Dokumentar om Sovjetunionens sidste præsident er en stærk påmindelse om, at verdens gang kan ændres

DR-dokumentar maler sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, som en af verdenshistoriens tragiske helte

Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens sidste leder, fra 1985 til 1991.
Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens sidste leder, fra 1985 til 1991. . Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Sovjetunionens sidste helt.” Det er den flertydige titel på den tyske filmmager Werner Herzogs dokumentar, der blev vist onsdag på DR 2.

Manden, der har givet samtalerne titel, er Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens sidste præsident – og ja, helt. Både på den sovjetiske facon, man næsten havde glemt, hvor folk fik medaljer for fremragende mejetærskning i kolkhosen, men også på den klassiske eventyrfacon, hvor Gorbatjov som ung kommunistisk leder anlagde en anden stil end flertallet af kommunistiske ledere ved ikke at dyrke elitens privilegier.

”Bønderne elskede ham,” som det lyder i Herzogs speak til denne del af historien, der følger modellen for iscenesættelse af en helteskikkelse i en sådan grad, at det næsten er for meget.

Men Herzog er Herzog, og dér bliver dokumentaren selvfølgelig ikke stående, selvom Herzogs respekt og beundring for den gamle sovjetiske statsmand er tydelig hele vejen igennem. Mikhail Gorbatjov er en helt, men han er også en tragisk helt.

Hans virkelige bedrift er international, og vi får et interessant gensyn med både Thatcher og Reagan, der fandt personligt fodslag med Gorbatjov. Det var det fodslag hos to fremsynede ledere, der gennemførte en atomnedrustning i 1980’erne og sluttede den kolde krig.

At se klippene fra Reykjavik-mødet i 1986, hvor Reagan og Gorbatjov trykker hænder efter topmødet, som blev et gennembrud for nedrustningen, er som et postkort fra en svunden tid.

Fra før dengang håndtrykkene i Det Hvide Hus kun var til grin. Den ældre Gorbatjov noterer med fortrydelse, at der nu igen rustes op.

Gorbatjov ville demokrati – og mere socialisme, som han læner sig frem og siger med et glimt i øjet. Men den del af opgaven nåede han aldrig til. Han måtte gå af som præsident i 1991 for en stat, der ikke længere fandtes.

Jeltsin & co. tog magten, mere ubesindige og utålmodige typer, som Gorbatjov udtrykker det. I dag betragter nogle russere Gorbatjov som forræder. Hvad han kunne have fået ud af sit land, fik vi ikke at se. Hans personlige tragedie er, at hans kone Raisa døde i en ung alder, Gorbatjov er et ensomt menneske. På spørgsmålet om, hvad der skal stå på hans gravsten, citerer Gorbatjov en ven: ”Vi forsøgte.” ”Sovjetunionens sidste helt” giver ikke det fulde billede af Gorbatjov – heldigvis. Der er huller og gåder, der bliver stående. Hvordan lykkedes det for eksempel Gorbatjov at manøvrere sig i position i Sovjetunionens øverste ledelse, hvor den ene ældre og syge mand ellers afløste den anden dengang først i 1980’erne?

Hvorfor gik det, som det gik efter Murens fald? Men dokumentaren er en stærk påmindelse om, at verdens gang kan ændres. At det uventede kan ske. At stormagter kan have duelige ledere, der kan andet end tweete eller forlænge deres egen regeringstid ad infinitum.

Og en påmindelse om, at rigtige helte ikke nødvendigvis har held med det hele. Men verden ville være ilde stedt, hvis kloge mænd og kvinder ikke forsøgte.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.