Vi har talt om det så mange gange. Hvor lang tid skal der gå, før man kan transformere virkelighedens forbrydelser om til film, teater eller tv-serier? Og hvordan bør man gøre det? Det skal jo ske før eller siden, for menneskets gruopvækkende gerninger skal bearbejdes i forsøget på at erkende det destruktive og forstå, hvem vi er, og vi havde diskussionen efter Utøya-angrebet i 2011.
Dette blev efter min mening på ubehagelig vis gjort til dansk teater allerede året efter med Christian Lollikes ”Manifest 2083”, hvor gerningsmanden malplaceret blev portrætteret, og den svære balancegang er atter blevet aktuel efter u-bådssagen i august 2017, hvor den svenske journalist Kim Wall blev dræbt.
I mandags sendte TV 2 det tredje afsnit af Tobias Lindholms serie ”Efterforskningen”, der fremstiller det møjsommelige opklaringsarbejde efter mordet i u-båden, og jeg tager det her midtvejs op for at påpege et vigtigt nybrud. Noget tyder på, at vi faktisk har fundet en formel for fremstilling af virkelighedens ondskab.
Serien er blevet rost, som det også var tilfældet med den gribende norske serie ”22. juli” om de ekstreme konsekvenser af terrorangrebet på den dato, men påskønnelsen bør føre til en dybere erkendelse. Nemlig af, hvordan vi måske er i færd med at forlade den overdrevent humanistiske bestræbelse på altid at søge efter en psykologisk forklaring og nogle formildende omstændigheder ved selv den mest afstumpede forbryder.
Denne offertænkning, der så længe har domineret – og som ikke mindst har præget mediernes ulidelige dyrkelse af grænseoverskridende typer og diverse storsvindlere i Stein Bagger-kategorien – er efterhånden blevet så parodisk, at noget nyt måtte ske. Og det er sket.
”Efterforskningen” handler om de sande ofre, og mens gerningsmanden stort set kun omtales som ”han”, prøver alle andre at samle stumperne efter det modbydelige, han har gjort.
Søren Malling spiller drabschef Jens Møller Jensen, og politiets arbejde nåede her i tredje afsnit frem til fundet af Kim Walls torso og et vigtigt overblik over u-bådens sejlrute i de skæbnesvangre timer. Samtidig følger vi Kim Walls forældre og deres hjerteskærende samtaler med drabschefen, der udgør bindeleddet til en afklaring angående datterens skæbne. Det er fremragende spillet, det er blottet for sensationelle effekter, og når tv-serier på denne måde fremstiller ondskaben uden at promovere forbryderen bag, kan det faktisk ses som et civilisatorisk fremskridt. Tilmed et højst påkrævet.
Den moderne omvendte offertænkning, der delvist opløser individets ansvar for egne gerninger, er blevet mere og mere hul og nedværdigende for os alle, og ”Efterforskningen” udgør en smuk bevægelse væk fra den terapeutiske sødsuppe, der så længe har dikteret tidens menneskesyn. I stedet konfronteres vi med den kendsgerning, at det onde findes og ødelægger liv, mens vores barske opgave er at bekæmpe det. Man skulle næsten tro, at vi er blevet klogere.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.
”Efterforskningen” udgør en smuk bevægelse væk fra den terapeutiske sødsuppe, der så længe har dikteret tidens menneskesyn.