En dag i et liv: Min far blev taget til fange af Gestapo i 1944 og døde, inden jeg blev født

Under dække af en falsk luftalarm gennemførte den tyske besættelsesmagt den 19. september 1944 en storstilet aktion mod dansk politi. Operationen gik under kodeordet Möwe (måge). Denne dag blev cirka 2000 danske politifolk fra landets større byer tilfangetaget og deporteret til tyske koncentrationslejre

Navnene på de danske politifolk, der døde i perioden 1940-1945, 
er samlet på mindetavlen på Københavns Politigård. Nederst til højre for døren ses pladen for Adolf Robert Mogensen.
Navnene på de danske politifolk, der døde i perioden 1940-1945, er samlet på mindetavlen på Københavns Politigård. Nederst til højre for døren ses pladen for Adolf Robert Mogensen. . Foto: Politimuseet.

Så sent som på min fars 30-årsfødselsdag den 4. november 1945 følte han sig kun så nogenlunde rask og rørig. Han kunne stadig mærke en vis stivhed i kroppen efter sit knapt otte måneder lange, ufrivillige ophold i Tyskland. Han var politimand og var sammen med hundredvis af andre i de større byers politikorps arresteret og deporteret til tyske koncentrationslejre den 19. september 1944.

Nu så han så frem til julens fred og ro, hvor han glædede sig til at kunne være sammen med sin lille datter, Elsa, på tre år og sin unge smukke kone, Lilli, som var tre måneder henne i sin nye graviditet, efter at de havde tilbragt en helt berusende dejlig sommer på hans forældres ejendom Houmarksgården ved Hinnerup nordvest for Aarhus.

I 1945 kunne julen atter fejres i familiernes skød under trygge og ikke mindst frie forhold. Det var dog ikke alle danske familier beskåret at kunne invitere julefreden indenfor på denne første juleaften efter Anden Verdenskrig, som for Danmarks vedkommende var sluttet for over et halvt år siden den 4. maj 1945.

For mange danske familier betød radikaliseringen af krigshandlingerne i krigens sidste halvdel fra august 1943 til maj 1945 en belastet og svær tid. Det politiske samarbejde med den tyske besættelsesmagt måtte høre op og skrinlægges på grund af et stigende folkeligt ubehag ved statsministrene Buhls og Scavenius’ fremkommelige og for sidstnævntes vedkommende næsten vennesæle omgang med besættelsesmagtens ledende personer.

Den folkelige kamp mod de tyske besættere antog således fra den 29. august 1943 under Frihedsrådets direktiver mere militante former som et probat modsvar på besættelsesmagtens henrettelser af danske borgere, forøgelsen af presset mod de danske jøder samt en række yderligere stramninger mod det danske folk. Hvad det sidste angik, stillede den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, således en række uantagelige krav til det danske politis opgaver. Modviljen over for Bests krav resulterede i Aktion Möwe (Operation Måge), tilfangetagelsen af dansk politi om formiddagen den 19. september 1944 og den efterfølgende deportation til Tyskland.

Min far, Adolf Robert Mogensen, gjorde tjeneste hos Kriminalpolitiet i Aarhus på hjørnet af Vester Allé og Marstrandsgade i ejendommen Vester Allé 7. Foruden adressen på Vester Allé rådede Aarhus Politi over tre andre tjenestesteder i byen. Herunder blandt andet Politistationen på Domkirkepladsen. På slaget klokken 11 den 19. september 1944 blev alle fire tjenestesteder stormet af svært bevæbnede Wehrmacht-soldater. Lignende aktioner fandt sted overalt i landet. De omtrent 2000 tilfangetagne danske politifolk blev først ført til et kortvarigt ophold i Frøslevlejren på den danske side af grænsen for nogle dage senere, den 25. september, at blive overført til kz-lejren Neuengamme ved Hamborg. Herfra blev de medio oktober flyttet igen og anbragt i kz-lejren Buchenwald, nær Erfurt og Weimar. I december 1944 udvirkede dansk diplomati, at 200 syge betjente kunne komme tilbage til Danmark. De resterende blev anbragt i krigsfangelejren Mühlberg.

Efter krigens ophør blev der opsat mindeplader over danske politifolk, der var omkommet som følge af tysk fangenskab. Min fars navn figurerer her både i det monumentale byggeri, Politigården, i København og på stationen i Aarhus. Da sidstnævnte, politistationen i Aarhus, flyttede til et nyt domicil for en del år siden, valgte man imidlertid at tage mindepladen med til det nye sted. Men hvor mindepladen tidligere ved sin placering i stationens vestibule henvendte sig til offentligheden, ja, så er den nuværende placering alene til glæde for de ansatte på stationen. Og det var vel ikke lige meningen?

Natten mellem den 16. og 17. december 1945 gik den vordende mor, Lilli Ingeborg Mogensen, rundt i sin lille toværelseslejlighed i Aarhus og havde det rigtig skidt. Nerverne stod på højkant, hun græd uafbrudt og var flere gange ved at kaste op, fordi gråden sad hende i halsen.

Den vordende mors bekymrede hvileløshed skyldtes, at hendes mand, min far, få dage forinden var blevet indlagt på sygehuset med en dyster prognose. Familiens egen læge havde slået det hele hen. Hendes mand havde blot pådraget sig en alvorlig influenza, som havde sat sig på lunger og åndedræt. Hun skulle holde op med sit hysteri, se at få sovet lidt og så vente med at besøge ham til i morgen. Den vordende mor var imidlertid desperat, familielægens godlidenhed fandt hun ikke troværdig. Der var noget andet på spil. Hun kunne se det i hans øjne, da hun havde besøgt ham om eftermiddagen. Han havde kigget så intenst på hende – ja, næsten sådan lidt vildt stirrende, som man sommetider kan se hos dyr, umiddelbart før de får nådestødet. Der var ligesom ikke rigtig noget liv tilbage i hans øjne, kun en uafvendelig frygt – en uafvendelig, stirrende dødsangst.

Hun var blevet bange, rigtig bange. Og da hun tog bussen hjem ved 17-tiden, svor hun at kigge op til ham igen i løbet af aftenen, når hun havde fået puttet deres lille datter på tre år. Hun havde allerede fået det arrangeret, så hendes mor og far ville komme og passe den lille, mens hun tog op på sygehuset igen.

Inden hun tog af sted, lavede hun en termokande med varm te, som hendes mand skulle have, når hun kom derop. Og så havde hun købt tre af de kager fra bageren i Ørumsgade, som hun vidste, at han elskede. Han skulle have de to, og hun den ene. Ikke fordi hun havde særlig lyst til kage, men fordi hun ville holde ham ved selskab. Hygge lidt om ham og stryge ham over håret. Kysse ham blidt på kinden og fortælle ham, hvor højt hun elskede ham. Hun ville tale om den dejlige sommer, de havde haft.

Dengang ude på engen, hvor han havde overtalt hende til, at de skulle være sammen nede ved søen, under træet, som hældede faretruende med sine lange sorte grene ud over vandet. Det havde strejfet hende, da hun lå med ansigtet vendt mod himlen, at de sorte grene lignede arme, hænder og fingre, der ligesom rakte ud efter ham. Hun slog det hen, så på ham og smilte. Han havde været i så godt humør hele dagen. De havde talt om fremtiden, nu hvor krigen var på afstand, og alt tegnede lyst og godt. Hun tænkte ved sig selv: ”Det her er den lykkeligste dag i mit liv.”

Bare en måned senere begyndte han imidlertid at klage over, at hans øjne var så tørre, at han sommetider havde svært ved at synke, og at han ofte vågnede midt om natten drivvåd af sved. Hun tænkte ved sig selv, at godt nok var han robust og stærk, men han havde måske set et og andet dernede, som han ikke ville fortælle alt om. Man hørte jo så meget. Og ikke alle, der kom hjem, var helt de samme, som før i tiden. Opholdet i Tyskland var vist ikke ligefrem nogen feriekoloni, selvom han og hans kammerater ikke sådan direkte havde lidt fysisk nød. Når hun spurgte til, hvordan han havde haft det i Tyskland, slog han det hen og sagde: ”Skal vi ikke snakke om noget andet, noget sjovere - det er jo overstået nu.”

I november var min fars sygdom blevet værre. Han blev indlagt den 29. november, men ingen kunne rigtig sige, hvad han fejlede. 16. december trak han kun vejret stødvis. Hun var kommet tidligt på aftenen. Teen, hun havde med, rørte han ikke. Da hun viste ham hans yndlingskager, så han svagt op på hende. Hun syntes at genkende et lille smil. Måske var det ikke rigtigt, måske var det bare noget hun ønskede, noget hun bildte sig ind.

Klokken cirka 23 faldt han hen i en dyb, urolig søvn. Hans vejrtrækning var stødende og abrupt. Han hikstede af og til, når han ikke fik luft nok. Hun lagde sig ned ved siden af ham, holdt om ham og kyssede ham stille på hans ubarberede kind. Det var som om, hun kunne høre ham sige et eller andet, eller i hvert fald forsøge på det. Sådan lå hun, halvt sovende, halvt døsende, den lange nat mellem den 16. og 17. december for over 75 år siden.

Da morgensygeplejersken kom ind og trak gardinerne fra de store vinduer, var hans åndedræt svagt. Ved stuegangen klokken 9 bad overlægen hende gå udenfor et øjeblik. De kaldte hende ind på stuen igen, da de skulle til at gå, idet de betonede, at hendes mand havde brug for absolut ro. Hun satte sig på en stol ved siden af sengen, tog hans hånd i sin og stirrede tomt ud i luften. Hun må imidlertid havde blundet et par minutter, for hun for forskrækket op, da hun mærkede, at hans hånd blev kold og bleg. Hun lagde øret til hans mund for blot at konstatere, at han ikke længere trak vejret.

Den fremtid, der havde syntes så lys og åben, dengang i sommer ude på engen, kendte hun ikke længere. Hun kendte ingen verdens ting længere. Og dog. Noget kendte hun stadig. Hun kendte stadigvæk det liv, hun bar i sit skød, det endnu ufødte, men skabte lille menneske, som hun bar på.

Hun smilte stille hen for sig. For første gang i umindelige tider lyste hendes ansigt ganske svagt op: ”Bliver det en dreng, skal han have sin fars navn.” Det er så smukt og ringer så dejligt i mine øren, når jeg hører nogen sige: ”Robert, kom lige herhen, så skal du bare høre, hvad din farfar kan fortælle.”

Robert Frede Mogensen er arkitekt.