Den 28. september blev en kaosbefængt og tumultarisk dag med aflyste færgeafgange, blokerede broer og bevæbnet politi overalt. PET-chef Finn Borch Andersen forklarede på et pressemøde i denne uge, at den iranske efterretningstjeneste havde pønset på et attentat mod eksiliranere.
Under overskriften ”Åbenhedens pris” bemærker Morgenavisen Jyllands-Postens lederskribent, at en række konflikter fra verden således er rykket ind i den danske dagligdag. Nogle flygtninge medbringer konflikter hjemmefra, hvilket den 28. september var en prøve på. Eksiliranerne i Ringsted kvitterer tilsyneladende for gæstfriheden i Danmark ved at hylde terroraktioner i Iran, hvilket fik JP’s lederskribent til at slå fast: ”Udenlandske agenter kan lige så lidt operere på dansk jord, som herboende oppositionsgrupper kan operere fra dansk jord.”
Ifølge Den Korte Avis understregede statsminister Lars Løkke Rasmussen noget lignende, da han sagde, at vi naturligvis ikke skal finde os i attentater på dansk jord: ”Men vi skal heller ikke finde os i, at iranere, der har fået beskyttelse i Danmark, tilskynder til terrorisme i Iran.”
”Vi skal vide at sige fra,” som JP ’s lederskribent konkluderede.
I Kristeligt Dagblad spurgte lektor og forfatter Mikael Busch, om en lærer må sige fra. Den konkrete anledning er, at den nu forhenværende folkeskolelærer Erik Schmidt efter et møde på Agedrup Skole den 7. maj 2014, hvor bølgerne var gået højt, havde fået en tjenstlig advarsel for ”negativ adfærd”.
Erik Schmidt var efter en 34 år lang pletfri karriere som tjenestemand stærkt utilfreds med at få omdømmet bragt i nærkontakt med skrevne som uskrevne regler. Sagen blev derfor på ny taget op ved Østre Landsret i Odense, hvor man i Fyens Stiftstidendes reportage kunne se flere hundrede demonstranter, der var mødt op for at støtte Schmidt. For som Mikael Busch skriver, så var Schmidt jo bare blevet ophidset ved et lærermøde. Herhjemme er vi jo vant til at forholde os uærbødigt til ledere. Vi lukker munden op, selvom det godt kan få chefen til at skære tænder af raseri. Men hvor længe endnu?
I en helt anden sammenhæng skriver K.E. Løgstrup til Hal Koch, at hvis man hele tiden skal beregne konsekvenser af sine udtalelser og handlinger, så tvinges man til bestandig at vælge forsigtigt, fordi selvcensuren internaliserer sig.
Men hvorfor affinde sig med forholdene, når de faktisk kan ændres til det bedre? Det er netop holdningen hos Formand for Danmarks lærerforening, Anders Bondo Christensen, der i Politiken bemærkede, at det er afgørende, at de ansatte kan udfordre ledelsen uden at frygte for tjenstlige samtaler. Ellers bliver det jo en opskrift på modvilje, på usikkerhed, ja på alt muligt andet end den kvalitetsudvikling, institutionerne er forpligtet på. Vi kan jo ikke gå i uangribelig harnisk døgnet rundt, og da slet ikke sove med det på. Vi har brug for en offentlighed, hvis stærkeste side er det indbyggede, demokratiske princip: Begge sider skal høres.
Men en leder kan også løbe ind i problemer. Rektor Jeppe Brixvold er netop fyret fra Forfatterskolen i forbindelse med, at bestyrelsen undersøger sexchikane. Intet tyder dog på, at Brixvold selv har lod og del deri.
I et interview linder den halvtredsårige forfatter dog på låget til en vis selvransagelse og især selvbebrejdelse, idet han oplyser, at han tidligere har fået en advarsel for en ”ubetænksomhed” under en fest. Episoden involverede ikke andre mennesker. Og selvom den grumsede fantasi godt kan forestille sig en overrislet midaldrende intellektuel optræde, så kun en mor kan elske ham, kan en ansættelsesmyndighed jo stadigvæk rekvirere to ting hos sig selv – nemlig storsind og overbærenhed.
Både sagen mod Erik Schmidt og mod Jeppe Brixvold antyder imidlertid, at tidsånden er præget af en sådan moralsk sippethed, at mellemlejet er gået fløjten, og at tilværelsens fordragelige ”både-og” fattes.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.