Ekspert i global politisk risiko: Den nye kolde krig kan blusse op inden længe

Meget tyder på, at Rusland og Vesten vil intensivere kampen om Ukraine. Derfor er verdens ledere nødt til at tænke på afværgende foranstaltninger, som kan sikre, at konflikten ikke eskalerer til en direkte konfrontation mellem Rusland og Nato, skriver amerikansk sikkerhedsekspert

Ekspert i global politisk risiko: Den nye kolde krig kan blusse op inden længe
Illustration: Morten Voigt

Der er gået godt tre måneder, siden Rusland indledte sit angreb på Ukraine, og spændingerne mellem Rusland og de vestlige lande har nået højder, der ikke er set siden Cuba-krisen. Den amerikanske præsident Joe Biden har anklaget den russiske præsident Vladimir Putin, som er leder af en atomsupermagt, for at stå bag et "folkedrab", kaldt ham en "krigsforbryder" og udtalt, at han "ikke kan forblive ved magten."

Ifølge den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin, forsøger USA nu at "svække Rusland" i sådan en grad, at landet ikke længere kan true sine naboer. Liz Truss, den britiske udenrigsminister, har kaldt krigen i Ukraine for "vores krig".

På begge sider af konflikten har ledere overskredet en række grænser, og det bliver svært at gøre om. Resultatet er en ny kold krig mellem Rusland og dets modstandere – en krig, der ser ud til at blive mindre global end dens modstykke fra det 20. århundrede, men også mindre stabil og forudsigelig.

Ian Bremmer

Amerikansk sikkerhedsekspert

Andre europæiske ledere har været mere forsigtige i deres ordvalg, men lige så klare i deres modstand mod den russiske aggression. "Uhyggeligt. Ufatteligt. Chokerende," sagde Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen efter at have besøgt byen Bucha i begyndelsen af april.

Konflikten har sat EU’s medlemsstater i højt militært beredskab og på dramatisk vis understreget de farer, der er forbundet med europæisk afhængighed af russisk energi. Overbærenheden med Putins tilbøjelighed til at anvende magt og bruge handelsaftaler som våben er forduftet, og det samme er modviljen mod at byde Ukraine velkommen i EU. Nato har indsat tusindvis af nye tropper langs den russiske grænse, og alliancen byder sandsynligvis snart Finland og Sverige velkommen indenfor.

I mellemtiden har russiske ledere ændret deres fremstilling af krigen radikalt – fra først at være en marginal "særlig operation" for siden at blive en "befrielse" af dele af det østlige Ukraine og nu en eksistentiel kamp mod Nato. Putin har anklaget USA og andre for at forsøge at "ødelægge Rusland indefra", og russiske ledere har ved flere lejligheder truet med at anvende atomvåben mod ethvert land, der vover at blande sig i konflikten.

Set i en sammenhæng udgør disse udviklinger en farlig, ny virkelighed. Tiden, hvor Ruslands krigsmål udelukkende bestod i at "afnazificere og demilitarisere" Ukraine, er forbi. Det samme er de dage, hvor den amerikanske regering og dens allierede regeringer begrænsede deres støtte til Ukraines kamp for at forsvare landets suverænitet og territoriale integritet.

På begge sider af konflikten har ledere overskredet en række grænser, og det bliver svært at gøre om. Resultatet er en ny kold krig mellem Rusland og dets modstandere – en krig, der ser ud til at blive mindre global end dens modstykke fra det 20. århundrede, men også mindre stabil og forudsigelig.

En ny kold krig

Den nye kamp mellem Rusland og USA bliver både mindre og mere farlig end dens historiske forgænger. For det første vil konflikten blive mindre truende, fordi Rusland, på trods af sit atomarsenal og enorme rigdomme i form af naturressourcer, udgør en langt mindre militær trussel mod Washington end Sovjetunionen gjorde i kølvandet på Anden Verdenskrig. Putins invasion har trods alt givet amerikanske og de allieredes embedsmænd et nærmere indblik i Moskvas betydelige militære mangler.

Set i lyset af den totale fiasko med Ruslands indledende offensiv mod Kyiv og Moskvas enorme tab på slagmarken – mod ukrainske styrker, der både var færre og havde dårligere våben – må de milliarder, Rusland har brugt på at modernisere sit militær i løbet af det seneste årti, enten være spildt, stjålet eller begge dele.

Dertil kommer størrelsen på Ruslands økonomi, som ved invasionens start var mindre end New Yorks, trods landets olie- og gasindtægter. Og det var før USA og de allierede indførte sanktioner, som nu forventes at føre til en økonomisk tilbagegang på 10-15 procent i 2022 – en recession, der uundgåeligt begrænser Ruslands evne til at påtvinge andre nationer dets vilje ved brug af økonomisk magt.

I modsætning til Sovjetunionens kommandoøkonomi, som beskyttede landet mod økonomisk krigsførelse, er Putins Rusland blevet afhængig af udenrigshandel og investeringer og knokler nu for at indfri sine internationale gældsforpligtelser. Rusland kan naturligvis også udnytte den gensidige afhængighed til sin fordel, hvilket Kremls nylige lukning af gashanerne til Bulgarien og Polen må ses som et udtryk for. Men mens Europa kan – og vil – overleve en afkobling fra Rusland, er Moskvas strategiske muligheder betydeligt mere begrænsede.

I løbet af det tyvende århundrede skaffede Sovjetunionens ideologiske appel Moskva gode venner og beundrere over hele verden, herunder Cuba og Nicaragua i Amerika, Egypten og Syrien i Mellemøsten, Cambodja og Vietnam i Sydøstasien og Etiopien og Mozambique i Afrika. Rusland i dag har imidlertid kun kunder og relationer præget af et afhængighedsforhold.

Selvom mange stater – herunder de fleste demokratiske lav- og mellemindkomstlande, såsom Brasilien, Indien, Indonesien og Mexico – forbliver neutrale og fortsætter med at handle med Rusland, er det kun Hviderusland, Eritrea, Nordkorea og Syrien, der har forsvaret Ruslands invasion i FN. (Venezuela ville også have støttet Rusland, hvis Caracas havde betalt sine FN-restancer og haft mulighed for at stemme.)

Selv Beijing har begrænset værdi som russisk allieret. Selvom den kinesiske leder Xi Jinping – efter sit ansigt-til-ansigt-møde med Putin lige før krigen – udtalte, at Kinas venskab med Rusland "ingen grænser" har, er Xi fortsat langt mere optaget af sin egen og Kinas fremtid end Putins. Beijing deler helt sikkert Moskvas ønske om at udfordre det, som de begge ser som amerikanske og europæiske bestræbelser på at holde dem tilbage, og Xi vil næppe fordømme Ruslands handlinger, med mindre der tages kemiske eller nukleare våben i brug. Men der er klart grænser for, hvor meget støtte Putin kan forvente fra Kina.

Om end Kina er en revisionistisk magt opsat på at undergrave USA's overherredømme, så har landet en kæmpe interesse i at bevare en global stabilitet. Legitimiteten for Xi og det kinesiske kommunistpartis styre afhænger af landets fortsatte økonomiske vækst – som igen afhænger af pragmatiske relationer med Beijings største handelspartnere, nemlig Europa, Japan og USA. Det er derfor usandsynligt, at Kina vil risikere en konfrontation ved åbent at overtræde de vestlige allieredes sanktioner eller yde direkte militær støtte til Moskva.

Og det samme gælder inden for handel. Selvom Beijing og Moskva er naturlige partnere – Kina har brug for russisk olie, gas, metaller og mineraler, og Rusland har hårdt brug for kinesiske kontanter – kræver det enorme, langsigtede investeringer i infrastruktur at flytte den tidligere europæiske eksport mod øst. Kinas økonomiske vækst er desuden allerede aftagende, og Beijings vilje til at påtage sig sådanne udgifter er betinget af meget gunstige vilkår fra Moskva. Kort sagt, på trods af Xis retorik om "ingen grænser" er venskabet med Rusland præget af klare politiske og økonomiske begrænsninger.

Desværre er det også her, de gode nyheder stopper for Washington og dets allierede. I modsætning til under den tidligere kolde krig er USA nu det mest politisk splittede og dysfunktionelle af medlemmerne i G7. Selvom demokrater og republikanere er enige om, at ukrainere fortjener våben, og russere fortjener sanktioner, og partierne også er enige om, at USA bør undgå en direkte konfrontation med Rusland, kommer denne interne politiske fordragelighed ikke til at vare længe.

Med udsigten til midtvejsvalget i november vil republikanerne fremhæve de skyhøje gaspriser og den rekordhøje inflation – og samtidig skildre Biden som en svag og ustabil leder, der "tabte Ukraine." Omvendt vil demokraterne forsøge at knytte det republikanske parti op på den tidligere præsident Donald Trumps mangeårige beundring for Putin og skepsis over for Nato. I takt med at europæerne ser de bitre partipolitiske intriger i USA vende tilbage, vil de med rette spekulere over, hvilken betydning det kommende valg vil få for Washingtons tilgang til både Rusland og NATO – især hvis Trump ender med at blive republikanernes præsidentkandidat i 2024.

En anden risiko består i de vestlige lederes stadig hårdere retorik om en ideologisk kamp mellem demokratier og autokratier. Både Biden og nogle af de europæiske ledere har f.eks. argumenteret for, at Rusland bør smides ud af G20-gruppen, som samler lederne fra verdens 20 største økonomier.

På trods af kyniske påstande om, at G20 ikke er andet end en geopolitisk fotomulighed, beviste det sit værd under den globale finanskrise i 2008, hvor det var et afgørende forum for samtaler mellem lande med forskellige politiske systemer og ideologiske værdier.

Da markederne kollapsede, indså G20-lederne, at de kun kunne reagere effektivt på de globale, økonomiske katastrofer, hvis ikke-demokratier og statskapitalistiske lande som Kina, Rusland og Saudi-Arabien sad med ved bordet sammen med avancerede industrialiserede demokratier.

Biden ser derimod ikke noget stort behov for at samarbejde på tværs af ideologiske grænser. I stedet for at fremstille konflikten i Ukraine som et diskret forsøg på at bekæmpe en angrebskrig, har den amerikanske præsident defineret krigen som en "kamp mellem demokrati og autokrati." Det klinger ikke godt i Xi Jinpings ører, og Kina vil naturligvis afvise sådanne bestræbelser på at skubbe Rusland ud af G20.

På gruppens topmøde i november skal Biden og de allierede ledere vælge mellem at sidde til bords med autokrater som Putin og Xi eller at gøre G20 dysfunktionelt på et tidspunkt, hvor globale trusler, der kræver kollektiv handling – såsom klimaforandringer, pandemier og udbredelse af nye disruptive teknologier, for blot at nævne nogle få – bliver stadig vigtigere. Udsigten til et sammenbrud i det multilaterale samarbejde er den største enkeltstående fare for verdensordenen siden Sovjetunionens sammenbrud.

En sidste grund til, at denne nye kolde krig vil vise sig at være farligere end den forrige, er den stigende sandsynlighed for, at Rusland vil ty til en virkelig destruktiv cyberkrig. På trods det asymmetriske forhold mellem Moskva og Washington set ud fra en traditionel magtmålestok, er Ruslands mest sofistikerede, digitale våben mere destabiliserende end de atommissiler, der truede USA og Europa i 1980'erne. Cybervåben kan ikke slå mennesker ihjel på et øjeblik, men de kan alligevel være enormt destruktive – og i stand til at gøre alvorlige skade på både finansielle systemer, elnet og anden kritisk infrastruktur. Vigtigere endnu er det, at stater er langt mere tilbøjelige til at bruge cybervåben end andre masseødelæggelsesvåben, fordi de er nemmere at bygge, nemmere at skjule, ekstremt svære at forsvare sig imod, og det er næsten umuligt at afværge brugen af dem.

Washington kan ikke føle sig tryg på grund af det faktum, at Putin endnu ikke har brugt de mest ødelæggende af disse våben. Effektive cyberangreb tager måneder, måske år, at planlægge, og krigen i Ukraine er kun lige begyndt. Ligesom USA og Europa reagerede på invasionen ved at straffe Rusland økonomisk, kan Moskva bruge sine cybervåben til at lamme USA og Europa politisk – ved at forsøge at påvirke kommende valg med stadig større og hyppigere bølger af misinformation.

Hvor bliver de afværgende foranstaltninger af?

Efterhånden som den nye kolde krig blusser op, må ledere begynde at tænke på afværgende foranstaltninger – det vil sige foranstaltninger, som er designet til at sikre, at konflikten ikke eskalerer til en direkte konfrontation mellem Rusland og Nato.

Da Cuba-krisen nær var ved at ende i en atomkatastrofe, udformede amerikanske, europæiske og sovjetiske ledere for eksempel fejlsikre systemer – våbenkontrolaftaler såsom INF-traktaten (the Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) og tillidsskabende initiativer som for eksempel Open Skies-traktaten – for at sikre, at proxy-krige rundt om i verden ikke ville udløse en Tredje Verdenskrig.

I dag findes der imidlertid ingen parallel til INF-traktaten for cybervåben og heller intet rammeværk til at forhandle og håndhæve en eventuel aftale. Der er desuden minimal tillid mellem den russiske præsident og de vestlige regeringer, og det er svært at forestille sig, hvordan (og hvor lang tid det ville tage) at opbygge tilstrækkelig tillid til at skabe nye regler og institutioner.

FN's Sikkerhedsråd er uopretteligt ødelagt, og uden realistiske alternativer i sigte er det bedste, lederne kan gøre at fortsætte med at kommunikere ærligt og respektfuldt om potentielle muligheder for at begrænse den hurtigt voksende skade, som konfrontationen mellem Rusland og Vesten kan påføre verden. Som det ser ud nu, står det internationale samfund tilbage med en krig, der ikke har nogen aftalte mekanismer, der kan begrænse dens udbredelse. 

Alligevel mener amerikanske og europæiske ledere, at de kan forhindre, at konflikten kommer ud af kontrol. De fortsætter med at indføre stadig hårdere sanktioner, sender dødbringende våben til Kyiv, deler efterretninger i realtid med Ukraines militær, tilskynder til yderligere Nato-udvidelse og taler om Ukraines europæiske fremtid. De taler, som om deres afvisning af at sende Nato-tropper ind i ukrainsk territorium og indføre en flyveforbudszone i dets luftrum virkelig vil begrænse risikoen for, at Rusland gør gengæld.

Men i virkeligheden ser Putin allerede alle disse handlinger som krigshandlinger. For USA og dets allierede er der en gevinst ved at implementere disse politikker, og Rusland har måske endnu ikke kapaciteten til at slå tilbage med stor kraft, men jo længere krigen varer, jo sværere bliver det for begge parter at undgå, at kampene eskalerer til en større konflikt.

Selvom Putin lader sig overtale til at afslutte krigen ved at sælge en lille landvinding i det østlige Ukraine som en historisk sejr for Rusland, vil det ikke betyde en tilbagevenden til den relative stabilitet, der eksisterede før den 24. februar.

Den nye kolde krig vil i så fald have en åben afslutning: Rusland forbliver underlagt de allieredes sanktioner på ubestemt tid og vil dermed kun have få handelsforbindelser med Europa, der kan tilskynde til tilbageholdenhed. En ydmyget Putin vil sandsynligvis sætte Natos beslutsomhed på prøve.

Rusland kunne for eksempel vælge at angribe de allieredes våbenkonvojer, træningscentre og lagerdepoter i Ukraine. Eller udføre begrænsede cyberangreb mod amerikansk og europæisk civil infrastruktur. Rusland kunne også eskalere sine misinformationskampagner for at undergrave kommende valg i USA og i de europæiske lande.

Eller måske afbryde gasforsyningen til flere europæiske lande og begrænse eksporten af kritiske råvarer. Midt i en voksende økonomisk krise ville Nato-ledere være under et enormt pres for at reagere på sådanne provokationer – hvilket medfører en risiko for yderligere eskalering.

Hvis Putin mister Donbass og dermed muligheden for at erklære sig som sejrherre over for sin befolkning, bliver risikoen for en eskalering endnu større. I sådan et scenarie kan Moskva overveje at bruge kemiske våben for at vende udviklingen eller angribe Nato-anlæg i Polen. Amerikanske og europæiske ledere kunne i så fald reagere ved at iværksætte direkte angreb på russiske aktiver i Ukraine eller indføre en flyveforbudszone. Washington ville optrappe sin sanktionskampagne, hvorefter russisk gas straks vil stoppe med at strømme til Europa. Begge sider ville blive fristet til at udføre destruktive cyberangreb på hinandens kritiske infrastruktur. Selvom det stadig er usandsynligt, ville brug af atomvåben og Nato-tropper ikke længere være utænkeligt. Uden noget forsvarsværk er der umuligt at sige, hvor denne nye logik kan føre hen.

Ian Bremmer er amerikansk politolog og ekspert i global politisk risiko-analyse. Han er stifter og præsident for Eurasia Group, et konsulentfirma med speciale i politisk risikoanalyse.

© Foreign Affairs

Oversat af Translated By Us.