Prøv avisen

Elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det

Er der noget bedre end en sommersøndag i regn foran fjernsynet? Jeg satte mig for endnu engang at se gudstjeneste i DR Kirken, som jeg har anmeldt et par gange med ret få stjerner som resultat. Så det var også med visse forbehold, at jeg blev hængende under tæppet.

Men de blev gjort ganske til skamme, for DR Kirken levede (næsten) op til sit forsæt: at være kirke for seerne. Ugens prædikant var Thomas Frøkjær fra Skivholme Sogn, og kirkerummet var i dagens teksts anledning pyntet med et ungt egetræ fra kirkegården.

Det var historien om lille Zakæus, der sidder i sit morbærfigentræ, som Thomas Frøkjær udlagde så fint og nærværende og levende. Med stille stemme fortalte han om den udstødte lille undermåler Zakæus, der søger tilflugt hos fjenden for dog at være noget, og via Morten Nielsens digt "Skæbne", der handler om Tykke, som altid mobbes og derfor vælger at blive nazist for at kunne slå igen med skrårem og Heil og våben i hånd, fik han Zakæus-fortællingen til at blive historien om os selv og hinanden, når vi enten driver hinanden op i træerne, fordi vi ikke kan lide de tykke eller anderledes, eller selv kravler derop for at gemme os for de andre.

Konen, der er blevet alene og ikke vil udstille sin ensomhed, og som derfor lukker sin dør og trækker gardinerne for. Den midaldrende mand, der er blevet overhalet indenom af udviklingen og en ny generation, og som nu sidder og stirrer tomt ud i luften i sin sofa. Forældrene, der aldrig kommer til arrangementerne på skolen, fordi de godt ved, hvis unger der er de værste. Træer er gode at gemme sig i, og vi gør det nok alle sammen indimellem, når vi føler os utilstrækkelige og uelskelige.

Det var illustrativt og pædagogisk og klart og virkelighedsnært, ligesom moralen var til at få øje på: at vi skal huske, at vi også har et ansvar for at få hinanden ned fra træerne igen, som Jesus gjorde med Zakæus. Ikke fordi vi altid har fortjent at komme ned, men fordi vi alle er bærere af barmhjertigheden og overbærenheden. Ja, som præsten sagde: "Elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det."

Det eneste aber dabei er det sædvanlige: Hvor er glæden hos menigheden og organisten og børnene? Hvorfor er det hele så pænt og hæmmet? Ja, jeg tænker, at det måske kunne være en idé med skilte ligesom i et tv-studie, hvorpå der står: "Klap" eller "Grin".

Her kunne der i stedet rundt om i kirken stå: "Glæd jer for Guds skyld Glæd jer !!!", så menigheden, der jo udmærket godt ved, at de er på tv, husker på det!

Søndagens næste program på DR 1 skulle man tro, Thomas Frøkjær havde valgt. En svensk tv- dokumentar af Thomas Danielsson om den smukke, lille, svenske pige Johanna, der hele sit liv har søgt tilflugt i træerne for at undgå mobningens grimme slag og tilintetgørelse. Et sønderlemmende portræt af et ensomt og forpint barn, der går igennem hele folkeskolen, uden at der er nogen, som reagerer på overgrebene. Det er først, da Johanna kommer på ferie på Mauritius som 15 årig, hvor hun oplever at blive set som det menneske, hun er, at hun kan komme ned fra sit mentale træ. Udsendelsen sluttede med sangen, som hun skrev til sin skoleafslutning: "Thank you for Nothing". Det var Zakæus i en lille piges klæder. Tak regn, for de to udsendelser!

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst i Korsør og foredragsholder