Ellen Nielsen - »kvindernes mand«

ELLEN NIELSEN: I morgen er det hundrede år siden, at Ellen Nielsen åbnede en pigeskole i Kina. Skolen blev begyndelsen på den sydkinesiske kvindefrigørelse og er et af de fornemste resultater af dansk Kinamission i første halvdel af det 20. århundrede

Den 6. april 1903 åbnede Ellen Nielsen en pigeskole i Kina. Datoen er værd at mindes nu hundrede år efter. For skolen blev signalet til den kvindefrigørelse, der fandt sted i den sydlige del af Liaoningprovinsen. Et af de fornemste resultater af dansk Kinamission i første halvdel af det 20. århundrede.

Frigørelse i mere end én forstand, fordi betingelsen for optagelse var, at pigerne skulle have ubundne fødder. Et håbløst krav, da forbudet mod fodbinding først blev en kendsgerning efter kejserdømmets fald. Hvem ville vel gifte sig med en pige, der gik på store fødder?

Klasseværelset var en af Bolwigs stuer på missionsstationen i flækken Dagushan. I hans øjne havde Ellen Nielsen siden ankomsten i 1898 ikke bestilt andet end at vende op og ned på tingene. Det eneste faste var bjerget. Det store, enlige bjerg, der havde givet byen navn. Bjerget kunne hun ikke flytte. Havde heller ikke lyst til det, for hun elskede det. Damen, der måske var en herre, som mange kinesere sagde, fordi hun foretrak skjorte og slips.

Som barn mødte jeg hende ved en konference i Fenghuangcheng. Frygt-indgydende var hun at se på for en mindreårig. De buskede øjenbryn sad som udhæng over det rynkede ansigt. Der skulle jo holdes øje med både stien og de måske frække unger, der kom hende i møde.

Ellen Nielsen blev født 17. juli 1871. Hjemmet var en spåntækt hytte med lergulv nær Sejerøbugten. Et fattigt hjem, men efter en tid som strygejomfru i København blev hun med støtte fra KFUK uddannet som lærerinde på Zahles Seminarium. I 1897 meldte hun sig til Det Danske Missionsselskab. Hun ville være missionær i Kina.

Straks efter ankomsten til Port

Arthur i 1898, det nuværende Lüshun, rejste hun videre til Dagushan, byen ved det store, enlige bjerg. Her virkede hun til sin død i 1960.

Det, der gjorde mest indtryk på hende, var at se pigernes bundne fødder. Og Ellen Nielsen, der ikke var bange for nogen myndighed, talte pigernes sag på lavt og højt niveau. Kort efter opfordrede sognefogeden hende til at gå ind i kampagnen mod bundne fødder. Ellen propaganderede, og felttoget gav langsomt resultat.

I 1905 indviedes en ny og stor skole i østbyen. Den blev i 1914 udvidet med mellemskole og seminarieklasse. Dermed havde Ellen Nielsen fået fodfæste i folkets brede lag.

Af lutter medlidenhed havde hun i 1911 taget et par enker til sig. For dem oprettede hun en industriskole, hvor de kunne tjene penge ved at sy.

I 1915 kom den første børnehave i de tre nordøstlige provinser. Siden fulgte små landsbyskoler, der fik elever fra seminarieklassen som ledere. Faste stationer, der udvidedes med sommerskoler, hvor fattige børn blev undervist af frivilligt personale.

Mens børne- og ungdomsskolerne fik en sidestillet dansk og kinesisk rektor, så stod Ellen Nielsen som leder af industriskolen. En enorm virksomhed, der kom til at tælle 500 personer, mest kvinder og børn. Heri var ikke engang medregnet skolerne.

Det var noget, der ville noget. Her var afdelinger for broderier, kniplinger, strømpestrikning, vævning og silkeavl. Men der blev også plads til mændene. De fastansatte var i 1928 to bådfolk, fire snedkere, fire kokke, en møller, to rengøringsfolk, en fyrmester, en forvalter, to røgtere, en del løsarbejdere samt et par opiumsvrag.

Nye arbejdsløse håndværkere og fæstebønder kom til. Her var ingen af nutidens rationaliseringer og nedlæggelse af arbejdspladser. Ingen talte om at spare mennesker, mens alle talte om fortjeneste. Og narkomanerne blev stadig ikke smidt på porten. Det grå guld var ingen politisk floskel. For det skulle gå. Det skulle det jo, og så kan man ikke undvære hinanden. Ellen eksporterede til udlændinge og rige asiater så langt som til Australien.

Disse mange ansatte skulle have noget at leve af. Hun klarede problemet ved at blive kinesisk statsborger i 1931. Som borger havde hun ret til at købe jord, hvad hun så gjorde. Der blev dyrket majs og grøntsager. For at skaffe brændsel købte hun arealer med rørbevoksning i floddeltaet. Rør var det almindeligste fyringsmiddel, en vigtig indtægtskilde. Frugt fra egne frugttræer blev en anden.

Kineserne kaldte hele komplekset med huse, skoler og jord for »Ellen

Nielsen-landsbyen«, Niejiapuzi. Hertil kom kirken i 1921.

Selv blev hun den styrende i dette kirkelige u-lands-foretagende, hvor alle fik samme løn. Syv kineserdollar om måneden og gratis skolegang for børnene. I én forstand kan man kalde hende godsejer. I en anden ikke. Lige løn, hjem og arbejdspladser for samfundets udstødte er vel ikke det, vi normalt forbinder med en godsejer.

Ellen Nielsens tid i Kina blev langtfra romantisk. Siden 1903 havde røverbander hjemsøgt byen. De levede mest af gidseltagninger. I 1931 blev landet besat af Japan, og situationen var uholdbar.

Galt gik det, da japanerne i 1940

forlangte tilbedelse af solgudinden. I sommeren 1942 måtte skolerne lukke. Da krigen sluttede i august 1945 blev der jubel, og skolerne åbnede igen. Men så kom borgerkrigen.

I juni 1947 overtog kommunisterne Dagushan - og skolerne. Kristne, bud-dhister, muslimer og andre troende blev opfordret til at bekende deres religiøse fejltagelser. Naboer pressedes til at angive hinanden. Markarbejdet lå stille. Tidligt om morgenen den 18.oktober blev Ellen Nielsen og hendes to danske kolleger arresteret og ført til hver sin arrest. Korn, kreaturer og ejendele blev taget fra dem, så de kun beholdt det tøj, de gik og stod i. Efter 14 dage blev de løsladt. Men herefter måtte de gennem fem måneder leve af almisser fra befolkningen.

Mærkeligt gik det til. En ung kone kom med en hømadras. En gammel sendte synåle, tråd og lappeklude. En mand skaffede brænde til en lille kogekakkelovn. Mens en muslim kom med et vattæppe og noget oksekød, fordi hans søster havde gået på skolen. Frataget deres arbejde, søgte kollegerne om udrejsetilladelse til Danmark. Ved juletid i 1950 var Ellen Nielsen den eneste tilbageblevne danske missionær i Kina. Som statsborger havde hun besluttet sig for at blive.

Tre køer fik hun tilbage, så hun kunne koge og sælge mælken og opfylde kravet om »at producere«. Dertil kom en stump frugthave. Hun var nu fyldt 80, og det kneb med synet. Da hun i perioder havde forbud mod at gå i kirke, koncentrerede hun sig om at fortælle evangeliet hjemme. Kirkefremmede, udstødte og purunge soldater listede ind for at se den mærkelige, gamle dame og høre hende synge. Når hun selv blev træt, tog hjælperen fat.

Gennem illegale besøg, især dem, hun i brevene kaldte »de to«, holdt hun sig underrettet om de kristnes vilkår. Missionsbladets artikler om Kina kunne de derimod godt beholde i Danmark. De svarede ikke til virkeligheden, skrev hun. I stedet fik kineserne salmer, vækkelsessange og om sommeren blomster. Aldrig er der blevet sunget så meget ved foden af det enlige bjerg og aldrig uddelt så mange blomster som i 10-året 1950-1960.

Da Ellen Nielsen mistede synet, gik brevene via et hjælpsomt postbud til ambassaden i Beijing, som oversatte og sendte videre. Fra 1959, hvor hendes hjælper blev fængslet, kom brevene til mest at handle om fødevarer. Køerne var igen taget fra hende. Men sangene, som hun kunne udenad, sang hun for alle, der trodsede besøgsforbudet og hjalp hende.

Ellen Nielsen døde den 25. juli 1960. Efter hendes død blev alle hendes hjælpere straffet. Nu er hun forlængst rehabiliteret og mindes af gamle elever som den, der startede pigernes frigørelse. Hun var med til at sætte Danmarks navn på landkortet i denne del af Kina.

Estrid Nielsen er forfatter

og cand.phil. i kinesisk