Alle væsener på denne Jord dør alene

Denne erkendelse - at vi trods stadigt større fællesskaber i form af klubber, arbejdspladser, vennergrupper så videre - i sidste ende er seperate entiteter, er specielt slem i det 21. århundrede som følge af ateismens fremmarch, skriver Casper Cronemann

I filmen ”Donnie Darko” fra 2001 opsøger titelkarakteren Donnie, der spilles af Jake Gyllenhaal, på et tidspunkt den mystiske, ældre kvinde Roberta Sparrow. Hun hvisker en sætning i hans øre, som hjemsøger ham i resten af filmen, nemlig at ”alle væsener på denne jord dør alene”.
I filmen ”Donnie Darko” fra 2001 opsøger titelkarakteren Donnie, der spilles af Jake Gyllenhaal, på et tidspunkt den mystiske, ældre kvinde Roberta Sparrow. Hun hvisker en sætning i hans øre, som hjemsøger ham i resten af filmen, nemlig at ”alle væsener på denne jord dør alene”. . Foto: Scanpix.

I Richard Kellys film ”Donnie Darko” fra 2001 opsøger titelkarakteren på et tidspunkt den mystiske, ældre kvinde Roberta Sparrow, som bor for sig selv i et hus i byens udkant.

Donnie og vennerne synes egentlig, hun er morsom, men da Donnie kontakter hende, hvisker hun en sætning i hans øre, som hjemsøger ham i resten af filmen. Hun fortæller ham, at ”alle væsener på denne jord dør alene”.

Da min far døde, var han omgivet af folk, der elskede ham. Vi havde været ved hans side i en uge og var der også i de omkring seks timer, der gik, før han endelig gik bort.

Han var ekstremt utilpas og kunne ikke finde ro. Han kunne ikke føre en samtale eller åbne sine øjne, på trods af at han var fuldt ved bevidsthed. Min mor blev ved med at fortælle ham, at hun elskede ham - en sætning, der trods sine mange gentagelser gennem deres liv aldrig mistede sin effekt.

Undtagen her til sidst, hvor han nærmest ikke ænsede den. Hendes kærlighed kunne intet gøre for at stoppe det uundgåelige, og på trods af alle vores strabadser kunne ingen af os lindre min fars lidelser. Han døde alene.

Det tidligste eksempel på Roberta Sparrows pessimistiske dom over menneskeheden, som jeg har kunnet finde, optræder i Blaise Pascals ”Pensées” fra 1670. Pascal skriver:

”Vi er tåber, når vi fæstner lid til vore medmenneskers samfund. Elendige som vi er, magtesløse som vi er, vil de ikke hjælpe os; vi vil dø alene.”

Grunden til, at sætningen skræmmer den 16-årige Donnie Darko og har plaget mit sind, siden jeg selv som teenager hørte den udtalt af kaptajn Malcom Reynolds i Joss Whedons science fiction-serie på tv ”Firefly” fra 2002, er dens reelle betydning: Vi ikke bare dør alene. Vi er alene.

Uanset hvor mange venner vi omgiver os med, uanset hvor meget kærlighed vi finder i vores liv, kan ingen optage vores lidelser, eller dele vores problemer. I sidste ende er vores sind og vores krop vores egen.

Jeget er pr. definition isoleret fra vores omverden, og vores tanker og mareridt er fanget i os, uden mulighed for asyl hos andre. Kun gennem det pinagtigt begrænsede medie, som sproget er, kan vi viderekommunikere en bleg skygge af vores inderste.

Jeg har igennem perioder af mit liv lidt af smertefulde, kroniske kramper, som ikke kan behandles med smertestillende midler. Sandheden i Robertas ord til Donnie gik første gang op for mig, da jeg havde et specielt grumt anfald for omkring 10 år siden.

Jeg kunne ringe til min far, til 112 eller til mine venner. Uanset hvor mange der hjalp mig, ville ingen kunne dulme smerten, selv med nok så mange venlige ord eller empatiske ønsker for mit velbefindende. Hvor tætte bånd vi end danner, er vores byrder ultimativt vores egne. ”Helvede er andre mennesker,” skrev Sartre.

Han mente, at vi kun kan kende os selv gennem andres domme. Hvad Donnie Darko forstår, er, at disse domme altid vil være ufuldendte, fordi ingen nogensinde kan dele vores eksistens med os.

Denne erkendelse, at vi trods stadig større fællesskaber i form af klubber, foreninger, kommuner, stater, daginstitutioner, arbejdspladser, vennegrupper, sociale medier og så videre i sidste ende er separate entiteter, er specielt slem i det 21. århundrede som følge af ateismens fremmarch.

I alle andre perioder af menneskets historie har vi fæstnet vores lid til den ene eller den anden gud. Den kroniske ensomhed, der nager os, bliver gjort tålelig af det guddommelige. Hvis Jesus elsker os hver og en, har vi nogen, som rent faktisk er i stand til at kende vores pinsler lige så intimt som os selv.

Af samme årsag mister Donnie dog håbet om Gud. Donnies psykolog spørger ham, om han virkelig mener, at vores søgen efter Gud er absurd, og den skizofrene dreng svarer hende: ”Det er den, hvis alle dør alene.”

Heri har Donnie helt ret, for hvad skal vi med Gud, hvis han ikke evner at opfylde selv det minimumskrav, vi har til ham: at udslette den kroniske ensomhed? At opløse individets isolation?

Forleden tilbragte jeg en aften i fantastisk selskab med nogle af mine bedste venner. Latteren gav fornyet mod til at håndtere hverdagen, og samtalen fodrede min inspiration og gjorde mig glad for at være i live.

Men næste gang jeg får et smerteanfald, vil latteren være et separat minde, der intet har med mine nuværende trængsler at gøre. Lykken kan deles. Lidelsen kan ikke. Alle væsener på denne jord dør alene.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og freelancejournalist