Alfred Joseph Hitchcock (1899–1980) var en engelsk filminstruktør, der på mange måder var med til at skabe filmhistorie. Hans ungdom i London var præget af en intens katolsk opdragelse og en lige så intens optagethed af teater og film.
Hitchcock var fra første færd beskæftiget med praktisk bearbejdelse af de tidlige stumfilm. Han sørgede for mellemteksttegninger og arbejdede både som medforfatter af manuskripter, som assistent for instruktører og i klipperummet. Han var den første, der lavede en engelsk talefilm.
Lørdag aften kunne seerne på DR K se den film, der i 2012 blev lavet om Hitchcock med en dygtigt maskeret Anthony Hopkins i hovedrollen som den korpulente filmkunstner. Filmen skildrede især tilblivelsen af gyserfilmen ”Psycho”, som mod alle odds blev til en af hans mest berømte.
Filmen udmærkede sig ved i Helen Mirrens skikkelse omsider at fremhæve ægtefællen Alma Hitchcocks helt uvurderlige støtte til og udvikling af mandens filmkunst. Både psykologisk, praktisk og økonomisk var hun tålmodigt selvopofrende med til, at nævnte ”Psycho” blev realiseret.
Flere gange mindede filmen om Hitchcocks berømte citat om hemmeligheden ved et godt ægteskab: ”Rigtigt gift er kun den mand, der forstår hvert ord, hans kone ikke har sagt”. En typisk bemærkning af en instruktør, der i sjælden grad betjente sig af det underforståedes kunst.
Hitchcock forstod at forføre sit publikum ved at manipulere med vores kollektive underbevidstheds kræfter. Han appellerede så stærkt til tilskuernes fantasi, at de ofte kom til at se billeder, som i virkeligheden ikke blev vist. Den grusomme brusebadsscene i ”Psycho” indeholder for eksempel ikke de nøgenbilleder, mange mente at have set.
I en helt anden og dog lige så betydningsfuld målestok beskæftiger P1’s prisværdige programredaktør Torben Brandt sig med ubevidste og til tider også uhyggelige virkemidler. Det finder sted i udsendelsesserien Radiofortællinger. Jeg genhørte den seneste udgave i weekenden.
Her havde han fået billedkunstneren Peter Martensen til at samtale om, hvordan det er muligt at digte historier ind i malerier. Lige som film kan være billeddannende uden for rammerne, sådan kan ord også være det. Det demonstrerer Torben Brandt igen og igen:
”Det er mig magtpåliggende at skildre de virkeligheder, jeg møder, med energi, fortælleglæde og brug af alle radioens værktøjer. Oftest har jeg en antropologisk tilgang til mine historier, men altid med et samfundsperspektiv for øje.”
Som Torben Brandt også formulerede det i slutningen af udsendelsen:
”I radiofortællingerne er der altid plads til fantasien og muligheder for at lave egne billeder på den indre skærm.”
Jeg har siden slutningen af 1970’erne fulgt Torben Brandts radiofoniske indsats. Han har utrætteligt holdt fanen højt og været med til at varetage og udvikle den respektindgydende, internationalt berømmede danske radio-montagekultur og lydkunst.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.