Ole Thyssen, dr.phil. og professor ved Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School (CBS), har skrevet indlægget.
STRESS ER BLEVET en folkesygdom, og ansvarlige ministre råber på handling. Med baggrundsmusik fra psykiatriens unisone krav om flere ressourcer og sidestilling af fysiske og psykiske sygdomme skal der gøres en massiv indsats, så mennesker ikke bliver syge af at gå på arbejde. Flere, end vi tror, har det dårligt. Formentlig er vi alle psykisk syge.
LÆS OGSÅ: Kravene om evig forandring fører til stress
Stress er et normalt fænomen, som ledsager store og små kriser i et menneskes liv. Den er en advarsel om, at krop og sjæl er belastede. Fortsætter belastningen, kan stress i en ond cirkel forværre sig selv.
Tidligere hørte det med til almindelig stamina at klare den slags ting privat, alene eller with a little help from my friends. Nu er det normalt at jamre offentligt over, at livet er hårdt. Her opstår et betændt spørgsmål om ansvar. Man kan ofte vælge, om man selv skal håndtere sin stress eller lokalisere den i sociale forhold hinsides personlig rækkevidde. Er det hver mand for sig eller en politisk indsats?
Det er en moderne fordom, at det, der sker med et individ, er socialt betinget og derfor en ufortjent skæbne, som kræver kompensation. Mainstream-holdningen er, at man ikke skal belastes yderligere ved at tillægges ansvar for sin stress, men skal modtage hjælp udefra.
Da stress ikke er en veldefineret tilstand, kan antallet af stressramte ikke afgøres præcist.
Det duer ikke at bruge spørgeskemaer og bede folk selv fortælle, om de er stressede. Man er stresset, hvis man føler sig stresset. Og her er store forskelle.
Skal man løse en vigtig opgave, kan man tage stressen som et nødvendigt onde. Man er ikke stresset, men har bare travlt.
Har man omvendt svært ved at finde mening i sit arbejde, er det let at fokusere på stressen. Man føler sig stresset, selvom man måske ikke laver særlig meget. Så nogle pukler uden at jamre, og andre jamrer uden at pukle.
Stress handler ikke om simple fakta, men om fortolkning af en livssituation. For øjeblikket er den professionelle stand ved at erobre monopol over fortolkningen. Den peger på alle de problemer i arbejdslivet, som fører til ikke blot stress, men også til nedslidning, angst, depression, udbrændthed og anden elendighed. Og den tilbyder løsninger.
Men er det stressen, som får de professionelle frem på banen? Eller øger de professionelle mængden af stress ved at holde et spejl op for befolkningen, hvori alle kan se sig selv som stressede og med behov for hjælp?
Som professionel med speciale i stress ser man stress overalt og kræver almindelig mobilisering. Det gælder befolkningens sundhed. Mantraet er, at det kan betale sig at gøre en massiv indsats. Senere bliver det dyrere. Indsatsen gavner de stressede og samfundet. At den også gavner de professionelle, tales der ikke højt om.
Når stress bliver en sygdom, trækkes den ud af moralens domæne. Psykologen spørger ikke, om stress eller alkoholisme, hjemløshed og narkomani er patientens egen skyld. Tilstanden isoleres som en sygdom, der skal helbredes. Handlingsrummet begrænses til sygdommens, behandlingens og pillernes verden.
To små spring er nok til at lande stressen sikkert i de professionelle hænder. Først bliver ydre forhold til ondets rod, dernæst erstattes selvhjælp med professionel hjælp. Så kan det offentlige rum fyldes med besnærende oneliners: Det er systemets skyld, her må professionel hjælp til, der er ingen individuelle løsninger, det offentlige har svigtet
Sat på spidsen: Mængden af stress øges, når professionelle tilbyder at formindske mængden af stress. Syge patienter er en vigtig ressource for den professionelle stand. Jo flere, jo værre og jo bedre. Så kampen mod stress bliver en kilde til stress, og det blotte ord stress bliver stressende. Og det er måske meningen.
Resultatet er en accelererende hjælpeløshed, fordi motivet til selvhjælp svækkes. Er man stresset, arbejdsløs, demotiveret eller på stoffer, føler man sig svigtet, hvis ikke man tilbydes hjælp. På den måde skaber velfærdsstaten sit eget brændstof. Staten skal gøre alle lykkelige. I en global verden er det svært at se fremtid for et samfund, som gør velfærd til sit højeste politiske mål. Stress er ikke blot stress. Den er også et personligt og politisk valg.