Jeg vil aldrig glemme sommeren i 1993. Vi havde året før på Nya Ullevi-Stadion chokeret hele verden og vundet europamesterskabet ved at slå Tyskland 2-0. Jeg var på besøg hos min moster i Göteborg og var i gang med at spille fodboldkamp med de lokale drenge. En blev fældet, og alle var enige om, at der var straffe. Før jeg nåede at sige et ord, pegede en blond, svensk dreng på mig og sagde: ”Lad ham danskeren skyde. Han er jo europamester”.
Der stod jeg så. En ung med minoritetsetnisk baggrund, en stolt dansker og smilede. For stolt var jeg. Ligesom nærmest alle danskere var, da landsholdet tog pokalen med hjem. Men allerede fra semifinalerne var Danmark nærmest over nat svøbt ind i rødt og hvidt. En eufori havde ramt vores lille andedam, og hold op, hvor var vi stolte af at være danskere. Ligegyldigt hvor jeg gik hen, stod Dannebrog højt til mast og blafrede i vinden.
En nationalfølelse var kommet til udtryk, og det var umuligt at finde en, der ikke var stolt af Danmark og de rød-hvide farver. Den sommer og et par år frem var vi stolte ”nationale” – uanset hudfarve, race og etnicitet.
Sådan er det ikke altid. Faktisk vil jeg sige, at vi danskere sidenhen har ramt et lavpunkt, når det kommer til at være stolte af vores nation, vores flag og det at være dansk. Aldrig før har jeg som nu oplevet et så splittet land i de mange år, jeg har boet i mit nye fædreland.
Nærmest på ugentlig basis hører jeg skuespillere, debattører, radioværter og så videre sige, at de skammer sig over at være danskere. Det er heller ikke unormalt, at Dannebrog anses som et nærmest racistisk symbol, der kun har til formål at splitte os.
Men undskyld mig, det at have en grundlæggende nationalfølelse burde jo være positivt. Desværre er det, som om at diskussionen om udlændinge- og integrationspolitik har taget nationalfølelsen som gidsel.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at visse grupper – og her tænker jeg på det identitetspolitiske segment – med vilje har lobbyet for at gøre nationalfølelse til ondskaben selv.
Det ses for eksempel, når Socialdemokratiets Rasmus Stoklund og Det Konservative Folkepartis Søren Pape Poulsen og andre politikere stolt bærer en dannebrogs-pin. Der går ikke mange sekunder, før man stempler denne form for forkærlighed til Danmark som forkert og negativ.
Men det nationale er ikke en forfærdelig ting. Alt har en negativ og positiv side, og jeg vil ikke sidde her og sige, at nationalisme og patriotisme er fantastiske ligegyldigt hvad. For jo, det danske flag bliver brugt politisk. Men med al respekt, så har politiske partier ikke patent på forståelsen af, hvad det nationale er og betyder. For mig er det at være dansk mere end stegt flæsk med persillesovs, race, stram udlændingepolitik, ghettopakke eller racisme. For mig er det nationale og patriotisme kærlighed til mit nye hjemland.
Det er symboliseret ved en kold øl i kolonihaven, Dronningens fødselsdag, glade minder fra sportsbegivenheder, folkeskolen, fødselsdage, grundlovsdag, demokrati, ytringsfrihed og frihed til at være en del af et fællesskab, ingen kan tage fra mig. Og netop den nationale fællesskabsfølelse er vigtig. Det er den, vi alle mærker, når landsholdet kvalificerer sig til slutrunder, når håndboldlandsholdet smækker de andre nationer, og når guldet kommer med hjem. Det er her, det nationale og patriotisme skinner igennem. Her er vi danskere ikke bange for at skrige ”Danmark, Danmark” højt og blafre med Dannebrog.
Mit håb er, at vi danskere snart indser, at det er positivt at være patriot, national og stolt af sit land. At vi kan skelne mellem dem, der politiserer, så vi sammen kan styrke sammenhængskraften. Tyskland oplevede lidt af den samme udvikling tilbage i 2006, hvor deres fodboldsucces igen fik mange tyskere til at flage med det tyske flag. Men deres forhold til det tyske flag og det at være tysk kan på grund af deres historie ikke sammenlignes med Danmark.
Jeg kan ikke undgå at tænke på deres løbende kamp med at vriste sig fri af de negative følelser, der er forbundet med kærlighed til flaget og det at være en stolt tysker. Desværre tror jeg, vi på nogle måder er ved at være der, hvor tyskerne var og er. Hvor modviljen mod at vise sin nationalfølelse er ved at brede sig. Ikke på grund af vores fortid, men fordi visse grupperinger er lykkedes med at forbinde Dannebrog og det nationale med det at være racist og ondskabsfuld. Den følelse skal vi have et opgør med. Dannebrog er folkets flag, og vi skal tage ejerskabet tilbage. Det samme gælder vores nationale fællesskabsfølelse. Vi er, selvom identitetspolitiske strømninger forsøger at bilde os det modsatte ind, ét folk og en nation under det samme flag. Hvis vi kan gøre det, så kan vi samle os, ligesom vi gjorde efter EM 1992. Og så kan det være, at flere af vores unge – og her tænker jeg ikke mindst på minoritetsetniske drenge og piger, som føler sig udenfor og er splittet mellem to kulturer – kan være stolte af at være danske.
Og nu, hvor EM spilles på dansk jord, så har vi muligheden – nej, en undskyldning for at skrue op for patriotismen. Og så håber jeg, at volumeknappen går i stykker, når vi fejrer et dansk mål, så den aldrig skrues ned igen.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.