Verdens-historien fuld af begivenheder, hvor den almægtige, kærlige og evige Guds indgriben ville være ønskelig. Men en sådan indgriben kan ikke erfares i virkelighedens verden. Primo Levi overlevede Auschwitz og spurgte sig selv og mange andre: hvor var Gud i Auschwitz? Det fandt han for sit eget vedkommende svaret på: Der er ingen almægtig og kærlig Gud. Og som konsekvens tog han sit eget liv.
Guds almagt er en kærlighedsalmagt
Det onde har temmelig frit løb, også i dag. Og det er der blevet tænkt meget over. Hvor kommer det onde fra? Nogle siger: Efter at Gud hengav sig helt og fuldt til den skabte verden, har han ikke mere at give. Nu er det op til menneskene at give ham.
Her er tale om en slags selvbegrænsning af Gud. Og man skal forstå Guds almagt som hans kærlighedsalmagt, for kun kærligheden er almægtig. Og Gud åbenbarer sig ved at komme til verden i mennesket Jesus Kristus. Elskende deler Gud sin magt med den af ham elskede skabning.
Her er altså tale om en åndelig magt. I Paulus brev til Filipperne, 2, 6-7 hedder det: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ikke for røvet bytte at være Gud lig. Men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig til døden. Ja, døden på et kors.
Kærligheen tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt
Her er tale om en total selvudlevering. Over for synspunktet, at Gud efter skabelsen ikke har mere at give, men nu bliver den modtagende, er det vigtigt at sige, at Gud ved selv i Jesus Kristus at gå ind i døden overvinder døden. Her på Jesu Kristi kors bliver Guds afmagt erfaret, som ikke ødelægger kærlighedens almagt. For derfor er kærligheden almægtig, fordi den, som Paulus siger, tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt (Paulus, 1. Kor. 13, 7).
I Johannes 1. brev, 4, 8 og 16 hedder det: den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Og vi har lært den kærlighed at kende, som Gud har til os, og vi er kommet til tro på den. Gud er kærlighed, og den som bliver i kærligheden, bliver i Gud. og Gud bliver i ham.
Ud fra denne gudstanke er det muligt på trods af Auschwitz at kalde Gud for en god Gud. For hvad fortjener at kaldes godt, hvis ikke kærligheden, som ikke viger tilbage for døden og derfor er stærkere end døden?
Jeg tror, at vi udmærket ved, hvad der godt, og hvad der er ondt. Men vi er på en eller anden måde med Paulus drevet af en drift: det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.