EGYPTEN ER HJEMSØGT af terrorisme, især fra Islamisk Stat, der nu holder til på Sinai-halvøen. Den egyptiske regering holder med hård hånd terrorismen nogenlunde i skak, men er fuldt klar over, at kun ved at formindske fattigdom og arbejdsløshed er det muligt at komme terrorismen til livs. 40 procent af befolkningen er fattige, og 30 procent af de unge mænd er arbejdsløse. Derfor har terroristerne ikke svært ved at rekruttere nye krigere. For at forhindre det er der brug for kraftig økonomisk vækst.
For at fremme væksten foretog regeringen sidste år en devaluering af det egyptiske pund på langt over 100 procent. Det har medført en kraftig stigning i eksporten og af overførsler fra egyptere i udlandet, men ikke som forventet af turismen.
Terrorismen burde ikke skræmme turisterne. Det er stadigvæk farligere at køre i bil i Danmark end at gå på gaden i Kairo eller i Alexandria. Men det argument kommer hverken jeg eller turistministeren langt med.
Synd og skam. For Egypten er billigere end nogensinde. Femstjernede hoteller til under 500 kroner om dagen. Ingen køer ved pyramider og kongegrave. Fremragende frokoster og middage til 50 kroner pr. person. Jeg kan stærkt anbefale en tur til Egypten!
Alt i alt har devalueringen og andre økonomiske tiltag skabt en vækst på hæderlige fem procent. Men den har som i så mange andre lande været skævt fordelt med store fordele til de velbeslåede. Regeringen har forsøgt at bøde på skævheden ved at etablere en socialhjælp for de allerfattigste familier og klogt gjort den betinget af, at børnene skal vaccineres og gå i skole.
Hjælpen er på sølle 100 kroner om måneden, som dog er nok til indkøb af sundt, friskt pitabrød, der fås til fem øre. Ja, øre – stykket, hvis man kan fremvise et rationeringskort, som kun er til rådighed for de fattige. Vi andre må af med en krone. De fleste har også råd til de fremragende favabønner. Så det bliver til en diæt, som er en drøm for enhver hjertelæge. Og ingen sulter.
Men skal der virkelig gøres indhug i fattigdommen, er fem procents vækst ikke nok. Den skal op på de højder af 10 procent, som gennem 30 år fik kineserne ud af fattigdommen. Og det tvivler jeg på egypterne kan klare.
For den egyptiske økonomi hæmmes af fire problemer: religion, kvinders manglende deltagelse, almindelig uorden og befolkningstilvæksten som det allerværste.
En troende muslim skal overholde fem ”søjler”: sige trosbekendelsen, bede fem gange om dagen, betale almisse, tage på pilgrimsrejse til Mekka og overholde fasten i ramadanen.
Trosbekendelsen kan næppe have indflydelse på økonomien, men to af de fem bønner – middagsbønnen og eftermiddagsbønnen – falder i arbejdstiden. Da jeg arbejdede for FN i Kina, overtog jeg en sekretær, som var pakistansk fundamentalist. Han insisterede på at bede i den nærmestliggende moské, så arbejdsgangen om eftermiddagen skulle indrettes efter ham. Kineserne forbyder religiøse ritualer, påklædning og symboler i arbejdstiden. Khalid ville ikke bøje sig. Så jeg fik ham sendt på førtidspension.
Almissen, som er på 2,5 procent af ens samlede værdier – altså ikke bare indtægt – går til de fattige. Socialt en udmærket idé. Men ligesom udgifterne til pilgrimsrejsen går pengene altså til forbrug snarere end til investering.
I ramadanen kan muslimen ikke røre hverken mad eller væske i dagtimerne. Det skaber muligvis et godt forhold til Gud, men det er ikke godt for produktiviteten.
80 procent af Egyptens piger omskæres. 40 procent af voksne kvinder er analfabeter. Under 15 procent deltager i arbejdsstyrken. Hvis Egypten vil opnå de eftertragtede vækstrater, for slet ikke at tale om rettigheder, må holdningen til kvinder ændres. Intet tyder på, at det vil ske.
Og så er det almindelige rod en hæmsko for udviklingen i Egypten. Trafikkaos; ingen byttepenge; wi-fi, der forsvinder; aftaler, der ikke overholdes; affald, der hober sig op i gaderne; forureningen, der skjuler pyramiderne.
Fem procents vækst er ganske flot efter fem års stilstand i dønningerne fra det mislykkede arabiske forår. Men det afgørende er jo, hvor meget der bliver til den enkelte – altså bruttonationalproduktet pr. indbygger. Og det bliver mindre, jo flere indbyggere der er. Det tal er nu 94 millioner, og det stiger med to millioner om året på et beboeligt areal, der svarer til Danmark.
Præsident Abdel Fatah al-Sisi vil bygge en ny hovedstad til fem millioner for at komme væk fra Kairos kaos, og en by på den gamle slagmark ved el-Alamein til to millioner. Men inden han får dem færdige, vil Egyptens befolkning være steget med mindst 10 millioner menneker.
Under de omstændigheder er en økonomisk vækst på fem procent ikke nok til at tænde et håb om en bæredygtig fremtid for egypterne.
Sven Burmester er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FN’s Befolkningsfond i Kina og Nordkorea. Han er bosat i Washington D.C., men opholder sig hvert år desuden i Kina, Egypten og Danmark og skriver fast om sine indtryk og den globale udvikling i Kristeligt Dagblad.