En donorfamilies dilemma

KOMMENTAR: I en dybt personlig kommentar forklarer Inga Pedersen Kokfelt, hvorfor familien valgte det værdige farvel frem for at støtte lægernes ønske om flere donerede organer

Der har den sidste tid været en del snak og skriverier om den nye lov om organtestamente. Det har givet mig anledning til at komme frem med mine oplevelser omkring et hjernedøds-dødsfald. I oktober 1988 blev min mand kørt ned bagfra af en bil, han var selv på knallert. Det var meget tåget, derfor skete uheldet. Han kom hurtigt til Holstebro sygehus - jeg fik besked om, at det var alvorligt af vores egen læge. Jeg tog straks til Holstebro og fik der at vide, at det var meget alvorligt, og at de ville overføre ham til Århus straks, og så se om de kunne gøre noget der. Jeg så ham ikke, og ved knap nok i dag om han lå i respirator i Holstebro. Jeg afslog at se ham, da han var dybt bevistløs og ingenting havde ud af det. Jeg havde kun i tankerne at komme hjem og få samlet vores 8 børn i alderen 1/2 år til 20 år og så sammen tage til Århus. Klokken var tre om natten, og den lille skulle ammes, så jeg syntes min plads var hjemme. Kl. 6 blev jeg ringet op fra Århus Kommunehospital, og en læge kunne fortælle, at de havde undersøgt min mand, og at han havde det meget dårligt og lå i respirator. Jeg kan i dag ikke huske om han sagde, at han var hjernedød, kun husker jeg, at lægen spurgte, om jeg kom til Århus i løbet af dagen, og hvis jeg gjorde, om jeg så ville finde ud af, om de måtte tage nogle organer fra min mand. Jeg tænkte først, det må de nok godt, for hans bror havde tyve år tidligere fået en ny nyre af en anden, så det ville min mand nok godt afgive, hvis han var blevet spurgt. Jeg, og nok også mange andre, var på det tidspunkt meget uvidende om det med hjernedød og organdonation m.m. Det var først, da jeg fortalte min store datter om opringningen, at vi blev klar over, at lægerne faktisk regnede vores »far« for død. I løbet af formiddagen snakkede jeg med mange mennesker, og nogen kunne fortælle, at hvis vi sagde ja til, at de måtte tage organer, så kunne vi ikke være sammen med ham, når han »døde«. Jeg kom i tvivl, om jeg skulle sige ja eller nej. En præst sagde til mig, at hvis jeg var i tvivl, skulle jeg sige nej, for det havde jeg ret til, indtil jeg fik klarhed over det. Jeg var i det hele taget meget »rundt pa gulvet«. Var min mand død, eller kunne han reddes, og hvorfor lå han i respirator, hvis han var død? Over middag kørte jeg sammen med børnene til Århus, og min bøn hele vejen derover var »Gud hjælp mig med at få klarhed over det svar, jeg skal give«! Da vi kom til Århus gik vi ind til vores far. Han lå som i dyb søvn, hans hænder var forslåede, men varme. På en måde var han langt væk, og hans »kunstige« åndedræt respiratoren var lidt uhyggelig, men samtidigt var det utroligt, at han kunne være død. Efter en test som lægerne foretager med få timers mellemrum for at se, om det menneske i respiratoren er »mere død« end ved sidste test, blev jeg kaldt ind til en læge. Han forklarede, at testen viste, at det var gået tilbage, og han syntes, vi skulle tage stilling til, hvad der videre skulle ske med min mand. Han fortalte om mulighederne.1) Vi kunne vælge at lade ham ligge i respiratoren, så ville der gå fra to dage til en uge, før han døde. 2) Vi kunne vælge at slukke for respiratoren og være sammen med ham og se ham dø. Jeg valgte hurtig det sidste, da det var umuligt for mig og børnene at blive der op til en uge. Efter min beslutning var det først nu lægen, der kom ind på det med at tage organer, og det ville de så ikke kunne, når vi ville være der, til han døde. Pludselig var der givet svar på det spørgsmål, som jeg var blevet stillet om morgenen. Altså jeg havde ikke sagt nej til, at de måtte tage organer, men sagt ja til, at vi ville være sammen med vores far til det sidste. Efter samtalen med lægen gik jeg ud til børnene, og vi gik sammen med min mands to brødre og den læge, jeg havde snakket med, ind i det rum, hvor min mand lå. Vi stillede os rundt om sengen med far i hånden og lægen ved apparatet. Jeg stillede lægen et spørgsmål, som jeg ville have ham til at bekræfte. Jeg sagde, »nu har I gjort, hvad I kunne for vores far, hvis vi skal have vores far, er det kun Gud, der kan«. Dette bekræftede han. Så sagde jeg, at han godt kunne slukke. - Lægen havde forklaret, at der ville gå 10-15 min. fra der blev slukket, til pulsen ville være på nul. Jeg vidste, at det var tid nok for Gud, hvis vi skulle have vores far igen, så jeg var tryg ved, at der blev slukket for det maskineri, som næsten kunne forhindre Gud i at gøre et under. Der blev slukket, og der blev stille. Så begyndte vi at synge vores aftensang »Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to ...«. Vi bad vor fadervor sammen flere gange, indtil pulsen var på nul, og vores far så død ud. Vi gik ud, og de ordnede ham, og inden vi forlod Århus var vi inde og se det, der var tilbage af ham, hans elskede krop - det andet, hans liv, det der var ham, det var indeni os, det var hjemme, det var, hvor vi var. Det var hos Gud, og vi kunne bede Gud hilse far. Meget af det, jeg skriver her, bærer præg af min uvidenhed på hele det område, vi måtte gå igennem. Der er blevet skrevet og sagt meget om dette siden, så vi alle er klogere, men alt det følelsesmæssige vil være det samme. Jeg har intet imod organdonation, men jeg vil ikke forhindre mine kære i at få sådan en stund eller afsked med mig, hvis det skulle blive aktuelt, og det gør jeg efter den nye lov, hvis jeg giver tilladelse til, at de må tage organer fra mig. En bekendt, som selv har fået et nyt organ fra en anden, siger: Jeg ville hellere have været død end forhindret donorens familie i at have fået sådan en afsked som jeres. Kære medmennesker, snak med hinanden om dette emne, så alt kommer på sin rette plads. Jeg synes ikke, det er egoistisk at tænke på sig selv og sine nærmeste de sidste minutter, vi har sammen på denne jord. De pårørende skal jo også leve videre, som dem, der mangler organer. Læg ethvert liv og enhver død i Guds hænder, kun han ved bedst! Inga Pedersen Kokfelt, Vestergade 3, Thyholm