På årets sidse dag fik jeg en idé, mens jeg sad på kirkebænken. Det skyldtes ikke præstens prædiken, men en samtale med den kirkegænger, jeg sad ved siden af. Hun har været lærer i folkeskolen indtil for nylig, hvor hun lod sig pensionere.
Vi faldt i snak om skolen og om skolereformen. Hun sagde:
”Jeg kan ikke rigtig pege på, at der er kommet noget godt ud af folkeskolereformen. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke lyttede mere til os lærere. Vi ved godt, hvordan man laver god undervisning og en god skole.”
Bemærkningen blev for mig en stærk kontrast til noget, jeg havde læst samme nytårsmorgen i Politiken. Her skrev Noa Redington, tidligere særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt (S), under følgende overskrift:
”At argumentere for reformer af den offentlige sektor svarer til at overbevise tribunalet fra Galileis inkvisition om, at Jorden er rund.”
Det var tribunalet nu formentlig godt klar over. Sagen drejede sig om Jordens placering i universet.
Redingtons pointe er, at vores land går bankerot uden reformer af den offentlige sektor. Problemet er, skriver Redington, at man ikke kan tale om reformer af den offentlige sektor uden at blive skudt i skoene, at det handler om nedskæringer. Men hvem kan være imod offentlige standarder? spørger Redington. Det er naturligvis et retorisk spørgsmål, for det er der ingen, der kan.
Vi har brug for gode, fagligt begrundede standarder for det professionelle arbejde i ældreplejen, på sundhedsområdet og i skolen og i daginstitutionerne. Redington mener, at reformering af den offentlige sektor vil udvikle høje standarder, og at man ikke kan vente på, at de professionelle selv tager ansvaret.
Da jeg sad der på kirkebænkenslog det mig, at der er en verden til forskel på Redington og læreren, som jeg talte med. Begge vil nok forsvare høje standarder, men hvor Redington synes at have mistet tilliden til, at de professionelle kan selv, så sagde læreren jo det stik modsatte til mig. Vi ved godt, sagde hun.
Et kompromis kunne måske være at lave en forsigtig reform af reformerne i den offentlige sektor. Jeg vil foreslå, at trin nummer et i den reformernes reform bliver at lytte til dem, der i praksis skal gennemføre reformer.
Det er ikke det samme som at overbevise nogen om, at Jorden er rund. Det må vi forudsætte er almen viden. Det handler om at turde arbejde med standarder.
Vi må udvikle et sprog for, hvad det vil sige at leve op til begrundede krav om kvalitet og værdi for skatteborgernes penge og samtidig respektere, at der er viden i sektoren allerede. Viden, som trænger til at blive brugt.
Når det gælder vores mødesom borgere med sundhedsvæsenet eller skolen, så gælder det netop, at vi må have begrundet tillid til, at der er standarder for god praksis, men samtidig kan vi håbe på netop ikke at blive anskuet som en standardvare.
God kvalitet i den offentlige sektor handler om at blive mødt med professionel dømmekraft og praktisk fornuft, så vi får det, vi har brug for. Grundlaget for denne høje kvalitet bliver undermineret, hvis reformerne ikke bygger på tillid til den praksis, der allerede er.
Hvis vi genvinder tilliden til den offentlige sektor, kan der også arbejdes professionelt med at forbedre standarder.
Jeg tror, den forståelse har været glemt i nogle år. Sagen er dog, at mistillid og ”hårdt mod hårdt” sjældent virker. Det er besværligt at lytte til og involvere praktikere, men det er pengene værd. Ingen ønsker nemlig, at vi går bankerot.
Trin et er at lytte.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.