Lige fra barnsben har ordet ”Børnehjem” haft en ildevarslende klang. Selvom man aldrig kom i nærheden af at havne på børnehjem, vidste man fra film og bøger, hvilken vanskæbne det var at komme der.
Charles Dickens klassiker om børnehjemsdrengen Oliver Twist gjorde et udsletteligt indtryk, og selvom det foregik i 1800-tallets England, prægede den barnesindets opfattelse af børnehjemmet. Det var og er selvfølgelig et uretfærdigt, ensidigt og fortegnet billede af mange børnehjem.
Børn har brug for et hjem, og kan forældrene ikke give det, så må samfundet træde til. Men et børnehjem er altid en erstatning, og skrækken for børnehjem kom vel af den elementære frygt for at miste et hjem med forældre. ”Hjemme har børn, hvor fader bor,” hedder i det en salme – ganske vist om Gud fader og hans børn – men hvordan føle sig hjemme, hvis man ikke bor med far eller mor? Heldigvis er det sket for mange, takket været behjertede mennesker, som er trådt i forældrenes sted og har gjort børnehjemmene til gode og trygge hjem.
Men der er også andre børnehjem med andre slags voksne. Det blev man mindet om i første del af TV 2’s miniserie ”Der kommer en dag”. Oprindeligt en spillefilm af Jesper W. Nielsen, som havde premiere i april sidste år, hvor den opnåede status af fjerdebedst sælgende film.
Filmen/miniserien er baseret på virkelige begivenheder fra drengehjemmet Godhavn i Tisvildeleje, som i fiktionens verden er omdøbt til Gudbjerg. Man forstår, hvorfor filmen blev populær. Her er alle ingredienserne til et godt drama, det onde system og de trodsige rebeller, de umenneskelige og de menneskelige, tyranni og frihedsdrømme. Ja, lige fra begyndelsen er der centrifugale kræfter på spil.
Handlingen foregår sidst i 1960’erne. Der er ungdomsoprør og frigørelse i luften, Vietnam-demonstrationer på gaderne og rumkapløb, men samtidig sendes brødrene Elmer og Erik i den modsatte retning, tilbage til en mørk og brutal fortid, da de kommer på Gudbjerg som børn af en enlig og kræftsyg mor.
”Man tror, man kender hele verden, men der skal ikke så meget til, før man havner på en anden planet,” lød et kernecitat, og Gudbjerg fremstod virkelig som en anden planet. Vold, ydmygelse, seksuelt misbrug, kadaverdisciplin og frygtregimente, et mareridt af et børnehjem. Ikke just en god havn. Idéen er, at drengene skal tugtes til at blive nyttige samfundsborgere, og ingen fornedrelse er for grel, når de arme børn skal kues.
Det er oprørende. Det er ikke den sorte skole, det er den formørkede skole. Et himmelråbende autoritets- og magtmisbrug, og Godhavn var desværre ikke en enlig svale. Men det var jo dengang. Nu er vi blevet anderledes humane, empatiske og børnevenlige.
Beretningerne fra Godhavn/Gudhjem synes virkelig fra en anden planet, for ikke at sige en anden galakse. Vel kan man aldrig gardere sig mod misbrug, men systemet har ændret sig trods uundgåelige brodne kar. Nu er der til gengæld stigende problemer med børns og unges vold mod lærerne. Autoritetstro kan føre til vold, men det kan manglende autoritetstro sandelig også.
Ak ja, oppe af den ene grøft falder man let i den anden.
Jesper Bacher er sognepræst.