En fransk filmperle og en dansk fuser

Radio & tv

DER ER FILM, der gør så stort et indtryk, at man blot skal høre titlen eller musikken fra filmen, og så er man tilbage i tiden igen. Sådan har jeg det med Jean-Jacques Beineix' film "Diva", som DR K viste i lørdags.

Filmen er fra 1980, og jeg var 13 år. Har ikke set den siden, men huskede hver en detalje. Tror ikke, at jeg kan det med andre film. Glemmer som regel både plot og slutning. Men ikke med "Diva".

Seks år senere skabte Beineix klassikeren "Betty Blue", som har sat sig på præcis samme måde i mig. Fotografisk i hukommelsen. Kan huske, hvor jeg sad i den københavnske biograf "Klaptræet." Og med hvem. Kender du det?

BEINEIX SKABTE en ny bølge, Cinéma du look, med sine 1980'er-film. Intense farver, lys og en plastisk, nærmest non-naturalistisk æstetik, der får filmen til at fremstå som ét langt kunstværk og ikke, som den faktisk er, en thriller med en yderst nutidig historie om kvindehandel i en europæisk storby, her Paris. Men farverne og musikken får selv destruktionen og angsten til at fremstå smuk.

Jules er 18 år. Postbud og operadivaen Cynthia Hawkins' mest lidenskabelige fan. Hun er en af verdens største operasangerinder, men vil ikke lade sin stemme optage på bånd. Men han gør det. Laver en piratoptagelse af koncerten. Som bliver fænomenal.

Samtidig kaster en prostitueret et bånd i Jules' posttaske, da han tilfældigt opholder sig netop der, hvor hun brutalt myrdes, fordi hun har talt over sig omkring kriminalinspektør Jean Saportas rolle i kvindehandlen imellem Afrika og Europa.

Egentlig er plottet ligegyldigt. Kunne være enhver anden krimis plot. Det, der fører filmen, er dens langsomhed. Den dvæler i scenerne. Den dvæler i personerne. Som den alt for unge Alba, der går i plastictøj og høje hæle. Spæd stemme og rulleskøjter i kærestens fabrikshal af en lejlighed. Hammershøjske silhuetter skabt af solens dans på gulvet igennem de store vinduespartier.

Som Albas alt for gamle kæreste, Gorodish, der kæderyger og sidder i lotusstilling foran et kæmpe puslespil af en bølge, som går igen i en bevægelig skulptur og musikken. Som Jules og Cynthias vandring igennem det nattetomme Paris i støvregn. Den tabte tids æstetik. De fortabte sjæles æstetik. Det indkrogede menneskes æstetik.

Så du den ikke, så se genudsendelsen den 28. april klokken 13.20. Jeg holder meget af langsomheden. Den har så trange kår. Derfor havde jeg glædet mig til DR 2's nye og lidt skæve program "Mens vi venter på at dø" med Jørgen Skouboe og John Dahl.

Et program, hvor de to herrer lader familie og kone og job bag sig og tager ud i den jyske ødemark og graver et hul for at tænke over livet. Jørgen nyder sin gamle spade med forstærket skaft. John kan ikke få store maskiner nok. Men hullerne bliver lavet, pitabrød med rognguf og mayo fortæret og øldepot sænket ned.

Alt sammen på cirka 20 minutter. Så var udsendelsen slut. Og langsomheden? Den så jeg ikke meget til. Kun forjaget rastløshed. Sikken en fuser.

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og foredragsholder