FINN B. ANDERSEN prøver fortvivlet at forsvare Luther imod mine oplysninger om, at Luther skiftede standpunkt i sin holdning til anvendelse af dødsstraf mod gendøbere. Nu slår Finn B. Andersen så i et debatindlæg den 23. august om sig med udtryk som "fejlagtig og grov påstand", "skrøbelig begrundelse", "grov beskyldning", "udokumenteret (...) uden hold i de historiske kendsgerninger".
Sådanne hidsige udtryk anvender man gerne, når argumenterne er svage. Det skal være ham vel undt. Jeg ved ikke, hvor Finn B. Andersen har sine oplysninger fra. De stammer i hvert fald ikke fra de tekster fra reformationstiden, som det her drejer sig om. Han ignorerer det, han ikke kan bruge, og han fortolker teksterne direkte imod deres mening.
Jeg skal gerne endnu en gang med Luthers egne ord påvise, at Luther går ind for dødsstraf mod gendøbere:
1) I brevet til Justus Menius (februar 1530, WA Br 5, 244) støtter han dødsstraffen. Dette vælger Finn Andersen at se bort fra.
2) Udtalelsen i 1531 er aldeles ikke et "ikke offentliggjort brev af Melanchthon med usikker datering, 1531 eller 1541", som Finn Andersen tror. Det er en betænkning af Melanchthon og de andre Wittenberg-teologer, sendt til deres kurfyrste, og den er trykt i sin fulde længde i Melanchthons værker i "Corpus Reformatorum" (4, 737-740). Dateringen er fastslået til 1531 (G. Seebass 1970). I denne betænkning anbefaler teologerne dødsstraf mod gendøbernes anførere og deres tilhængere.
Fyrsten er forpligtet til, skriver de, at "straffe dem med sværdet". De argumenterer grundigt for dette standpunkt, og de afviser direkte den påstand, "at man ikke får noget frugtbart ud af at dræbe dem". Skulle nogle gendøbere frafalde deres opfattelser, skal man naturligvis straffe dem mildere.
Det er under denne betænkning, Luther selv skriver: "Dette er jeg Martin Luther enig i", og han tilføjer, at det ganske vist kan tage sig grusomt ud (at dødsdømme dem), men gendøberne selv er endnu grusommere, fordi de fordømmer Ordets tjeneste, fordi de ikke fremlægger en ordentlig lære, undertrykker den rette lære og vil ødelægge det verdslige styre. At Finn Andersen mener, at "sværd" betyder verdslig øvrighed, spiller ingen rolle her. Der tales hele tiden om at straffe "med sværdet", det vil sige dødsdømme.
3) Finn Andersens omtale af betænkningen fra 1536 er forvrænget. Det er ikke det, som er teologernes pointe. Det fremgår allerede af bogens titel. Det er straffemetoderne mod gendøberne, det drejer sig om. Wittenberg-teologerne er der endnu mere direkte. Synspunktet er det samme som tidligere: Verdslig øvrighed har pligt til at straffe gendøberne "med sværdet" på grund af deres offentligt fremførte modstand mod verdslig øvrighed, samfundets indretning samt deres djævelske lære.
Direkte hedder det, at imod dem skal anvendes 3. Mos. 24: Den, som håner Gud, skal dræbes! Teologerne henviser også til, at de oldkirkelige gendøbere, donatisterne, blev dræbt. Direkte skriver de igen, at både de oprørske gendøbere og de, som teologisk afviger fra den rette lære "skal også dræbes". Men samtidig skal man naturligvis forsøge ad belæringens vej at bringe gendøberne på bedre tanker. Denne betænkning er underskrevet af Luther, Melanchthon, Bugenhagen og Cruciger.
Luther tilføjede, at sådan er den almindelige regel, men fyrsten kan – naturligvis – alt efter omstændighederne vise sig nådig (WA 50, 8-15).
4) Man kunne blandt andre tekster også nævne, at Luther engang ved bordet blev spurgt, "om man må dræbe gendøberne", og han svarede, at ja, de offentligt oprørske gendøbere "må en fyrste dømme og dræbe", og de gendøbere, som blot har sværmeriske meninger, kan man nøjes med at landsforvise (WATr 5, 20).
Hvad enten Finn B. Andersen kan lide det eller ej, så godkender Luther anvendelse af dødsstraf mod gendøbere. Der er aldeles ikke tale om grove påstande eller historieforfalskning. Det er Luthers egne ord.
Martin Schwarz Lausten,
professor, dr.theol.,
Afdeling for Kirkehistorie, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet