Prøv avisen
Debat

Digter: Hvis jeg var imam...

Kamal Ahmane. Privatfoto.

"Hvis jeg var imam, ville jeg ikke lade mit skæg gro. Jeg ville respektere alle uanset deres tro." Sådan indleder digteren Kamal Ahmane sit indlæg

Hvis jeg var imam, ville jeg ikke lade mit skæg gro. Jeg ville respektere alle uanset deres tro. Med gode råd ville jeg stå rede. Jeg ville ikke opfordre kvinder til at bære tørklæde. Jeg ville lade mine døtre finde deres kærlighed og gifte sig uden tvang.

Jeg ville lade dem nyde deres frihed og tilfredsstille deres dybe trang. Jeg ville lade dem bestemme og lade verden høre deres stemme. Jeg ville lade dem gøre deres entré på livets vidunderlige scene. Jeg ville lade dem le, danse, synge og nynne.

Hvis jeg var imam, ville jeg ikke være misogyn, og jeg ville ikke have et middelalderligt kvindesyn. Kvinder skal ikke gives væk til arv og eje, og deres liv skal ikke bestå af røgt og pleje.

Hvis jeg var imam, ville jeg fortælle børnene, at Gud er den samme. Jeg ville lære dem at elske og kramme. Jeg ville lære dem at tolerere og rumme. Jeg ville opfordre dem til at søge viden, så de ikke bliver dumme.

Jeg ville fortælle dem, at religioner ikke skal være i strid og splid i vores moderne tid. Jeg ville fortælle dem, at religioner ikke skal splitte individer og nationer. Jeg ville fortælle dem, at ingen må slå ihjel eller lide afsavn i religionens navn, og for menneskeheden skal man altid være til nytte og gavn.

Hvis jeg var imam, ville jeg være doktrinær, og jeg ville fortælle, at straf ikke skal hænge på børnenes små hoveder som et damoklessværd.

Hvis jeg var imam, ville jeg ikke sende en fatwa mod en digter eller en tegner. Jeg ville nyde digternes poetiske univers og lytte til deres skrigende vers. Jeg ville lade dem ytre sig frit og pirre deres skriveappetit.

Jeg ville grine, når en tegner karikerer statsledernes krop, formindsker diktatorernes ansigt, kritiserer herskesyge konger og deres afkom, forstørrer skrankepavernes vom, forlænger imamernes skæg og spidser blodsugernes tænder.

Hvis jeg var imam, ville jeg være et fyrtårn, der oplyser og belyser i mørket frem for en mørk lyseslukker. Jeg ville prædike kærlighed og næstekærlighed. Jeg ville angle efter danskhed og beherske det danske sprog comme il faut, og jeg ville kun prædike på dansk.

Jeg ville elske Dannebrog, flirte med danske traditioner og heppe på landsholdet. Jeg ville læse Piet Heins geniale gruk, som er ligesom et kunstværk af stuk. Jeg ville fordybe mig i Grundtvig og prøve at synge en salme. Jeg ville lære Danmarks historie. Jeg vil lære om Gorm den Gamle og Dronning Thyra, om Christian den Fjerde og Tycho Brahe, om Harald Blåtand og Svend Tveskæg og om Odin, den nordiske gud.

Jeg ville elske Danmarks festuger, byfester, festivaler og sommerfester. Jeg ville elske Danmarks solsorte og nattergale og nyde deres fløjtetoner. Jeg ville elske Dronningens nytårstale og skovbundens anemoner. Jeg ville elske Danmarks forfattere og deres bøger. Jeg ville elske Danmarks byer, landsbyer og øer, og jeg ville prale og værne om Danmarks idealer.

Hvis jeg var imam, ville jeg boykotte Saudi-Arabien – et land, der sætter sig til dommer og ønsker, at alle retter sig efter dets normer. Deres oliepenge kurtiseres overalt, og Vestens fejhed er købt og betalt. Deres politiske islam skal bekæmpes.

Hvis jeg var imam, behøvede jeg ikke tage på pilgrimsfærd til Mekka. Jeg ville ønske, at alle de fattige lande skiftevis fik gavn af Mekkas milliardindtjening. Jeg ville ønske, at Guds hus skifter plads og roterer mellem muslimske lande.

Hvis jeg var imam, ville jeg ikke følge eller lytte til Saudia-Arabiens store muftier, Irans uhøviske mullaher, golfstaternes enevældige konger, excentriske sheiker og arrogante emirer eller Mellemøstens urørlige despoter.

Hvis jeg var imam, ville jeg ikke tage Koranen bogstaveligt. Jeg ville ikke hævde, at alle svarene findes i bogen, ligesom jihadisterne gør og hævder med deres evige omkvæd, at det kun er Allah, der ved.

Hvis jeg var imam, ville jeg leve i nuet, og jeg ville ikke elske døden mere end livet. Jeg ville hædre kærligheden mellem mennesker uanset deres seksuelle orienteringer, og jeg ville vie alle slags ægtepar.

Muslimerne er ikke en homogen gruppe, hvor alle lever, tænker, spiser, sover og drikker på samme made. Der findes både rabiate og moderate, praktiserende og demokrater, wahhabiter og salafister, apostater og ateister, vantro og renegater, jihadister og Allahs soldater, banditter og terrorister, homofobe og homoseksuelle, konvertitter og teokrater, tynde og tykke, langskæggede og glatbarberede, sekulære og fredelige, pålidelige og medmenneskelige, almindelige og kærlige, kriminelle og dårlige.

Hvis jeg var imam, havde min verden ikke noget at skjule, netop fordi jeg ikke har en perniciøs dagsorden eller en kontroversiel færden og gebærden.

Kamal Ahmane, digter med algiersk baggrund, Gartnerparken 24 C, Trige