Prøv avisen

En dansk muslims bekendelser

KOMMENTAR: At være dansk muslim er ikke mere modsætningsfyldt end at være dansk jøde eller dansk kristen, for alle tre religioner har fælles rødder og fælles værdier

Lad mig starte med at besvare Kirsten Lerstrup Larsens spørgsmål af den 4. februar om, hvorvidt det er rigtigt, at der er indbygget fundamentalisme i Koranen, og om den i givet fald skal forstås som voldelig og terroristfremmende: Generelt må alle troende vel betegnes som fundamentalister, for man kan vel ikke være troende uden at holde fast ved troens fundament! Koranen definerer en troende således: »De er troende, der føler en skælven i hjertet, når Guds navn nævnes, der føler sig styrket i troen, når de hører Hans tegn reciteret, der sætter al deres lid til Gud, der forretter bøn og giver ud af det, vi har forsynet dem med. Disse er de sande troende. De vil rangere højt for Herren, og de vil få tilgivelse og ypperligt underhold.« (8:2-3) »Retfærdighed er ikke, om I vender jert ansigt mod øst eller vest (når I beder). Retfærdighed er at tro på Gud og den yderste dag, på englene, bøgerne og profeterne. Og ud af kærlighed til Gud at give af jeres ressourcer til jeres slægtninge, de forældreløse, de trængende, de vejfarende, dem, der beder jer derom, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. Retfærdighed er at forrette bøn og give almisse, at opfylde jeres forpligtelser og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige«. (2:177) De lærde erklærer næsten samstemmende, at »det, som vi har forsynet dem med«, »almisser« og »ressourcer« kan være både materielle og menneskelige, og Koranen præciserer flere steder, at den, der ikke er parat til at give ud af sine ressourcer, er vantro slet og ret. Forvalterskabstanken gør det klart, at det ikke kun er medmennesket, der har krav på omsorg, men også dyrene og naturen - kort sagt hele skabelsen. Og djihd-begrebet gør det klart, at de troende ikke kun skal stræbe efter at overvinde egne svagheder, men også efter at skabe et retfærdigt samfund, hvor ingen diskrimineres eller lider nød, og alle har lige muligheder og rettigheder. De troende skal - som kronen på værket - forsvare retten til at dyrke Gud i »klostre, kirker, synagoger og moskeer«! Sagt i korthed, så er det menneskets opgave »at tjene Gud ved at tjene skabelsen« - med en helt grundlæggende frihed til at vælge eller fravælge Gud og tro. Frihed og ansvar går hånd i hånd, så naturligvis skal vi alle som én stå til ansvar for de valg, vi træffer. Så hvis man vil være »fundamentalist« i betydningen »bogstavtro«, må man nødvendigvis fortolke Koranens billeder og lignelser i henhold til de aktuelle omstændigheder, man lever under - og det er der desværre alt for mange, der glemmer. Trods Koranens forsikring om, at den indeholder det perfekte og altomfattende budskab, er der desværre også mange, der sætter mundtligt overleveret materiale på højde med - eller endog højere end - Koranens åbenbarede ord. Dette materiale - de såkaldte had"th, hvis troværdighed altid har været omdiskuteret - indeholder en del udsagn, der ganske fint supplerer Koranens ord, og som sagtens kunne stamme fra Profetens mund. De indeholder dog også utallige udsagn, der direkte strider imod Koranens ord ved at opstille regler, forbud og straffe, der ikke nævnes i Koranen. Udsagn, der er med til at skabe barrierer og så splid mellem mennesker - og som af en åndeligt afstumpet magtelite bruges til at legitimere fanatisme og vold mod alle anderledes tænkende. Og det har der alle dage været muslimer, der har forsøgt at bekæmpe. Tidligere domprovst Poul E. Andersen (PEA) bruger i sin kronik den 1. februar en indisk forfatter til at vise, at danskere, der som voksne vælger at bekende sig til islam, er både neurotiske, historie-, kultur- og fædrelandsløse i deres eget land. Det ville unægteligt have været mere naturligt og relevant at spørge de implicerede - og ingen m/k i min omgangskreds svarer til den beskrivelse,PEA giver af de »danskfødte ny-muslimer«. Vi er tværtimod stort set alle blevet mere danske med årene! Selv er jeg blevet mere og mere klar over, hvor meget min egen opvækst har præget mig - og det er jeg bestemt ikke ked af, for den er en god ballast i hverdagen: Jeg er vokset op i en slægt, hvor utallige mænd og kvinder i dette århundrede har fundet deres ægtefælle og/ eller bosat sig rundt omkring i verden. Forskellige sprog, racer, kulturer og religioner præger nu slægten - og dog samles vi fortsat til højtider og mærkedage og rejser gladeligt verden rundt for at nyde hinandens selskab. Jeg er også vokset op i efterkrigstidens Flensborg og har haft det danske sprog og højskolesangbogens sange med mig overalt som en usynlig, men kraftfuld og styrkende bagage - også efter jeg er blevet troende muslim. Jeg har gået på en skole, hvor jeg fem gange om ugen har sunget morgensang stående foran en talerstol med indskriften »modersmål er vort hjertesprog« - en skole bygget på det sted, hvor dronning Margrete den Førstes slot knejsede over fjorden - i en by, hvor det danske rigsvåben med Christian den Fjerdes valgsprog »fromhed styrker rigerne« pryder den nordre byport side om side med det slesvig-holstenske nældeblad med indskriften »fred ernærer - ufred fortærer«. Var der nogen, der sagde: historie- og kulturløs? Jeg har altid tilhørt et eller andet mindretal, men har aldrig været i tvivl om, at jeg havde samme rettigheder og pligter som alle andre samfundsborgere. Mine forældre viede deres liv til retten til at være dansk i Sydslesvig, og mine søskende er gået i deres fodspor. Selv har jeg viet mit liv til retten til at være dansk muslim i mit fødeland Danmark - uden at blive forkætret af mine trosfæller og ringeagtet og forhånet af mine landsmænd. Kampen er bestemt ikke omkostningsfri; men det ser ud til, at jeg har arvet min mors jyske besindighed og min fars angelske stædighed - og gudskelov får jeg da også indimellem positive reaktioner og skulderklap fra folk, der ikke selv orker at stå frem på øretævernes holdeplads. I Sydslesvig er udviklingen gået fra at leve imod hinanden, ved siden af hinanden og med hinanden til at leve for hinanden. Jeg tror fuldt og fast på, at det også er muligt i Danmark - selv om det nok ikke bliver i min levetid. At være dansk muslim er ikke mere modsætnings-fyldt end at være dansk jøde eller dansk kristen, for alle tre religioner har fælles rødder og fælles værdier. Mange flere muslimer ville være lige så danske som jeg og mine bekendte, hvis blot de fik rum og mulighed for at dyrke deres tro under værdige forhold og blev mødt med åbenhed og respekt. Hvis et menneske pr. definition betragtes som andenrangs og uønsket og konstant bliver mistænkeliggjort og gjort ansvarlig for alverdens ulykker - uden at ret mange interesserer sig for dets ressourcer, evner og kvaliteter - er det ikke så sært, at det lukker sig ude af samfundet og søger accept og respekt i traditionsbundne indvandrerkredse i stedet. De, der er danske under udelukkelse af alle andre, har ikke forstået, hvad det vil sige at være dansk. De, der er troende under udelukkelse af alle andre, har ikke forstået, hvad det vil sige at være troende - og har dybest set ikke forstået, hvad det vil sige at være menneske, og hvilke forpligtelser det indebærer. Aminah Tønnsen, Gl. Kongevej 167, Frederiksberg