En bøn fra kirken til Folketinget. Tag jer nu sammen

Kirkeligt set

@Fotobyline:Tegning: Peter M. Jensen
@Fotobyline:Tegning: Peter M. Jensen

I Kristeligt Dagblad den 23. februar foreslås det af to biskopper, at kirken skal have sit eget råd, et nyt "beslutningsorgan". Og det ender det vel også med, at man får, siden man gang på gang gentager forslaget under forskellige navne: synode, kirkeråd og så videre.

Denne gang er det spørgsmålet om vielse af homoseksuelle, der står på dagsordenen. De to biskopper er ganske vist rygende uenige om spørgsmålet, en vil slet ikke se homoseksuelle ved brudeskamlen, mens den anden synes, at det er en god idé, hvad det jo også er.

Og ikke blot det, men man kan ikke hverken i det lange eller det korte løb have en sådan ulighed mellem, hvad man kan verdsligt på rådhuset, og hvad man gør i kirken.

Sagen er jo den, at jo længere tid, der går, jo mere pinligt bliver det, at vi ikke har sørget for ligestilling for længst mellem heteroseksuelle og homoseksuelle. Dette vil i et nyt kirkeligt "beslutningsorgan" yderligere blive udstillet gennem alenlange diskussioner mellem "klassiske kristne" (læs pietistiske mørkemænd) og måske nogle fornuftige mennesker på den anden side.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men i øvrigt er det et lovgivningsspørgsmål, hvem der må vie i Danmark, og derfor ligger bolden hos Folketinget. Og ærlig talt, nu må man til at tage sig sammen og finde ud af, hvad man vil. Men det høje ting er blevet grebet af en angst for at bestemme ret meget og da slet ikke omkring det religiøse, og det betyder, at man er helt handlingslammet og intet tør foretage sig.

Det var da godt, at vi havde et helt anderledes Folketing i 1947, der med hår på begge bryster tog sig sammen og indførte, at kvinder kunne blive præster i den danske folkekirke. Ellers havde vi nok siddet og fedtet med denne sag den dag i dag.

Man vil gerne have klarere retningslinjer i kirken, siger tilhængerne af et kirkeligt beslutningsorgan. Hvad skulle det hjælpe, når man er indædt uenige og skilt ad i et stort tilhængerflertal og et lille, benhårdt modstander-mindretal? Mon beslutningsorganet vil have en beroligende indflydelse på de stridende parter? Når man ser på, hvorledes kirkefolk med stor vellyst forsøger at skære hovedet af hinanden, så melder tvivlen sig om det beroligende i et sådant organ.

Ja, men højrefløjen vil gå ud af kirken, frygter man, hvis man indfører kirkelig vielse af homoseksuelle. Ja, det er jo et tab, som man må tænke længe og dybt over. Heldigvis holder man ikke altid, hvad man lover. 514 præster skrev i 1947 under på en liste, hvor de tilkendegav, at de var parat til at nedlægge deres embede, hvis kvinder fik adgang til præstestillinger. Lykkeligvis havde vi dog glæde af alle 514 endnu i mange år efter lovens vedtagelse.

Men kan det ugudelige folketing, hvor kun 70 procent af medlemmerne også er medlemmer af folkekirken, træffe sådan en beslutning? Ja, det kan Tinget, for det er verdslige sager som ægteskabet, der skal træffes beslutning om.

Luther havde en lære om de to regimenter, det verdslige og det åndelige, og han advarede mod at blande dem sammen. Derfor kunne kongen være kirkens overhoved og have råderet over kirkens legeme, men ikke over dens ånd. Og derfor satte man en stiftsamtmand ved biskoppens side, så man var sikker på, at der i hvert fald var styr på økonomien. Det var og er en ordning, der af og til kan kræve en vis balancegang, men den er ikke moden til pensionering endnu.

Så tilbage til Folketinget: Kom nu i gang! Kirken kan ikke være tjent med at stå som en diskriminerende institution. Nu må den have lov til at gifte bøsser og lesbiske.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen