I vore dage er det vistnok aldeles glemt, at maleren Emil Noldes kunst i årtierne efter Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 af toneangivende københavnske kunstnere, kritikere og museumsfolk blev nedgjort som betydningsløs »tyskerkunst«.
Dette forhold medførte, at Statens Museum for Kunst omkring 1920 ikke ønskede at modtage de værker af Nolde, kunstneren selv havde tiltænkt museet som gave.
Nolde drog konsekvensen af denne afvisning og valgte efter 1920 at blive tysk statsborger, idet han samtidig byggede sig et hus i marsken ved Seebüll nogle få kilometer syd for landegrænsen med udsigt til Tønders vandtårn og kirkespir mod nord. Allerede på dette tidspunkt havde han opnået international anerkendelse og berømmelse.
Elementer af dansk selvtilstrækkelighed i nutidens indvandrerdebat har således en tankevækkende baggrund i tilstandene i dansk kulturliv i årtierne efter 1920 og i den måde, Nolde blev behandlet på af det halvofficielle Danmark.
Emil Nolde er uomtvisteligt en af kunsthistoriens store skikkelser. En lang række af hans værker betegner højdepunkter i europæisk malerkunst, og hans arbejder handles i dag til svimlende priser.
I Hitlertiden blev der pålagt ham forbud mod at male, idet det nazistiske propagandaministerium i Berlin karakteriserede hans kunst for at være både »utysk« og »mindreværdig«. Nolde måtte derfor tilbringe årene fra Hitlers magtovertagelse i 1934 til Nazirigets blodige sammenbrud i 1945 i såkaldt »indre emigration« i sit herskabelige hus i Seebüll med overvåget forbud mod at male. Alligevel lykkedes det for ham i det skjulte at male talrige små akvareller, højdepunkter i hans livsværk som maler.
Med baggrund i Noldes »indre emigration« er det forbløffende at måtte konstatere, at Nolde havde været medlem af nazipartiet helt fra 1920´erne og frem til Det tredje Riges undergang i 1945. I virkeligheden forholder det sig nok sådan, at Nolde i sit inderste billigede sin egen »indre emigration«, alene fordi hans helhjertede optagethed af den nordiske »Blod og-jord-romantik«, i slægt med norske Knut Hamsuns ekstatiske livsforståelse, var forudsætningen for hans begejstring for de nationalpolitiske ideer, nazisterne i 1930´erne agtede at realisere.
Selv skal han til bekendte have sagt, at han sagtens kunne forstå, hvorfor nazisterne havde pålagt ham maleforbud. Hans kunst var ganske enkelt for unordisk til at tjene som forbillede for de malere, hvis opgave det nu var som kunstnere i et kommende storgermansk rige at forherlige det nordiske menneske i deres kunst. Set i et kulturhistorisk perspektiv er det imidlertid værd at mærke sig, at en lang række danske kulturpersonligheder såvel forfattere som journalister og malere nærede udtalt sympati for Hitler i 1930´erne og begyndelsen af 40´erne, og at de i lighed med Nolde var af den opfattelse, at personlig ufrihed i både kulturel og politisk forstand måtte være forudsætningen for skabelsen af den idealstat, Hitler var i færd med at oprette. Intellektuelle og kunstnere har ofte svært ved at skelne mellem utopi og almen medmenneskelighed.
Emil Hansen Nolde blev i 1867 født i den lille landsby Nolde lidt nord for den nuværende landegrænse ved Bylderup-Bov, hvor hans forældre havde en gård. Tidligt fandt han ud af, at han ville være maler, men besøgte aldrig et kunstakademi. Først omkring 1905 fandt han sin personlige malestil, der i sin voldsomme farvepragt og glødende intensitet kan betegnes som sensuel ekspressionisme. Inspirationen til denne udtryksform fandt han bl.a. på en rejse til Polynesien og i cafémiljøerne i Berlin, hvor han i reglen tilbragte vintrene. Før 1920 tog han og hustruen Ada, født i Ribe, adskillige år i træk ophold i et bondehus på Als sommeren over. Den nordslesvigske marsklandshimmels farvepragt ved solnedgang i storm og stille og blomsterne i sin egen have i Seebüll har han gang på gang skildret i olie og akvarel, ofte så intenst, at man bliver aldeles stille indeni ved synet af disse billeder.
I lighed med så mange andre på hans hjemegn var også Nolde som sagt lidenskabeligt optaget af nazismens ideer om det nordiske menneskes livsform som forbillede for resten af menneskeheden, opvokset som han jo var i et landsbysamfund, hvor ældgamle traditioner og et dybt konservativt livssyn dannede den mentale jordbund for landsbyboernes måde at forstå tilværelsen på også.
Dette forhold får Nolde til at udbryde: »En virkeligt inderlig, af hjertet gennemsyret kunst findes kun i de germanske lande.« Ydermere kundgjorde han, at »også i kunsten fremkalder raceblanding modbydelighed«. Ikke kun jøderne, men også englænderne nærede han dyb foragt for. Som bondefødt german så han hæmningsløst ned på storbyens mennesker, om hvem han sagde, at »de har vand i hovedet og lever skamløst som hunde«. Alligevel øvede alt det, som nazisterne og han selv fandt afskyvækkende, en magisk tiltrækning på ham, og når han var i Berlin, gik han aften efter aften på cabaret. Besøgene bar i kunstnerisk henseende overordentligt rige frugter.
At en del af hans malerier på trods af hans antisemitisme er befolket med udtalt jødiske fysiognomier i overvældende farvepragt, skal imidlertid ikke tages som et udtryk for en udvendig interesse for det fremmedartede i jødedommen. I virkeligheden var hans optagethed af dette stof et lidenskabeligt udtryk for både en dyb religiøsitet og en livsbejaende betagelse af lidelsen i den forstand, at der i denne eksisterer et opstandelseshåb.
Man kan om Noldes forhold til form og farve mene, at der i overført forstand er tale om en form for erotisk eksaltation, der havde sin oprindelse i pubertetsårenes maskuline seksualitet. Således fortæller han i selvbiografien, at han engang i høstens tid som stor dreng lå i en moden kornmark og knugede sig ind til den solvarme jord, som var den en kvinde. Jordens frodighed blev i hans kunst i manddomsårene til skildringer af såvel sensuelt lokkende kvinder som af lys og luft omkring netop jordens frodighed under skyers optårnen over landskaberne. På sin vis var form og farve i Noldes kunst et og det samme.
I 1902 giftede Emil Nolde sig med Ada Vilstrup, der omkring århundredeskiftet havde forsøgt sig som skuespillerinde i København. Uden hendes ukuelige tro på ham som maler var han utvivlsomt aldrig blevet til noget, og uden at kny delte hun fattigdommen i de mange år, hvor han på grund af stridigheder med personligheder i tysk kunstliv ikke fandt anerkendelse hos betydningsfulde gallerister. Lykkeligvis nåede hun at opleve velstanden, der fulgte med anerkendelsen af Noldes kunst, og som tillod dem at opføre huset i Seebüll. Ada døde i 1946 og blev begravet i en opkastet høj for enden af haven ved deres hus.
I 1947 giftede Emil Nolde sig med en 54 år yngre kvinde, den 26-årige Jolanthe Erdmann, der under krigen havde været sygeplejerske. Nolde døde i 1956 som en særdeles velhavende mand og blev bisat ved Adas side. Han døde barnløs og havde derfor testamenteret en del af sine værker til sin anden hustru, der nu bor i Heidelberg. I 1957 blev huset i Seebüll med den prægtige have, Nolde havde anlagt, åbnet som museum for hans kunst med skiftende udstillinger af akvareller fra hans umådelige skat af »umalede billeder«.
Sammenfattende kan man med rimelighed sige, at Emil Hansen Nolde i såvel fysisk som mental forstand i henseende til sin skæbne var et grænselandsmenneske. n