En beslutning

”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.”

Lukasevangeliet 12, 32

Der var barnedåb i Sct. Clemens kirke på Bornholm for mange år siden, og der blev prædiket over ordene ”Frygt ikke, du lille hjord”, som vi hørte i kirken i går. En storebror til dåbsbarnet var med i kirken og hørte ordene, men troede, de handlede om en lille hjort. Det var da synd for den lille hjort, syntes han.

Lad os bare et øjeblik blive i denne misforståelse!

For tænk, at Gud har besluttet at give sit rige til sådan en lille hjort, som ligger i vejkanten og er fuldstændig hjælpeløs!

Nu er det jo en anden slags hjord, der er tale om.

Den lille flok mennesker, som følger vor Herre Jesus i tro, får her stillet Guds rige i udsigt.

Men det svage, hjælpeløse – det er nu det samme, og det gælder også beslutningen.

Der er så meget, vi mennesker kan beslutte. Jeg kan beslutte, at jeg vil tage på en rejse til Venedig eller Rom eller et helt tredje sted. Jeg kan beslutte, at jeg vil tabe 10 kilo, og det er alt sammen fint nok. Det er måske besværligt og hårdt, men det lader sig dog gøre.

Men den beslutning, som Gud har taget, når det gælder den lille hjord, er anderledes. Det er nemlig en beslutning, som koster rigtig dyrt.

”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,” siger Bibelen. Ikke alene gav han sin søn til verden, men sønnen måtte ofre sig helt og fuldt. Hvad var målet? Jo, målet var frelse. "For at enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Gud vidste, at der var en ulv, som var ude efter den lille hjort! Dom og fortabelse var den eneste fremtid, som ventede. Derfor måtte han gribe ind.

”Frygt ikke, du lille Hiord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget,” står der i en gammel bibeloversættelse, jeg har på hylden. Behageligt – det klinger sært i vore øren, men meningen er jo, at han havde det som sit dybeste behag at ofre sig for at frelse den svage, hjælpeløse skare.

Se, derfor er det vigtigt, at den lille skare er optaget af denne frelse! Faktisk er intet mere vigtigt.

Frede Møller er pastor emeritus.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.