”Jeg har lyst til at folde dig sammen og lægge dig i min inderlomme,” sagde han til hende første gang, de var ude at spise sammen. Ordene ramte noget i hende og gav et sus i kroppen. Hun følte, at denne mand ville gribe hende, at hun kunne læne sig ind i ham. Allerede efter en uge sagde han ”Jeg elsker dig, og kan ikke undvære dig,” og hun tænkte, at hun havde skudt papegøjen. Men forholdet udviklede sig i løbet af få måneder med sociolog og tidligere folketingspolitiker Carolina Magdalene Maiers egne ord til at blive dysfunktionelt.
Hun opdagede flere gange intime beskeder fra andre kvinder, men når hun konfronterede ham med utroskaben, afviste han at tale om det, men truede i stedet med at forlade hende. Hver gang rettede hun ind, indtil han gjorde alvor af truslen og forlod hende efter tre år. Oplevelserne har hun bearbejdet i podcasten ”Dysfunktion”, hvor hun interviewer kvinder, der har været i forhold til mænd, som de mener har en narcissistisk eller psykopatisk adfærd.
Første gang, Carolina Magdalene Maier fik en mistanke om, at der var noget helt galt med forholdet, var efter et halvt år. De var på ferie sammen, og pludselig var hun luft for ham. Al hans opmærksomhed gik til en anden kvinde. Da Carolina Magdalene Maier konfronterede ham, nægtede han at tale om det og slog i stedet op med hende.
Sådan kunne historien være endt, men knap tre år senere tikkede der pludselig en sms ind på hendes telefon. ”Jeg har drømt om dig i nat. Jeg savner dig.” De mødtes til en kop kaffe, hvor han fortalte hende, at han havde haft det forfærdeligt, og de begyndte at ses igen, og deres forhold var igen lykkeligt.
Men mønsteret skulle vise sig at gentage sig. Efter et halvt år opdagede hun ved et tilfælde en mail til ham fra en kvinde med overskriften ”Fredag i bad”, og indholdet af mailen chokerede hende. Men da hun konfronterede ham og spurgte, hvorfor han var hende utro, blev han vred og ville ikke svare. I stedet fortalte han, at han havde det rigtig svært. Og at han ikke noget at leve for, hvis det ikke var for hende og hans børn.
”Så selvom jeg var vred, følte jeg lige så stor omsorg. Selvfølgelig bliver jeg hos dig, sagde jeg,” husker Carolina Magdalene Maier.
Hvorfor sagde du ikke fra?
”Det ville jeg ønske, jeg havde gjort. Jeg fortryder, at jeg ikke satte en stol for døren. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg tror, det er meget svært at forstå for andre mennesker. Han havde givet mig så meget af det, jeg savnede. Han greb mig, når jeg faldt. Og det har jeg altid haft en længsel efter. Jeg tror, det er derfor, jeg tillod, at han havde sidespring.
Han ville aldrig indrømme utroskaben. Han råbte til mig, at det var mig, der havde et problem, og at jeg var en dårlig kammerat. Jeg blev altid anklaget for at være den krænkende part. Og truslen om, at han ville forlade mig hang hele tiden over mit hoved.
Han var ikke kontrollerende over for mig, men hans reaktioner gjorde, at jeg disciplinerede mig selv, så jeg undgik konflikter. Jeg lagde bånd på mine principper. Jeg var hele tiden opmærksom på, hvordan han havde det. Så der var enormt meget selvdisciplinering.”
Men forholdet gik lige så stille ned ad bakke?
”Den stormende forelskelse kom hele tiden i peaks. Det var mere i ord end i handling. Vi kunne have rigtig gode stunder sammen, men det var ikke lige så intenst som i begyndelsen. Vi var gode sammen, når vi var ude at spise med venner. Over for andre løftede han mig op på en piedestal, men når døren var lukket, og vi var alene, gad han ikke snakke med mig. Inderligheden var væk.”
Stolede du på ham?
”Nej, i de sidste to et halvt år stolede jeg ikke på ham, og det skammede jeg mig over, for det syntes jeg ikke, han havde fortjent. Men alt i min krop fortalte mig, at jeg ikke kunne stole på ham, så min tillid blev mindre og mindre.
Særligt det sidste år talte han ned til mig og lod mig indirekte vide, at jeg ikke var noget værd. Han sagde ting som, dine sko er grimme, eller dit hår trænger til at blive redt.”
Gav du også selv ham den slags stikpiller?
”Jeg kunne godt finde på at give stikpiller i forhold til hans tidligere kærester. Men jeg anerkendte ham og sagde, han havde et stort hjerte. Jeg kunne godt blive vred, når vi havde konflikter. Men jeg blev også ked af det bagefter. På den måde blev min krænker min trøster. Jeg var eksistentielt utryg i relationen. Jeg blev en skygge af mig selv til sidst, jeg var så slidt.”
Hvordan endte forholdet?
”Jeg gav ham mindre elastik til sidst – så selvom jeg disciplinerede mig selv, kunne jeg ikke lade være med at tage problemerne op. Hele 2018 blev en lang vandring hen imod en kulmination.
Vi var i sommerhus i en weekend, og han gav mig sin iPad, mens han gik en tur med min hund, fordi han ville have, jeg skulle se en sjov video. Imens kom der en sms fra en kvinde, der skrev tak for i går. Da jeg spurgte ham ind til det, råbte og råbte han af mig og sagde, han havde brug for afstand, og at jeg skulle gå. Så gik jeg ud i regnen til stationen med to muleposer og min hund i hånden. Jeg tog kontakt til en psykolog, som jeg allerede var hos dagen efter, og som sagde, at jeg skulle løbe og aldrig komme tilbage.”
Hvad gjorde du efterfølgende?
”Allerede en måned efter tog jeg kontakt til en håndfuld af de kvinder, han havde haft relationer til. Jeg mødtes med dem, og det viste sig, at de havde præcis de samme oplevelser. Han havde endda brugt de samme ord om at putte dem i sin lomme, eller at han havde drømt om dem om natten. En anden var blevet smidt ud på præcis den samme måde som mig. Fællesskabet med de kvinder er et af de stærkeste, jeg har oplevet i mit liv. Det er et skæbnefællesskab. Jeg havde fuldstændig mistet min dømmekraft, så det at møde kvinder med samme oplevelse hjalp med at få dømmekraften på rette spor. Indtil da havde jeg været i tvivl om, om det var mig, der var noget galt med.
Jeg havde fysiske efterreaktioner. I mindst et halvt år efter bruddet blev jeg stadig påvirket af at tale om ham, for eksempel ved at mine hænder rystede. Det sætter sig i kroppen.”
Du var sammen med en mand, der var dig utro, og han fik lov til at afslutte forholdet. Kan du ikke godt forstå, hvis nogen tænker, at du bare er en bitter ekskæreste?
”Jo. Og jeg tror, at følelsen af, at den anden skal lide, den har jeg. Jeg har faktisk lidt et ønske om, at han ikke bare skal leve lykkeligt videre. Når jeg står frem er mit primære ærinde at sætte fokus på et fænomen, der lever alt for stille.”
Men er tilgivelse ikke også vigtigt?
”Jeg har ikke behov for at tilgive. Hvad ville jeg svare, hvis han spurgte mig? Ja, jeg kan tilgive dig, men jeg glemmer aldrig. I kristendommen er tilgivelse også selvkærlighed. Det tror jeg ikke på. Tilgivelsen gør mig ikke lykkeligere. Jeg bliver et lykkeligt menneske af at kunne hjælpe andre kvinder til at gå eller forstå processen. Og det gør mig enormt taknemmelig.”
Hvad har fået dig til at stå frem selv og samtidig lave en podcast om dysfunktionelle forhold?
”Jeg ser det som en opgave, jeg er blevet givet, måske af højere magter. Jeg tror helt klart, vi er sat i verden for at fuldføre en opgave, og jeg ser det her som en af mine opgaver i livet. Jeg vil gerne hjælpe i de her relationer, for jeg har noget at give af. Det anede jeg ikke for to år siden. Men det koster at stå frem, både i tid og retraumatisering, jeg har igen fået mareridt om ham.”
Du ser det som en opgave fra højere magter, siger du. Er du kristen?
”Jeg er mere spirituel end kristen. Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg har ikke et stærkt forhold til kirken, men kan godt lide kirkens ritualer og ro. Det er ikke så vigtigt for mig at forstå, hvor opgaven kommer fra, jeg vil hellere bruge min energi på at forstå fænomenet dysfunktionelle forhold.”
Hvad overraskede dig mest, da du talte med andre kvinder om deres oplevelser?
”Jeg troede, at jeg havde alle svarene og var igennem min proces. Men da jeg hørte deres ord, blev mit forståelsesfelt udvidet. Jeg opdagede et mønster, der gentog sig: at længes efter kærlighed.
Jeg fik også en erkendelse af, at et menneske på en og samme tid kan være ondt og godt. Jeg har prøvet at forstå min ekskæreste som ondskabsfuld. Men han har nok også været oprigtig, selvom hans reaktionsmønster ikke er normalt. Det giver mig en form for accept. Jeg kan måske bedre forstå hans adfærd.”
Så du har brugt det som en personlig helingsproces?
”Ja, det har været en gave at få lov til at arbejde med det. Jeg har fået måske 50 mails og sms’er fra kvinder og mænd, som har skrevet ’tusind tak, hvor er jeg taknemmelig’ eller ’jeg har pludselig fået øjnene op for, hvad jeg er i’. Tænk, at folk faktisk har fået det bedre af at lytte til podcasten. For mig er det revolutionerende i forhold til mit liv og min måde at være i verden på. Det er en åbenbaring for mig, at jeg skal hjælpe andre mennesker. Det gør ikke mig betydningsfuld, men det gør livet betydningsfuldt.”
Vil du kalde det psykisk vold, det du har oplevet?
”Ja. Jeg har været lidt forbeholdende med at bruge ordet vold, for jeg synes, det er voldsomt.
Men jeg reagerer fysisk traumatisk, når jeg bliver mindet om ham, så han har forvoldt et traume. Jeg har ikke nogen dokumentation, men jeg kan godt stå inde for at kalde det psykisk vold, og hans adfærd for narcissistisk.”
Vi har jo fået en lov om psykisk vold, men kommer det til at rykke noget?
”Jeg sad selv i Folketinget, da loven om psykisk vold blev vedtaget. Og jeg tror, der er signalværdi i det. Men måske skal vi finde et andet begreb, når nu det er så svært at bruge det ord for noget, der er utilstedeligt og krænkende. Det kan også være, at det bare er et spørgsmål om tid, før flere begynder at bruge det.”
Du har tidligere sagt, at psykisk vold, ikke forsvinder af en lov, men først når vi taler højt om det. Er en kriminalisering ikke den rette vej at gå?
”Jo, det synes jeg. Og der er helt klart også tilfælde, der er så systematiske, hvor man kan gå ind og dokumentere det og fælde en dom. Kriminalisering er bare ikke nok. Der er mange tilfælde som mig, hvor man ikke kan dokumentere det. Og man skal heller ikke kræve af kvinder, at de skal kunne dokumentere det.”
Kvinder, siger du – men der er vel også mænd, der bliver udsat for psykisk vold. Overser du ikke dem?
”Der er helt sikkert også mænd, der oplever psykisk vold. Jeg tror, at det er endnu sværere for mænd at stå frem, og at de finder det ekstra skamfuldt. De findes derude, og i min næste sæson af podcasten vil jeg have mindst én mand med, for jeg vil gerne være med til at nuancere billedet.”
Mener du, politikere har et større ansvar for at komme psykisk vold til livs?
”Lige præcis på det her felt var det et kæmpe skridt at få lavet en lovgivning. Nu har politikerne gjort deres arbejde. Vi har en samfundsmæssig opgave som mennesker. Vi skal se hinanden i øjnene og gøre opmærksom på, at det ikke er o.k. Regulering af etik og moral er imellem os som mennesker, det er ikke kun politik. Jeg har ikke behov for, at det skal bakkes op politisk. Jeg håber, at vi som mennesker kan tale hinandens mod lidt op.”
Men skal man ikke også passe på, at man ikke sygeliggør parforhold, som ikke lever op til idealbilledet?
”Jo. Men hvis et forhold er usundt, skal man overveje at gå fra det. For det første mener jeg, man skal vurdere konflikterne, for det andet lytte til sin intuition, for den tager ikke fejl, og for det tredje vurdere sin partner på gerninger, ikke ord.”
Kristeligt Dagblad har forelagt Carolina Magdalene Maiers ekskæreste artiklen med mulighed for at kommentere, men det har han ikke ønsket.