I lørdags afsluttede DR den store serie ”Historien om Danmark”, der i ti afsnit har forsøgt at tegne et billede af os og nationen fra dannelsen af landet til det 20. århundrede. Det har været et overvejende vellykket projekt, der har repræsenteret en prisværdig intention om at undervise befolkningen i egne rødder og vore forfædres gøren og laden.
Meget er blevet udeladt, som det jo må være, når man skal presse så meget stof ind i så snævre rammer, men det er dog tankevækkende, at en bestemt dimension ved menneskelivet i denne serie har været nærmest negligeret. Der er stort set intet åndsliv tilstede. Det er den politiske og materialistiske historie, der er blevet fortalt med fokus på kongens position, diverse krige, demokrati, folkeopstande og voksende velfærd.
Vi har næsten intet indblik fået i kunst, litteratur, filosofi eller teologi, og decideret provokerende blev det, da man præsenterede 1800-tallet uden at vie Søren Kierkegaard, H. C. Andersen og Grundtvig anden opmærksomhed end konstateringen af, at de engang eksisterede. Ingen eventyr, ingen salmer, ingen højskolebevægelse og ingen ”hiin Enkelte”, hvormed der sendes et kraftigt signal om, at danskerne primært er formet af politiske beslutninger og en ret éndimensionel dyrkelse af frihed og rettigheder.
Det er et menneskesyn, der er kendetegnede for den moderne europæiske mentalitet, hvor den religiøse og åndelige dimension ved kulturen ikke anses for særlig livsvigtig, hvilket netop – kunne man hævde – kan ses som tegn på, at vi ikke værner så meget om denne kultur, som vi selv tror.
Den eneste forfatter, der virkelig fik lov til at fylde i serien, var Ludvig Holberg, der blev brugt som perspektivering af oplysningstiden, og det er typisk for DR at fremhæve netop dén tænkning som basal for danskerne, mens de store kristne ånder kun nævnes i en bibemærkning.
Oplysningstiden dyrkes rutinemæssigt som det store humanistiske grundlag for vores moderne tilværelse, og det er ikke mærkeligt, at det ofte i dag kniber med at beskrive de såkaldt danske værdier, når vi skal portrættere vores egenart midt i kulturmødet.
For vi er opdraget til at se os selv i lyset af begreber som lighed og frihed – de grundlæggende europæiske værdier, der dog ikke forslår, når man skal forstå, hvad der i særlig grad kendetegner det danske. Og når DR kan producere en ambitiøs historisk serie helt uden at beskrive, hvad Grundtvig har betydet for definitionen af dette at være et folk, har vi en del af forklaringen på den rådvildhed, der melder sig, når mange i dag skal definere, hvem vi er.
Forudsætningen for at gøre de dybere tanker er sjældent til stede, for vi lever med et overvejende materialistisk menneskesyn, hvilket ”Historien om Danmark” alle sine kvaliteter til trods har været med til at stadfæste endnu engang. Man kunne næsten ønske, at DR lavede en serie mere. Denne gang om hvad kunsten og religionen og de store tænkere har gjort ved os. Det er nemlig en anden historie.