et billede på Jesu modstandere, som ikke vil høre på Jesus. For de mærker, at siger de ja til ham, så bliver han deres Herre. Mærkeligt, at det kunne gå så galt dengang. For Jesus kom jo netop for at hjælpe folk til sund selverkendelse og hjælpe dem ind på livets og frelsens vej. Han kom for at gøre ”Herrens eget værk, underfuldt for vore øjne”, som der står. Vi får lov at se Jesus, ikke som en trussel, men som en underfuld frelser for vore øjne. Vi får lov at rejse os, hvor vi faldt. Hvor Jesus er hovedhjørnesten, der trives det underfulde.
Sådan er sen efterår ikke bare en mørk tid. Der trækkes ikke bare streger i sandet til opgør. Disse sene dage i kirkeåret vil først og fremmest lede os ind i høstens glæde.
Thomas Kristensen er pastor emeritus.